Distrikt Hill Street (originaltitel: Hill Street Blues) er en amerikansk politi-dramaserie, som første gang sendtes på NBC fra 1981 og vistes i 146 episoder i den bedste sendetid til 1987.
MTM Enterprises skabte og udviklede serien på vegne af NBC og udnævnte Steven Bochco og Michael Kozoll som manuskriptforfattere. De fik frihed til at skabe en serie, der samlede en række af de nyeste ideer inden for tv-drama. Hver episode havde flere sammenflettede historier, hvoraf nogle blev løst i løbet af episoden, mens andre udviklede sig over flere afsnit i løbet af en sæson. Producenterne beskrev showet som "et times drama med 13 gennemgående karakterer, der lever gennem en gordisk knude af personlige og professionelle forhold". Konflikterne mellem karakterernes arbejdsliv og privatliv var således væsentlige elementer i den bagvedliggende ide.
Stilart Distrikt Hill Street viser livet for personalet i et politidistrikt i en unavngiven amerikansk storby. "Blues" henviser til politibetjentenes blå uniformer. Showet fik kritikerros og dens innovative produktion påvirkede mange efterfølgende dramatiske tv-serier produceret i Nordamerika. I sin debutsæson belønnedes serien med otte Emmy Awards, kun overgået af "Præsidentens mænd" for en debutsæson, og showet modtog i alt 98 Emmy Award nomineringer og modtog 26 priser i løbet af dets levetid.
Serien har et stærkt fokus på kampen mellem, hvad der er principielt rigtigt, og hvad der virker i praksis. Tv-forfatteren John Javna har beskrevet serien som "et politishow for Big Chill -generationen, der opdager, at det kræver al deres energi at holde selv nogle få af deres idealer i live, mens de kæmper for at få succes."
Seriens fokus på fiasko og personer i bunden af det sociale hiearki er tydeligt, og står i modsætning til Bochcos senere projekt, LA Law. Fokusset på de bitre realiteter i 1980'ernes byliv var revolutionerende for sin tid, og virker inspireret af politikriminalromaner som Ed McBains Cop Hater fra 1956.
Serien benytter afroamerikanere som et vigtigt element i rollebesætningen. Den omfatter adskillige partnerskaber mellem forskellige racer og etniske grupper blandt politifolkene.
Opbygning De fleste episoder begynder med en teaser i form af en briefing og et navneopråb. der indleder dagvagten. Fra sæson tre og fremefter benytter man en "Tidligere på..."-montage af klip på op til seks tidligere episoder forud for navneopråbet. Forfatteren Steven Johnson skrev om vigtigheden af de indledende teasere at de "udførte en afgørende funktion ved at introducere nogle af de væsentlige tråde og give nyttige kontekstuelle forklaringer på dem. Derudover finder næsten alle episoder sted i løbet af en enkelt dag, og mange afsluttes med kaptajn Frank Furillo ( Daniel J. Travanti ) og den offentlige forsvarer Joyce Davenport ( Veronica Hamel ) i en familiesituation, ofte mens de ligger i sengen og diskuterer, hvordan den pågældende dag er forløbet. Serien beskæftiger sig med virkelige problemer og anvender professionel jargon og slang i større grad end før set på tv.
Hver uge efter navneopråb, fra sæson 1 indtil midtvejs i sæson 4, siger sergent Phil Esterhaus: "Lad os være forsigtige derude." Sergent Lucy Bates fortsætter denne tradition til slutningen af sæson 4 som en hyldest til en afdød kollega. Fra sæson 5 til sæson 6 afslutter sergent Stan Jablonski sine navneopråb med: "Lad os gå derud og gøre det mod dem, før de gør det mod os." På et tidspunkt, efter forslag fra detektiv Mayo, bløder Jablonski dette op til: "Lad os gøre vores arbejde, før de gør deres." Fra dette tidspunkt ændrede serien retning, og konklusioner og navneopråb blev udeladt.
Produktion Hill Street Blues anvendte kameraet til at filme tæt på begivenhederne, blandt andet med med action -scener, der hurtigt klippes ind mellem historierne. I stedet for studiekameraer (gulvkameraer) blev håndholdte kameraer brugt til at forstærke denne stil. Overhørt dialog uden for skærmen forstærkede lydmæssigt den " dokumentariske " følelse i forhold til den filmede handling i en scene.
