Slaget ved Santa Cruz-øerne blev udkæmpet den 26. oktober 1942 som led i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Det var det fjerde hangarskibsslag mellem den amerikanske og den japanske flåde. I lighed med slaget i Koralhavet, slaget ved Midway og slaget øst for Salomonøerne var de to flåder ikke inden for synsvidde eller kanonafstand af hinanden. I stedet blev alle angreb fra begge sider gennemført med fly fra hangarskibe eller fra land.
I et forsøg på at fordrive de Allierede styrker fra Guadalcanal og omkringliggende øer planlagde den kejserlige japanske hær en landoffensiv på Guadalcanal, som skulle foregå 20. – 25. oktober 1942. Som støtte til denne offensiv og i håb om at komme i kamp med allierede flådestyrker, gik japanske hangarskibe og andre store krigsskibe i stilling nær de sydlige Salomonøer. Fra denne position håbede de japanske flådestyrker på at kunne angribe og afgørende besejre enhver flådestyrke, især hangarskibe, som reagerede på landoffensiven. Allierede flådestyrker håbede også på at komme i kamp med japanske flådestyrker med henblik på at bryde det herskende dødvande og afgørende besejre fjenden.
Den japanske landoffensiv på Guadalcanal blev besejret af allierede landstyrker i slaget om Henderson Field. Alligevel stødte de to modstanderes fly og skibe sammen om morgenen den 26. oktober 1942 lige nord for Santa Cruz-øerne. Efter udveksling af luftangreb fra hangarskibe blev de allierede overfladeskibe tvunget til at trække sig tilbage fra kampområdet, da et hangarskib var blevet sænket og et andet svært beskadiget. De deltagende japanske hangarskibsstyrker trak sig også tilbage, fordi de havde lidt store tab af fly og flybesætninger foruden betydelige skader på to hangarskibe. Selv om slaget lignede en taktisk sejr til japanerne, viste tabet af mange uerstattelige erfarne flybesætninger sig at være en langsigtet fordel for de allierede, som havde tabt væsentlig færre flybesætninger og hurtigt kunne erstatte tabene. Slaget betragtes derfor som en Pyrrhussejr for japanerne, da de japanske hangarskibe herefter ikke spillede nogen større rolle i slaget om Guadalcanal, der til sidst blev vundet af de allierede.
Baggrund
Den 7. august 1942 gik vestallierede styrker i land på de japansk besatte øer Guadalcanal, Tulagi og Floridaøerne i Salomonøerne. Landsætningerne havde til mål at forhindre japanerne i at bruge dem til baser, der kunne true de allierede forsyningslinjer mellem USA og Australien og sikre sig et udgangspunkt for et felttog mod japanerne med henblik på at erobre eller isolere den store japanske base i Rabaul og samtidig støtte det allierede felttog på Ny Guinea. Landsætningerne blev indledningen på det 6 måneder lange slag om Guadalcanal.Hogue, Pearl Harbor to Guadalcanal, p. 235–236.
Efter slaget øst for Salomonøerne, hvor hangarskbiet USS Enterprise blev stærkt beskadiget og tvunget til at sejle tilbage til Pearl Harbor på Hawaii og gennemgå reparationer i en måned, var der stadig tre amerikanske hangarskibsgrupper i det sydlige Stillehav. Disse grupper bestod af hangarskibene USS Wasp, Saratoga og Hornet og deres fly samt slagskibe, krydsere og destroyere og var primært placeret mellem Salomonøerne og Ny Hebriderne (Vanuatu). Her havde hangarskibene til opgave at bevogne forsyningslinjen mellem de store allierede baser på Ny Kaledonien og Espiritu Santo, støtte de allierede landstyrker på Tulagi mod japanske modoffensiver, dække overførslen af forsyninger til Guadalcanal samt angribe og ødelægge japanske krigsskibe, især hangarskibe, som kom indenfor rækkevidde. p. 106.
