Storfyrstendømmet Finland (, , ) var forgængeren for det moderne Finland. Det eksisterede i perioden 1809-1917 som en del af det Russiske Kejserrige og havde den russiske zar som storfyrste.

I løbet af de 108 år fra 1809 til 1917 gennemgik Finland tre faser: Fra 1809 til 1863 blev personalunionen konsolideret, og de finske myndigheder fik lov til at beholde den gustavianske forfatning. Under denne fase lykkedes det finnerne gradvis at overbevise russerne om deres loyalitet. I perioden fra 1863 til 1906 fik Finland voksende uafhængighed, hvor især lantdagen blev genoprettet. Finsk blev også et officielt sprog på linje med svensk, og handelen med omverden voksede stærkt som følge af økonomisk liberalisering og valutareform. Finland gennemgik en industriel udvikling fra 1860'erne drevet frem af skovindustrien. Økonomisk var landet stærkt knyttet til Rusland, og den økonomiske politik indebar, at der kun skete en begrænset liberalisering af markedet. Under den sidste fase fra 1906 til 1917 forsøgte russerne at russificere Finland, men dette mislykkedes, og forsøget viste sig at have en ødelæggende indvirkning på Finlands senere forhold til Rusland og Sovjetunionen. Mod slutningen af perioden gik landet ind i dybe kriser med stærk inflation, og megen industri blev helt eller delvis overtaget af staten. I kølvandet på den russiske revolution oplevede Finland også for første gang massearbejdsløshed med stærke sociale og politiske spændinger.

Fra finsk side blev forholdet til Rusland betragtet som en personalunion, og da zaren trådte tilbage under Oktoberrevolutionen i 1917, benyttede finnerne lejligheden til at erklære landet selvstændigt. En riksdag, som efter de hvides sejr i den finske borgerkrig midlertidig var uden socialdemokratiske repræsentanter, valgte den tyske prins Frederik Karl af Hessen til konge i det tiltænkte finske kongerige, men efter det tyske nederlag under 1. verdenskrig frasagde prinsen sig tronen allerede inden, at han var tiltrådt. I 1919 vedtog den nyvalgte finske riksdag i stedet en ny forfatning med en stærk præsidentmagt.

Baggrund

Den finsk-svenske unions opløsning

De områder, som hører under det senere selvstændige Finland, havde fra middelalderen været en integreret del af Sverige og hørte under stormagtstiden i 1600-tallet til rigets kerneområde. Sveriges magtposition blev i 1700-tallet svækket, især under store nordiske krig, da Rusland besatte Finland i årene fra 1714 til 1721. Okkupationen afsluttedes med freden i Nystad, hvor Sverige måtte afstå Vyborg og Kexholm, samt sine baltiske besiddelser til Rusland. I en senere russisk-svensk krig, den såkaldte Hattarnas ryska krig fra 1741 til 1743, besatte russerne Finland på ny, og under den følgende fredsaftale blev den vestligste af Kymmene älvs mundingsgrene nyt grænseskel mellem de to lande.

Efter, at Rusland havde lidt nederlag i Napoleonskrigenes fjerde koalitionskrig, indgik zar Alexander 1. en aftale med Napoleon ved Freden i Tilsit den 7. juli 1807, hvorefter Østeuropa blev delt i en fransk og en russisk interessesfære. Rusland skulle presse England og Sverige til fred med Napoleon, mod, at Frankrig pressede Det osmanniske rige til at indgå fred med Rusland og sikre den fransk-russiske deling af Balkan. I denne aftale spillede hverken Finland eller Sverige næppe nogen vigtig rolle for den russiske zars strategiske interesser, men da den engelske forbundsfælle Sverige ikke efterkom de fransk-russiske ønsker, gik zaren til værks mod Sverige via Finland.Jutikkala, side 276-277. Det var således næppe med langsigtet okkupation i tankerne, at Rusland gik til angreb på Sverige den 21. februar 1808 og derved startede den Finske krig.Jutikkala, side 277.