Selvom serien primært er filmet i Los Angeles, (såvel "on location" som i Radford Studio Center i Studio City ), foregår den i en unavngiven indre by, som giver et indtryk af et amerikansk bycentrum i Midtvesten eller det nordøstlige USA.
Bochco havde angiveligt til hensigt, at denne fiktive by skulle beskrive en hybrid af Chicago, Buffalo og Pittsburgh. Showets åbning og afslutning samt nogle mellemsekvenser blev filmet i Chicago.
Kulisse thumb|right|Chicago's 7th District Police Station, der ofte vises på optagelserne. Producenterne har bevidst tilsløret, i hvilken by serien foregår, og der benyttes forskellige metoder til at antyde forskellige mulige placeringer. Opkaldsbogstaverne på de lokale tv-stationer blev normalt skjult for at undgå at vise, om de startede med "W" ( Federal Communications Commissions betegnelse for stationer øst for Mississippi-floden) eller "K" (som betegner en station vest for Mississippi-floden). En episode i sæson tre nævner specifikt en radiostation fra WDPD, hvilket antyder en by øst for Mississippi. I barscener i løbet af serien vises karakterer dog ofte, mens de drikker flaskeøl, der har stor lighed med Coors Beer. Coors opnåede ikke national licens før 1986, og som følge af de nationale distributionslove var det ikke tilgængeligt øst for Mississippi før dette år, hvilket antyder, at placeringen er vest for Mississippi.
Selv om de fleste af seriens scener blev filmet i Los Angeles (on location og i CBS Studio Center i Studio City ), viser seriens introduktion udelukkende udendørs optagelser i Chicago, og der blev brugt optagelser, hvor politiets biler minder om Chicago Police Departments patruljekøretøjer. Chicagos 7th District Police Station vises ofte i cutaway-optagelser og også under rulleteksterne."Mystery Reader's Walking Guide:Chicago", iUniverse . (Excerpt at , accessed 2008-06-07)
Den første episode i sæson tre viser både et tv-kamera mærket "WREQ" og et klip af et forstadstog fra "Regional Transportation Authority", der ankommer til "Chicago and North Western Terminal". I den næstsidste episode af sæson 2 er et gadeskilt påtrykt "Los Angeles Street" – som er en færdselsåre i Los Angeles' centrum – dog synligt uden for det fiktive Hotel Doane.
Der er flere omtaler gennem serien af karakterer, der går ned til "kysten", hvilket antyder en sø- eller havudsigt. En indikation af omgivelserne i serien blev givet af en karakter med sydstatsaccent, officer Andy Renko, da han i sæsonens første episode "Politics as Usual" udtalte: "Bare drop det cowboy-halløj. Jeg er født i New Jersey og har aldrig været vest for Chicago i mit liv", som for at antyde, at de var i Chicago. I sæson 1, afsnit 12, informerer kaptajn Furillo løjtnant Hunter om, at det pansrede køretøj, han prøvekørte, er blevet fundet "i East River ", hvilket antyder New York City. I sæson 2, afsnit 3, refererer sergent Esterhaus til at bevogte "nationalgardens våbenlager i Newark ", hvilket antyder en placering i eller i nærheden af New Jersey . Sæson 2, afsnit 18, viser et forhøjet metrotog, hvor transportbureauet " CTA " tydeligt kan ses, hvilket antyder Chicago. Gennem hele serien nævner karaktererne lejlighedsvis kendte Chicago-gadenavne, såsom Michigan Avenue , eller andre Chicago-relaterede vartegn, såsom Blue Line-metroen og Mercy Hospital . Begge karakterer, spillet af Dennis Franz, bruger en kraftig Chicago-agtig accent, som Dan Aykroyd ligeledes brugte i The Blues Brothers, en film, der foregår og filmes i Chicago.