thumb|right|USS Wasp i brand efter at være blevet torpederet den 14. september
Området, hvor de amerikanske hargarskibsstyrker opererede, kaldtes "Torpedo Junction"Frank, Guadalcanal, p. 335. af de amerikanske styrker på grund af det store antal japanske undervandsbåde i området.Hammel, Carrier Strike, p. 6–7. Den 31. august blev Saratoga torpederet af den japanske undervandsbåd I-26 og måtte repareres i tre måneder.Hammel, Carrier Strike, p. 10–12.Efter denne hændelse blev den daværende chef for hangarskibsgruppen Frank Jack Fletcher frataget sin post og overført til tjeneste i land i resten af krigen. Frank, Guadalcanal, p. 204–205 Den 14. september blev Wasp ramt af tre torpedoer fra den japanske undervandsbåd I-19, mens den beskyttede en større forstærknings- og forsyningskonvoj til Guadalcanal og næsten kom i kamp med to japanske hangarskibe Shōkaku og Zuikaku (som trak sig tilbage lige inden de to grupper kom inden for rækkevidde af hinandens fly). Da maskinerne var ødelagt af skader fra torpedoerne, kunne brandbekæmpelsen ikke slukke de store brande, og skibet blev forladt og sænket.Evans, Japanese Navy, p. 179–180, Hammel, Carrier Strike, p. 24–41. Slagskibet USS North Carolina og destroyeren O'Brien blev også ramt af torpedoer under det samme angreb. O'Brien sank senere som resultat af torpedoskaderne, og North Carolina var under reparation ved Pearl Harbor indtil den 16. november 1942.
Selv om amerikanerne nu kun havde et hangarskib (Hornet), som var klar til indsats i det sydlige Stillehav, blev de allierede ved med at være overlegne i luften over de sydlige Salomonøer, fordi de havde fly med base på Henderson Field på Guadalcanal. Om natten, hvor fly ikke kunne operere effektivt, kunne japanerne imidlertid operere med deres skibe omkring Guadalcanal næsten efter forgodtbefindende. Der opstod således et dødvande i slaget om Guadalcanal, hvor de allierede fremførte forstærkninger og forsyninger om dagen, mens japanerne sejlede forstærkninger og forsyninger ind med krigsskibe i "Tokyo Express" om natten. Ingen af de to sider var i stand til at fremføre tilstrækkelig mange tropper og forsyninger til at opnå en afgørende fordel. I midten af oktober havde begge sider nogenlunde lige mange tropper på øen.Hammel, Carrier Strike, p. 19–21, 84–85. Dødvandet blev kortvarigt afbrudt af to søslag. Om natten den 11.-12. oktober opfangede og besejrede en amerikansk styrke en japansk styrke, som var på vej for at bombardere Henderson Field i slaget ved Kap Esperance, men blot to nætter senere bombarderede en japansk styrke, som omfattede slagskibene Haruna og Kongō, Henderson Field, ødelagde de fleste amerikanske fly og forårsagede alvorlige skader på flyvepladsens faciliteter.Frank, Guadalcanal, p. 316–319. Selv om flyvepladsen stadig kunne bruges, tog det flere uger inden flyvepladsen var blevet repareret og havde fået nye fly, så den var oppe på fuld styrke igen.. thumb|left|Enterprise gennemfører flyoperationer i det sydlige Stillehav den 24. oktober 1942. Det viste fly er en F4F Wildcat.
På dette tidspunkt foretog amerikanerne to skridt, som skulle forsøge at bryde dødvandet. For det første blev reparationerne på Enterprise forceret, så skibet kunne vende tilbage til det sydlige Stillehav så hurtigt som muligt. Den 10. oktober modtog Enterprise sine nye fly og flybesætninger. Den 16. oktober forlod den Pearl Harbor, og den 23. oktoberHammel, Carrier Strike, p. 154–155. var den tilbage i det sydlige Stillehav og mødtes med Hornet og resten af de allieredes flåde i området den 24. oktober 273 sømil nordøst for Espiritu Santo.McGee, The Solomons Campaigns, p. 145.
