thumb|En engel henter den døendes sjæl. Træsnit fra 1400-tallet.
Sjælen er begrebet om menneskets indre liv i form af dets tanker, følelser, forestillinger og erindringer mv.Klausen, Søren Harnow: artiklen sjæl i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 16. oktober 2021. Den norske kulturhistoriker Ole Martin Høystad beskriver i sin bog Sjælens historie fra 2016 (dansk udgave 2021) sjælen som "menneskets sammensatte indre, dets fornemmelser og anelser, dets vilje og følelser, dets tanker og forestillinger i en oplevelse af at være en del af noget, der er større end individet, og som samtidig er personens inderste selv." Boganmeldelse af Ole Martin Høystad: Sjælens historie. Fra antikken til vores tid. Gyldendal 2021. Information.dk 16. oktober 2021.
Ifølge visse filosofiske og religiøse forestillinger er sjælen et menneskes vedvarende identitet gennem livet. Ofte er dermed forbundet antagelsen om, at sjælen er uafhængig af legemet og udødelig. Døden bliver således betragtet som sjælens adskillelse fra legemet.
Ifølge nogle religiøse forestillinger eksisterer sjælen allerede før fødslen og undfangelsen og inkarnerer i legemet under svangerskabet. Sjælen lever således kun midlertidigt i legemet. Den bruger legemet som et middel til at lære noget. Undertiden optræder forestillingen om, at sjælen er spærret inde i legemet som i et fængsel og ved døden bliver frigjort fra det. Legemet ses som en belastning eller en hindring for den udødelige sjæl. Talrige myter og dogmer har udsagn om sjælens skæbne efter døden. I mange af disse traditioner er der en tro på sjælevandring (reinkarnation), hvilket vil sige, at sjælen inkarnerer flere gange efter hinanden i et legeme, og således har sjælen flere liv (inkarnationer).
”Sjæl” bruges hyppigt synonymt med ånd. Undertiden skelnes der dog mellem ”sjæl” og "ånd” på den måde, at sjælen primært har at gøre med følelser og reaktioner, mens ånden primært har at gøre med tænkning og fornuft.Se f.eks. Rudolf Steiner: Teosofi, s. 31-32
Det græske ord for sjæl er "psyche" (ψυχή)). Den oprindelige betydning af ordet er ”åndedræt” (afledt af psychein (ψύχειν), ”ånde”).
I 1900-tallet har ordet psyke til en vis grad fortrængt anvendelsen af ordet ”sjæl”. ”Psyke” bruges således i forbindelse med en mere videnskabelig måde at betragte menneskets indre liv på, og det har ikke den følelsesmæssige og religiøse biklang, der ligger i ”sjæl”.
Sjælsbegrebet i filosofien Platon Ifølge den græske filosof Platon (ca. 428 – ca. 348 f.Kr.) er sjælen immateriel og udødelig. Den eksisterer uafhængigt af legemet, og den eksisterer efter legemets død. Sjæl og legeme er altså væsensforskellige.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 49 Platon har altså et dualistisk standpunkt med hensyn til sjæl-legeme problemet.
Ifølge Platon er sjælen ”højere” end legemet. Den skal derfor herske over legemet, som er ”sjælens grav”. Legemet er som et fængsel for den.Reallexikon für Antike und Christentum, bind 12, Stuttgart 1983, Sp. 455–467 Sjælen skal bekæmpe legemets begær og lidenskaber, som let tager styringen over mennesket og leder det på afveje. Den er menneskets fornuftige centrum, og det gælder om at finde ind til den for at tøjle de vilde lidenskaber. Ole Martin Høystad: Sjælens historie, 8 % Eftersom det kun er sjælen, der lever videre efter døden, er det kun sjælens fremgang og velfærd, der er vigtig.
Sjælen hører egentlig hjemme i en højere, oversanselig, evig verden. Derfor er den beslægtet med de oversanselige, uforgængelige ”genstande”, som Platon kalder ”ideer” (for eksempel det retfærdiges ide, det godes ide og det skønnes ide). Sjælen bliver drevet af sin egen natur til at interessere sig for de evige ideer. Hvis sjælen var forgængelig, ville den ikke kunne erkende ideerne.Faidon, 78b–81a.
