Den Romerske Republik (Latin: Res publica Romana) var den klassiske romerske civilisations æra, der strakte sig fra det romerske kongeriges fald (traditionelt dateret til 509 f.Kr.) frem til etableringen af det Romerske Kejserrige (traditionelt dateret til 27 f.Kr.). I løbet af denne periode gik Rom fra at kontrollere området i og omkring byen Rom til at være et regionalt hegemoni, der kontrollerede størstedelen af Middelhavsområdet.

Det romerske samfund bestod på den tid primært af en kulturel blanding af latinske og etruskiske stammer, suppleret med sabinske, osciske og græske stammer og kulturtræk. Dette ses især tydeligt i den romerske religion og dens panteon. Den romerske politiske organisation udviklede sig nogenlunde samtidig med direkte demokrati i det antikke Grækenland.

Den romerske republiks forfatning var baseret på en blanding af demokratiske elementer (praktiseret i oldtidens Athen), aristokrati (praktiseret i oldtidens Sparta) og monarki. Her havde Rom forskellige folkeforsamlinger, hvor romerske borgere bl.a. via afstemninger kunne vedtage love og vælge magistrater. Derudover var der et Senat – som repræsenterede autokratiet – der førte tilsyn, rådgav og godkendte udbetalinger af offentlige midler fra statskassen. Afslutningsvis var der forskellige magistrater, der i en tidsbegrænset periode varetog og administrerede forskellige aspekter af den romerske stat; nogle af disse magistrater – særligt de højeste som konsuler og diktatorer – besad magtbeføjelser, der i nogen grad repræsenterede dem i et monarki.

Til trods for de demokratiske aspekter, sammenlignes den komplekse styreform i den Romerske Republik ofte mest med et oligarki – ikke et demokrati – da en lille gruppe magtfulde familier i praksis dominerede de politiske embeder (magistrater) og havde den politiske magt. De romerske institutioner gennemgik dog gennem republikkens levetid en betydelig udvikling, hvilket skete som en konsekvens af pragmatiske løsninger på de udfordringer, der opstod på grund af bl.a. territoriel ekspansion og klassekampe. Blandt andet blev der etableret nye magistrater såsom promagistrater til at styre de erobrede provinser og plebejertribuner til at repræsentere plebejernes (de almindelige borgeres) interesser. Derudover blev også Senatets sammensætning ændret, således at det ikke kun var patricierne, som kunne sidde i denne institution.

Republikken inddeles af klassiske filologer ofte i to faser - den gamle republik (ca. 500-146 f.Kr.) og senrepublikken (ca. 146 - 31 f.Kr.).Lovene byggede i høj grad på sædvane ("mos majorem"), som på den ene side var et direkte demokrati, men på den anden side havde et stærk konservativt element i form af senatet og et embedssystem, hvor kun de allerøverste klasser i samfundet var repræsenteret.

Det politiske systems stabilitet var dog udfordret af en lang række krige, som førte til opbygningen af det romerske imperium. Med afslutningen af de puniske krige havde Romerriget sikret sig den ledende rolle i Europa og middelhavsområdet, men blev til stadighed udfordret af andre riger med ambitioner om at overtage romernes magtstilling.

Den Romerske Republik sluttede reelt med Søslaget ved Actium og Augustus' principat i 31 f.Kr., endskønt Rom formelt vedblev at være en republik mange år efter.

Historie

Tidlige Romerske Republik (508 – 264 f.Kr.)

Grundlæggelse thumb|293x293px|Lucius Junius Brutus, som var med til at fordrive kongen og etablere en republik

Rom havde siden sin grundlæggelse (traditionelt dateret til 753 f.Kr.) været styret af konger. Disse konger blev valgt – for livet – af Senatets mænd. Den sidste romerske konge blev kaldt Tarquin den Stolte. Kongen siges traditionelt at være blevet udvist fra Rom i 509 f.Kr., fordi hans søn, , voldtog en adelskvinde, Lucretia. Romersk tradition skildrer her en dynamisk revolution og kamp, hvor Lucretia indledningsvis afslørede overgrebet for nogle romerske adelsmænd, hvorefter hun dræbte sig selv. En gruppe romerske adelsmænd – anført af Lucius Junius Brutus – opnåede efterfølgende støtte fra både det romerske aristokrati og folket til at fordrive kongen og hans familie og i stedet oprette en republik. Den romerske hær – der støttede Brutus – tvang herefter kongen i eksil. Til trods for kongens efterfølgende forsøg på at genoprette monarkiet, lykkedes det romerske folk at etablere en republik. Størstedelen af kongens tidligere magtbeføjelser blev derefter overført til to konsuler, som blev valgt til embedet for en periode på ét år – hver af disse konsuler var i stand til at kontrollere hinanden ved hjælp af en vetoret.