Finnerne præsterede en folkelig modstandskamp mod de russiske besættelsestropper, og poeten Johan Ludvig Runeberg trak siden højdepunkterne i denne kamp og en modoffensiv i juli i sine Fänrik Ståls sägner (Historier om fenrik Stål). Men overladt til sig selv var 22.000 finske soldater i længden ikke i stand til at bekæmpe russernes invasion, og krigen var ovre i løbet af et og et halvt år. Napoleon forsøgte at få zaren til at invadere Sverige, men forgæves. Men den finske kampglød fra felttoget og bøndernes pro-svenske guerillakamp på Åland, i Österbotten og Karelen kan have bidraget til, at Rusland valgte en forsigtig linje og bevilgede finnerne en betydelig autonomi.Jutikkala, side 280. Siden der fortsat blev ydet militær modstand og på grund af faren for guerillakrig, forsøgte zaren at få ro i Finland.Virrankoski I, s. 404 f. I et manifest udstedt 17. juni 1808 under finnernes modoffensiv, bekræftede han, at Finland var indlemmet i Rusland, men lovede at beholde landets gamle love og stændernes privilegier. Samtidig befalede han Finlands stænder at komme sammen til en forhandling om landets fremtidige status. Det hører også med, at Napoleon ikke anerkendte russerne herredømme over Finland, før han mødte zaren i Erfurt i november 1808.Jutikkala, side 286.

Storfyrstendømmet bliver til

thumb|Zar Alexander 1. åbner Borgå lantdag,samtidig fremstilling af Emanuel Thelning. thumb|Storfyrstendømmet Finland år 1900.

Den finske deputation under ledelse af grev Carl Erik Mannerheim rejste i november 1808 til Sankt Petersborg, men hævdede, at de ikke var legitime repræsentanter for Finlands stænder. Følgen blev, at zaren besluttede at indkalde stænderne i overensstemmelse med de gamle svenske loves procedurer for en lantdag.Klinge, s. 16 Desuden lovede han finnerne, at deres ledere skulle kunne henvende sig direkte til ham uden om den russiske regering. På denne måde fik finnerne en mere ophøjet og reel status af autonomi, selv om landet ikke var selvstændigt.Jutikkala, side 287.

Stænderforsamlingen trådte sammen i Borgå den 25. marts 1809, det vil sige før Freden i Fredrikshamn den 17. september 1809. Den hastige sammenkaldelse skyldtes zarens behov for at afklare situationen i Finland, før en ny runde af krig brød ud i Europa.Jutikkala, side 288-289. Efter at zaren var ankommet, blev Borgå lantdag højtidelig åbnet den 28. marts. De finske stænder aflagde troskabsed til zaren – formelt set var dette landsforræderi, da de fortsat var svenske undersåtter – til gengæld forsikrede zaren, at Finland skulle beholde sine love, sin religion og sit sprog. Gustaf Mauritz Armfelt, som var udvist fra Sverige som landsforræder og som var blevet rådgiver for zaren, overbeviste denne om, at Finland burde blive et storfyrstendømme. Stænderne sad sammen i nogen måneder for at udarbejde en forvaltning, som var i overensstemmelse med Finlands nye status, og den 19. juli 1809 afsluttede Alexander 1. landdagen med en afslutningstale, hvori han slog fast, at finnerne nu var "løftet op til medlemskab i familien af nationer".Jutikkala, side 289. «elevated to membership in the family of nations». Talen blev holdt på fransk og ordet nation må tolkes i dets politiske, og ikke etniske forstand. Men zaren viste ingen synlige tegn på at lægge mere i udtrykket end en gestus fra sejrherren til den okkuperede. Jutikkala, side 290-291.

Rusland og Sverige sluttede fred i september 1809, og fredsbetingelserne indebar, at Sverige måtte afstå hele den sydlige halvdel af Finland, Åland, dele af Lapplands län og Västerbotten. Storfyrstendømmet bestod oprindelig blot af de områder, som Sverige nylig havde afstået, men fra begyndelsen af 1812 blev tillige de såkaldte "gammelfinske" områder, som Sverige havde mistet til Rusland i 1721 og 1743, indlemmede i riget. Dette blev de gældende grænser frem til, at Finland erklærede sig uafhængig i 1917. Ændringen var ikke uden betydning for Sverige – landets nye hersker Jean-Baptiste Bernadotte havde ikke den gamle kongeslægts sentimentale følelser over for Finland og indgik aftale med zaren i Åbo i 1812 om at afstå de finske områder i bytte mod russisk støtte til, at Norge blev lagt under Sverige. Aftalen fjernede en vigtig proteststemme mod russisk anneksion af Finland, hvilket bekymrede de finske nationalister, som måtte have haft håb om svensk støtte.Jutikkala, side 300.