Platon beskriver flere steder sjælens skæbne efter døden og dommen over sjælene. Dermed knytter han sjælens skæbne til dens etiske beslutninger.Platon: Lovene, bog 9, 870 D-E; Faidon, 81 D – 82 B; 107d–114c; Gorgias, 523a–527b; Staten, 614b–621b.
I Platons forfatterskab optræder ikke alene forestillingen om, at sjælen lever videre i det hinsidige efter døden; der optræder også forestillingen om, at sjælen har levet i det hinsidige før fødslen (tanken om sjælens præeksistens). I kraft af, at sjælen har levet tidligere, har den lært alt og ved alt. Denne viden glemmes dog, når sjælen tager bolig i en krop.
Men når sjælen får en filosofisk erkendelse, sker der en en generindring, siger Platon. Sjælen erindrer, hvad den tidligere har vidst. Der er ikke tale om, at den lærer noget nyt. Den erindrer blot en viden, som den tidligere har besiddet, men som den i mellemtiden har glemt. Denne viden har den bragt med sig fra sin præeksistens, fra sit ”himmelske” sted.Peter M. Steiner: Psyche bei Platon, s. 60–62.
I dialogen Faidros siger Platon, at sjælen har vinger. På et tidspunkt taber den sine vinger og synker ned til jorden og får et menneskeligt legeme. Men når mennesket filosoferer, kan sjælen få nye vinger, som den kan bruge i dødsstunden.Richard Seaford: The Fluttering Soul, s. 406–414.
Også tanken om sjælevandring (reinkarnation) findes hos Platon.Menon, 81 B-C; Faidon, 72 A og 113 A; Staten, 617 D – 621 B I dialogen ”Menon” hedder det: ”Menneskets sjæl … er udødelig, og snart afslutter den sin bane – det som man sædvanligvis kalder at dø – og snart fødes den igen, men aldrig går den til grunde. … Eftersom altså sjælen er udødelig, og igen og igen er født på ny, og følgelig har set denne verden og underverdenen og meget mere, har den lært alt, hvad nævnes kan at kende; derfor er der intet mærkeligt ved, at den også er i stand til at genkalde sig i erindringen, hvad den tidligere har vidst, både om det gode og om meget andet.” Menon, 81 B-C ”Erindringen” er altså ikke bare en erindring om, hvad sjælen har lært i det hinsidige; den er også en erindring om, hvad den har lært i tidligere liv.
Descartes Den franske filosof René Descartes (1596–1650) identificerer sjælen som ånd (på latin: ”mens”). Sjælens funktion er at tænke. Alle andre processer - som også findes hos dyrene - betragter han som sjælløse og rent mekaniske, og de tilhører legemet. Herunder hører også irrationelle fænomener som vilje og drifter. Men den tænkende sjæl er noget immaterielt. Eftersom dyrene ikke kan tænke, har de ikke nogen sjæl, siger Descartes. Mennesket har fornuft, dyrene ikke. Dyrene er en slags maskiner.Niels Arne Nielsen: Sjæl og legeme, s. 24-25
At han betragter dyrene som maskiner, hænger sammen med, at legemet tilhører materien, og materien forklares ved hjælp af årsagssammenhænge. Descartes levede under ”den naturvidenskabelige revolution” i 1500-tallet og 1600-tallet, hvor man gjorde meget ud af at beskrive naturen (materien) i årsagssammenhænge. Kroppen er en del af naturen, og derfor forstår Descartes den mekanisk, som et urværk, ligesom hele naturen er én stor maskine.Ole Martin Høystad: Sjælens historie, 26 % Den smerte og de følelser, som dyr tilsyneladende har, når de skriger og klynker, betragter han som rent mekaniske reaktioner - som en dørs knirken, når man åbner den. Derfor mener han, at dyr godt kan dissekeres i levende live, for de kan jo ikke føle smerte.Ole Martin Høystad: Sjælens historie, 27 %
Descartes skelner skarpt mellem legemet, som er kendetegnet ved, at det har en bestemt udstrækning i rummet, og sjælen, som ikke har en sådan udstrækning. De tilhører to væsensforskellige dele af verden, to substanser: den udstrakte substans (lat. res extensa) og den tænkende eller uudstrakte substans (res cogitans). Politikens filosofileksikon, s.135-36
Descartes har dermed formuleret et klassisk dualistisk standpunkt med hensyn til sjæl-legeme problemet: Sjælen og legemet er væsensforskellige, idet de tilhører to forskellige substanser.Arne Næss: Filosofiens historie 1, s. 460
Materialistiske opfattelser af sjælen Hos den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) møder vi et modsat filosofisk standpunkt med hensyn til sjæl-legeme problemet, nemlig et materialistisk standpunkt: ”Sjælen” er grundlæggende noget materielt, nemlig sanseorganer, nervebaner, nerver, hjernestof, osv. Sjælens tilstande er fremkaldt af noget materielt.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 64-65
Det materialistiske synspunkt ligger blandt andet til grund for behaviorismen, en psykologisk retning fra 1900-tallet. Behaviorismens udgangspunkt er følgende ræsonnement: ”Psykologi” betyder egentlig ”læren om sjælen”. Men hvis sjælen er noget indre og subjektivt, hvordan kan man så lave en objektiv videnskab om sjælen? Hvordan kan psykologien blive en rigtig erfaringsvidenskab med objektive metoder og resultater?