Moderne forskning afviser (delvist eller helt) den traditionelle romerske fortælling som fiktion eller en (kvasi-)mytologisk fortælling. Beretningen kan således have været del af et aristokratisk kup inden for Tarquins egen familie eller en konsekvens af en etruskisk besættelse af Rom – snarere end en folkelig revolution. Ligeledes er der mange ligheder mellem den traditionelle romerske beretning om det Romerske Kongeriges fald og græske fortællinger. Eksempelvis er voldtægten af Lucretia måske en tilpasning af en lignende fortælling, der førte til udvisningen af Peisistratos-tyranniet (Hippias) i Athen også omkring 510 f.Kr. Uagtet korrektheden af detaljerne i den traditionelle romerske beretning understøtter fortællingen, at monarkiet blev afskaffet 505 f.Kr., hvorefter der blev dannet en spirende republik. Flere moderne forskere accepterer dog ikke, at en revolutionær ny regering opstod så dramatisk, og foreslår i stedet, at det Romerske Kongerige forsvandt mere udramatisk over årtier, hvilket de senere romerske historikere efterfølgende komprimerede til én enkelt dramatisk fortælling. Stænderkampene

thumb|279x279px|Secessio plebis, gravering af B. Barloccini, 1849. Begyndende med romernes oprør mod Tarquin og fortsættende gennem de første hundrede år af den Romerske Republiks levetid, var Roms patriciere (aristokratiet) den dominerende kraft i både politik og samfundet som helhed. De dannede oprindeligt en lukket gruppe på omkring 50 store familier – kaldet gentes – der monopoliserede de forskellige magistrater, præsteskaber og ledende militære stillinger i Rom. De mest prominente af disse familier (gens) var Cornelii, Aemilii, Claudii, Fabii og Valerii. De prominente familiers magt, privilegier og indflydelse udsprang fra deres rigdom, særligt fra deres jordbesiddelser, deres position som patroner og deres mange klienter.

Det store flertal af romerske borgere var dog almindelige mennesker af forskellige sociale klasser. De udgjorde rygraden i Roms økonomi som småbønder, håndværkere, handlende, lejere m.m.. I krigstid kunne de indkaldes til militærtjeneste. De fleste havde ringe direkte politisk indflydelse. I den tidlige Romerske Republik opstod plebs (eller plebejerne) som en selvorganiseret, kulturelt forskellig gruppe af almindelige mennesker med deres eget interne hierarki, love, skikke og interesser. Plebejerne havde ingen adgang til høje religiøse eller civile embeder. For de fattigste var et af de få effektive politiske værktøjer deres tilbageholdelse af arbejdskraft (en "strejke"), hvilket blev kendt som en "secessio plebis". Den første af sådanne secession fandt sted i 494 f.Kr. i protest mod den misbrugende behandling af plebejere i forbindelse med en hungersnød. Det patriciansk-kontrollerede Senat blev tvunget til at give plebejerne adgang til de skriftlige civile og religiøse love og til den valgmæssige og politiske proces. For at repræsentere deres interesser valgte de plebejertribuner, der personligt var "hellige", og dermed immune over for vilkårlig arrestation fra nogle af magistraterne. Ligeledes havde disse tribuner vetoret over lovgivning.

Konflikten mellem patricierne og plebejerne fortsatte imidlertid og blussede med mellemrum op igen. I 445 f.Kr. havde plebejerne krævet retten til at opstille til valg som konsul (det højeste embede i den Romerske Republiks)Abbott 1901, p. 35, men Senatet nægtede at give dem denne ret. I stedet blev der indgået, hvor et udvalgt antal militærtribuner fik tildelt konsulær kommandomyndighed (imperium).