Hovedkarakterer
De vigtigste, gennemgående karakterer var:
Capt. Francis Xavier "Frank" Furillo (Daniel J. Travanti, 1981–87) Sgt. Philip Freemason "Phil" Esterhaus (Michael Conrad, 1981–84) Ofc. Robert "Bobby" Hill (Michael Warren, 1981–87) Det. Michael "Mick" Belker (Bruce Weitz, 1981–87) Sgt./Lt. Howard Hunter (James B. Sikking, 1981–87) Sgt./Lt. Henry Goldblume (Joe Spano, 1981–87) Fay Furillo (Barbara Bosson, 1981–86) Det. Neal Washington (Taurean Blacque, 1981–87) Det. John D. "J.D." LaRue (Kiel Martin, 1981–87) Lt./Capt. Raymundo "Ray" Calletano (René Enríquez, 1981–86) Ofc./Sgt. Lucille "Lucy" Bates (Betty Thomas, 1981–87) Ofc. Andrew "Andy" Renko (Charles Haid, 1981–87) Joyce Davenport (Veronica Hamel, 1981–87) Ofc. Joe Coffey (Ed Marinaro, 1981–86) Sgt. Stanislaus "Stan" Jablonski (Robert Prosky, 1984–87) Det. Harry Garibaldi (Ken Olin, 1984–85) Det. Patricia "Patsy" Mayo (Mimi Kuzyk, 1984–85) Lt. Norman "Norm"/"Guido" Buntz (Dennis Franz, 1985–87) Ofc. Patrick Flaherty (Robert Clohessy, 1986–87) Ofc. Tina Russo (Megan Gallagher, 1986–87)
Musik Musikken er komponeret af Mike Post, og er fremført med Larry Carlton på guitar. Herfra opnåede en single plads #10 på Billboard Hot 100 i november 1981. Den vandt en Grammy Award for bedste pop - instrumentale optræden.
Musikken har elementer fra progressiv jazz, hvor saxofon og trompet bidrager til en mørk stemning. Der er ligeledes - typisk for 1980'erne - hyppigt brug af synthesizer og elektronisk percussion., PES News om Popkultur, Events og Sport, hentet den 6. januar 2026
Et soundtrackalbum til serien blev udgivet på LP som Indiana Records HSBP 2222 i 1985. Posts musik blev arrangeret af Derek Wadsworth og dirigeret af Wadsworth under pseudonymet Daniel Caine. Den blev genudgivet i 1990 på Silva Screen-pladeselskabet som FILMCD 702.
Spor
Anmeldelser og kritik I starten modtog Hill Street Blues generelt positive anmeldelser fra kritikerne, men havde negative Nielsen-ratings. I en anmeldelse fra maj 1981 gennemgik John J. O'Connor showets voksende popularitet og kaldte det "en behagelig balance mellem komedie og drama".
Valget om at benytte afroamerikanere som en hjørnesten i den centrale rollebesætning og at inkludere adskillige partnerskaber mellem forskellige racer og etniske grupper af betjente tiltrak opmærksomhed og ros, ligesom de overlappende plots og inddragelsen af moralske dilemmaer som politikorruption, racisme, alkoholisme og både interpersonel og institutionel tilgivelse.
Serien blev meget indflydelsesrig, og mange andre instruktører efterlignede dens brug af håndholdte kameraer, ensemblebesætninger og flere overlappende historier, der varede over flere episoder og foregik i storbyens gradvise forfald. Alan Sepinwall skrev i 2014, at den "er på den korte liste over de mest indflydelsesrige tv-serier nogensinde. Uanset om det er gennem tilsvarende typer af skuespillere, forfattere, instruktører eller gennem stilistisk og tematisk kompleksitet, kan dens DNA findes i næsten alle store dramaer, der er produceret i de over 30 år, siden den debuterede." Han sammenlignede Hill Street Blues med Casablanca, som var så indflydelsesrig på andre film, at "hvis du kommer for at se den for første gang efter et helt liv med at se kopierne, kan den risikere at spille som en bunke klichéer - selvom den opfandt disse klichéer."
I 1993 udnævnte TV Guide serien til den bedste politiserie nogensinde i en udgave, der fejrede 40 år med fjernsynsdrama. I 1997 blev episoden "Grace Under Pressure" rangeret som nummer 49 på TV Guides liste over de 100 bedste episoder nogensinde. Da listen blev revideret i 2009, blev "Freedom's Last Stand" rangeret som nummer 57. I 1998 udnævnte Entertainment Weekly den til en af de 20 bedste tv-serier nogensinde og skrev, at den "...tog politiserien og vendte den på hovedet". I 2002 rangerede Hill Street Blues som nummer 14 på TV Guides liste over de 50 bedste tv-serier nogensinde,Roush, Matt (February 25, 2013). "Showstoppers: The 60 Greatest Dramas of All Time". TV Guide. pp. 16–17. og i 2013 rangerede TV Guide den som nummer 1 på sin liste over de 60 bedste dramaer nogensinde og som nummer 23 af de 60 bedste serier. Noter
Eksterne henvisninger
Kategori:Amerikanske tv-serier fra 1980'erne Kategori:Tv-programmer fra NBC