Behaviorismen svar er klart: Psykologien skal se bort fra det sjælelige som et indre fænomen og alene studere det sjæleliges ydre udtryk, altså den objektivt iagttagelige adfærd - for eksempel en persons adfærd i forbindelse med angst. Behaviorismen benægter ikke, at at der findes subjektive sjælelige tilstande, men da de ikke er offentligt tilgængelige, kan man ikke iagttage dem, og derfor kan man ikke lave en videnskab på dem.Politikens filosofihåndbog, s. 161 Psykologien bliver således til læren om adfærd.
Behaviorismen var også en filosofisk retning i 1900-tallet. Denne retning anser sjælen for at være en illusion: Der findes kun adfærd, og det, vi kalder sjælen, er blot udtryk for nogle adfærdstræk.Jimmy Zander Hagen. Erkendelse og sandhed, s. 65 Hvis man for eksempel siger ”Poul er vred”, så har man dermed ikke udtalt sig om en bevidsthedstilstand. Man har blot udtalt sig om en bestemt ydre adfærd: Poul råber højt, Poul slår i bordet, Poul er rød i hovedet.Politikens filosofileksikon, s. 70 Det såkaldt indre er i virkeligheden noget ydre, og derfor er der i realiteten ikke noget indre og dermed ingen ”sjæl”.Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed, s. 65
Den engelske filosof Gilbert Ryle (1900-1976) har modereret dette behavioristiske synspunkt. Han siger, at de sjælelige (psykologiske) begreber ikke simpelthen henviser til adfærd, men mere præcist til dispositioner for adfærd. Denne ide kan illustreres ved et eksempel på et sjæleligt begreb: fædrelandskærlighed. Man kan sige om Peter, at han er fædrelandskærlig. Ved at sige sådan udtaler man sig ikke om en indre tilstand, der er skjult for andre, således som Descartes mener. Man udtaler sig derimod om, hvad Peter gør i bestemte situationer: Hvis Peter ser flaget gå til tops, får han en klump i halsen. Hvis der tales nedsættende om fædrelandet, forsvarer han det. Og så videre. Ved at bruge begrebet ”fædrelandskærlighed” omtaler man altså ikke den aktuelle adfærd; man omtaler derimod dispositioner eller tilbøjeligheder til at opføre sig på bestemte måder i bestemte situationer, siger Ryle.Politikens filosofihåndbog, s. 161-62
De nyere materialistiske filosoffer er i høj grad inspireret af hjerneforskningen, som især siden 1970-erne har gjort store fremskridt. De har set hjerneforskningens resultater som en støtte for deres synspunkt: at sjælen dybest set er noget materielt. I hjerneforskningen er der udviklet en scannings-teknologi, der gør hjerneforskeren i stand til at se, hvad der sker i et menneskes hjerne, når vedkommende har bestemte tanker og forestillinger.Claus Emmeche: Jeg skannes – altså er jeg en hjerne Når der sker noget i sjælen, sker der tilsyneladende altid noget i hjernen samtidigt, viser det sig. Hver gang en person har en indre oplevelse af noget bestemt, foregår der bestemte mønstre af aktivitet i personens hjerne, og det er disse mønstre af hjerneaktivitet, der skaber personens sjælelige oplevelse, siger de materialistiske filosoffer.David Eagleman: Hjernen, s. 223