For det andet udskiftede admiral Chester Nimitz, som var de allieredes øverstkommanderende i Stillehavet, viceadmiral Robert L. Ghormley med viceadmiral William Halsey, Jr. som chef for flådestyrkerne i det sydlige Stillehav, som havde kommandoen over allierede styrker involveret i felttoget på Salomonøerne.McGee, The Solomons Campaigns, p. 134. Nimitz mente, at Ghormley var blevet for snæversynet og pessimistisk til effektivt at kunne lede de allierede styrker i kampen om Guadalcanal. Halsey var efter sigende respekteret i hele flåden, fordi han var en fighter.Frank, Guadalcanal, p. 334. Efter at have overtaget posten begyndte Halsey straks at udarbejde planer, som skulle trække de japanske flådestyrker ind i kamp, og skrev til Nimitz, "Jeg måtte begynde at slå løs næsten med det samme."Hammel, Carrier Strike, p. 150.
Den japanske kombinerede flåde forsøgte også at trække allierede flådestyrker ind i noget, som de håbede kunne blive et afgørende slag. To store hangarskibe, Hiyō og Junyō, samt et mindre hangarskib, Zuihō, ankom til den japanske flådebase på Truk fra Japan i begyndelsen af oktober og sluttede sig til Shōkaku og Zuikaku. Med fem hangarskibe fuldt udstyret med fly og talrige slagskibe, krydsere og destroyere var den japanske flåde under admiral Isoroku Yamamoto sikker på, at de kunne få revanche for nederlaget i slaget ved Midway.Hammel, Carrier Strike, p. 146–149. Bortset fra et par luftangreb på Henderson Field i oktober holdt de japanske hangarskibe og deres støtteskibe sig ude af slaget om Guadalcanal og opholdt sig i stedet i den nordvestlige del af Salomonøerne, mens de ventede på en lejlighed til at nærme sig og angribe de amerikanske hangarskibe. Da den kejserlige japanske hærs næste planlagte storangreb på allierede styrker på Guadalcanal var fastsat til den 20. oktober, begyndte Yamamotos skibe at placere sig ved de sydlige Salomonøer, så de kunne støtte hærens offensiv og være klar til at angribe allierede krigsskibe og ikke mindst hangarskibe, som nærmede sig for at støtte de allierede styrker på øen. Japanerne mente, at det var sandsynligt, at der var amerikanske flådestyrker i området, fordi de havde læst et telegram fra United Press fra den 20. oktober, hvor af det fremgik, at USA var ved at forberede sig på et stort flåde- og luftslag i det sydlige stillehav.Hara, Japanese Destroyer Captain, p. 124–125.
Optakt Fra den 20. til den 25. oktober forsøgte japanske landstyrker på Guadalcanal at erobre Henderson Field i et stort angreb mod de amerikanske tropper, som forsvarede flyvepladsen. Angrebet blev imidlertid slået afgørende tilbage, og japanerne led store tab under slaget om Henderson Field.Hammel, Carrier Strike, p. 95–97.
Da de fejlagtigt troede, at det var lykkedes den japanske hær at erobre Henderson Field, sejlede en japansk flådestyrke tæt på Guadalcanal om morgenen den 25. oktober for at yde yderligere støtte til hærens offensiv. Fly fra Henderson Field angreb konvojen hele dagen og sænkede den lette krydser Yura og beskadigede destroyeren Akizuki.Hammel, Carrier Strike, p. 103–106. Styrken bestod af den japanske krydser Yura og destroyerne Akizuki, Harusame, Murasame og Yudachi (Parshall, Imperial Japanese Navy Page. Combinedfleet.com). Selv om Hammel skriver, at det var en forsyningskonvoj, antyder Parshall, at det var en bombardementstyrke. Akizuki tog til Japan for at blive repareret, hvilket blev afsluttet den 16. december 1942. Denne hændelse betragtes i almindelighed som et selvstændigt slag. thumb|right|Kort over slaget ved Santa Cruz-øerne den 26. oktober 1942. De røde linjer viser japanske krigsskibe, og de sorte angiver de amerikanske hangarskibe. Nummererede gule felter angiver vigtige kampe i slaget.