Fra begyndelsen var Åbo det nye storfyrstedømmes hovedstad. Men zaren ønskede at symbolisere Finlands tilknytning til Rusland, og da Helsingfors var blevet ødelagt ved en brand i 1808 under Finske krig og måtte bygges op igen, flyttede han snart hovedstadsfunktionerne østpå til Helsingfors. Efter den store bybrand i Åbo i 1827 blev også Kungliga Akademien i Åbo året efter flyttet til Helsingfors som Kejserliga Alexanders universitetet i Finland. Flytningen af hovedstaden blev ledsaget af en storstilet, russisk-finansieret opbygning af den nye metropol, inspiceret af zaren selv. En småby med omkring 4.000 indbyggere blev forvandlet til monumental hovedstad under ledelse af arkitekt Johan Albrecht Ehrenström, mens regeringsbygningerne blev tegnet af den tyske arkitekt Carl Ludwig Engel.Jutikkala, side 297-298.

Forfatning og forvaltning

thumb|Storfyrstendømmets officielle våbenskjold kombinerede det russiske riges tohovede ørn med det svenske løvesymbol.

Som resultat af hændelserne i Borgå forblev de gamle svenske love retsgyldige i storhertugdømmet. Først og fremmest drejede det sig om den gustavianske forfatning fra 1772 med nogen tilføjelser fra 1789.

Zaren og finnerne

Den russiske zar var i egenskab af storfyrste af Finland statsoverhoved i det autonome storfyrstendømme. Da den ellers autokratisk indstillede Nikolaj 1. besteg tronen i 1825, anerkendte han Finlands særstatus og aflagde den samme troned som sin forgænger, hvilket blev en tradition for alle efterfølgere. Ved hoffet i Sankt Petersborg fandtes Kommittén för de finska ärendena som forberedte bestemmelser, som gjaldt Finland. Komiteen, som bestod af finske statsborgere, blev opløst i 1826 og opgaverne overtaget af statssekretæren, fra 1834 ministersekretæren for finske anliggender. Også disse var finske statsborgere.

Komiteen for finske anliggender blev genoplivet under Alexander 2.s regeringstid (1855–1881), da der også skete andre store forandringer i den finske forvaltning.Klinge, s. 32 og 198; Virrankoski I, s. 414 Generalguvernøren, som repræsenterede det russiske rige, var sædvanligvis en russer. Enkelte boede i Helsingfors og opfattede embedet i Finland som sin hovedopgave, som Nikolaj Adlerberg med tjenestetid 1866 til 1881, mens andre spillede en central rolle i imperiet og opfattede generalguvernørstillingen som en bibeskæftigelse, som fyrst Mensjikov.

Arvtageren Nikolaj 1. bestemte sig fra første stund for at bevilge finnerne betydelig indflydelse over egen udvikling. Da revolutionære optrin greb om sig i både Polen og Sverige i 1830, frygtede mange en tilsvarende oprørsstemning i Finland. Zaren valgte at vinde finnernes loyalitet ved et samarbejde snarere end ved magtbrug, og finnerne vandt yderligere indrømmelser, da de forblev loyale under hele revolutionsåret. Den nye generalguvernør, fyrst Aleksandr Sergejevitsj Mensjikov, valgte en forsigtig samarbejdsstrategi over for finnerne i perioden 1831 til 1855.Jutikkala, side 301.

Det fandtes kræfter i Rusland, som ønskede en hårdhændet russificering af Finland, eksempelvis indenrigsminister Perovskij. Finnerne læste og skrev på svensk, og i en periode uden nogen finsk national opvågning var det formentlig kun det russiske autokrati, som forhindrede sådanne ekstreme russiske strømninger fra at vinde fodfæste.Jutikkala, side 302. Finske officerer gjorde karriere i zarens Rusland og deltog i militæraktioner i Polen og Tyrkiet, og russisk blev studeret i finske skoler og læresteder. En russer finansierede endog udgivelsen af en finsk ordbog, og zar Nikolaj 1. kunne glæde sig over finnernes loyalitet. Finnernes frihed førte uvægerlig til opblomstring af finsk nationalfølelse, og blot få årtier efter Finske krig føjede Runebergs Fänrik Ståls sägner sig ind i en gryende, finsk uafhængighedsbevægelse.Jutikkala, side 303-304.