Fra omkring år 400 f.Kr. blev der udkæmpet en række krige mod adskillige nabostammer (særligt aequerne, volskerne, latinerne og Veii). Plebejere, som udgjorde en betydelig del af hæren, blev rastløse af blodsudgydelserne, mens det patriciske aristokrati nød frugterne af de resulterende erobringer.Abbott 1901, p. 35 Plebejerne, der nu var udmattede og bitre, krævede reelle indrømmelser, hvorfor tribunerne Gajus Licinius Stolo og Lucius Sextius Lateranus vedtog en lov i 367 f.Kr. (Lex Licinia Sextia),Abbott 1901, p. 36, 41 som gav plebejerne bedre økonomiske rettigheder. En af de foreslåede love krævede også, at mindst én af konsulerne skulle være plebejiske hvert år, men dette blev indledningsvis afvist.Abbott 1901, p. 37Abbott 1901, p. 38 Efterfølgende, i 366 f.Kr., blev Lucius Sextius Lateranus dog valgt som den første plebejiske konsul. Patricierne nægtede indledningsvis at bekræfte dette valg, hvorefter der udbrød uroligheder, og plebejerne var tæt på at udvandre (en secessio). Det endte dog med, at patricerne gav indrømmelser i spørgsmålet om en plebejisk konsul.Livy, The History of Rome, 6.42

Romersk ekspansion i Italien thumb|305x305px|Roms ekspansion i Italien fra 500 f.Kr. til 218 f.Kr. gennem Latinerkrigen (lys rød), Samnitterkrigene (pink/orange), Pyrrhiske Krig (beige) og den Første og Anden Puniske Krig (gul og grøn). Cisalpine Gallien (238-146 f.Kr.) og Alpe-dale (16-7 f.Kr.) blev senere tilføjet. Den Romerske Republik i 500 f.Kr. er markeret med mørke rød.De første krige under den Romerske Republik var lokale ekspansionskrige – romersk territorium var ved det Romerske Kongeriges fald ( 500 f.Kr.) begrænset til byen Rom. En efter en besejrede Rom herefter både de lokale nabobyer i Latium og Etrurien. Samtidig lykkes det dem at besejre de vedholdende sabinere.

Rom besejrede sine rivaliserende latinske byer i forbindelse med Slaget ved Regillus-søen i 496 f.Kr., Slaget ved Ariccia i 495 f.Kr., Slaget ved Monte Algido i 458 f.Kr. og Slaget ved Corbio i 446 f.Kr. Men de led et betydeligt nederlag i forbindelse med Slaget ved Cremera i 477 f.Kr., hvor det kæmpede mod den vigtigste etruskiske by, Veii. Dette nederlag blev senere hævnet i forbindelse ved Slaget ved Veii i 396 f.Kr., hvor Rom ødelagde byen. Ved slutningen af denne periode havde Rom effektivt fuldført erobringen af sine umiddelbare etruskiske og latinske naboer og sikret sin position mod den umiddelbare trussel fra de nærliggende Apennin-bakket stammer.

Latinerkrigene Den Første Latinerkrig blev udkæmpet fra 498 til 493 f.Kr. mellem den Romerske Republik og Latinerforbundet. Det afgørende slag i denne krig var Slaget ved Regillus-søen, der blev udkæmpet i 496 f.Kr. nær Frascati. Den romerske sejr tilskrives i vid udstrækning afgørende handling fra patricierernes kavaleri-enheder. I henhold til romerske tradition siges Castor og Pollux at have kæmpet på den romerske side af dette slag, som medlemmer af de berømte kavaleri-enheder.

Krigen sluttede med Foedus Cassianum (dansk: Cassius-traktaten), der afsluttede krigen og dannede en alliance-traktat mellem romerne og medlemmerne af Latinerforbundet. Traktaten blev opkaldt efter den samtidige romerske konsul, Spurius Cassius Vecellinus. Denne konflikt markerede vendepunktet, hvor Rom blev den dominerende magt i Latium, selvom Rom stadig anerkendte autonomien og de uafhængige rettigheder for de forskellige latinske bystater – og Rom annekterede ikke nogen af byerne. Traktaten fastslog, at latinerne skulle yde militær assistance i tilfælde af eksterne trusler, og at alle hære, der blev rejst på denne måde, skulle være under romersk kommando. Traktaten legaliserede yderligere ægteskab mellem romerske borgere og latinere – hvilket tidligere havde været et stridspunkt – og genindførte al handel mellem byerne.