thumb|Peter af Verona uddriver en dæmon fra en besat kvinde. Maleri af Antonio Vivarini, ca. 1440–1455. Eksorcisme (, exorkismos, "besværgelse"), også kaldet djævlebesværgelse, djævleuddrivelse eller dæmonuddrivelse, er en religiøs eller rituel handling, hvorved dæmoner, onde ånder eller andre onde magter søges uddrevet eller afværget fra personer, steder eller genstande, som antages at være besat, hjemsøgt eller på anden måde under deres indflydelse. Eksorcisme kan udføres ved blandt andet bøn, besværgelsesformler og andre rituelle handlinger og kan ledsages af blandt andet korstegning, håndspålæggelse, åndepust, vievand, olie, ikoner, amuletter og andre religiøse symboler. Den person, der udfører eksorcismen, betegnes som en eksorcist og er ofte en præst eller en person, som tillægges særlige religiøse beføjelser eller færdigheder.
Forestillinger om ånder eller dæmoner som årsag til sygdom, lidelse eller ulykke og om deres uddrivelse gennem religiøse eller magiske midler kendes fra talrige religioner og historiske kulturer, herunder den assyrisk-babyloniske og jødiske tradition, og forskellige former for eksorcisme forekommer blandt andet i kristendommen og islam. I Det Nye Testamente fremstilles uddrivelsen af onde ånder som en væsentlig del af Jesus' virksomhed, og han tillægger også apostlene og disciplene myndighed til at uddrive dæmoner. I den tidlige kristne kirke blev denne evne først opfattet som en nådegave, der kunne udøves af både gejstlige og lægfolk, men fra omkring midten af det 3. århundrede udvikledes et særskilt kirkeligt eksorcistembede, som blev en af de lavere kirkelige ordener. Eksorcisme blev samtidig knyttet til dåben som et ritual til udfrielse fra djævelens magt og udviklede sig i middelalderen til et omfattende ceremoniel med blandt andet besværgelser, åndepust og korstegn. I den katolske tradition blev ritualet senere reguleret og forkortet gennem Rituale Romanum fra 1614, mens eksorcisme også blev anvendt over for personer, steder og genstande, der blev anset for udsat for dæmonisk påvirkning.
Ved reformationen afskaffede de reformerte kirker dåbseksorcismen, mens Martin Luther bevarede den, og den blev optaget i de lutherske kirkeordninger. Dens betydning blev imidlertid efterhånden omstridt, og under oplysningstiden og rationalismen blev den i vid udstrækning afskaffet i de lutherske kirker. I Danmark-Norge forsvandt den i 1783, i Sverige i 1811 og i Finland i 1886. I den danske folkekirkelige dåbstradition er forsagelsen af djævelen dog fortsat bevaret, men eksorcisme som selvstændigt dåbsritual er bortfaldet.
Etymologi Ordet er afledt af græsk exorkizein, "besværge" eller "tage i ed", sammensat med horkos, "ed". Selve ordet eksorcisme forekommer ikke i Bibelen, men det græske verbum exorkizo anvendes i Septuaginta og i Det Nye Testamente i betydningen at tage eller besværge nogen ved en ed. Substantivet exorkistes, "eksorcist", forekommer i Apostlenes Gerninger 19,13. Eksorcismens grundbetydning er således uddrivelse gennem en autoritativ besværgelse, i kristen brug navnlig i Guds eller Kristi navn.
Begreb og religionshistorisk baggrund thumb|Besværgelsesskål med aramæisk indskrift fra Nippur i Mesopotamien, 6.–7. århundrede. Sådanne skåle blev anvendt som beskyttelse mod dæmoniske eller onde kræfter. Forestillingen om, at mennesker kan rammes af eller besættes af onde ånder, og at disse kan uddrives ved bestemte personer, ord eller handlinger, forekommer i talrige ældre religioner. Besværgelser kendes fra den assyrisk-babyloniske religion og videre gennem senere religiøse traditioner. De kunne ledsages af materielle midler såsom ild, vand, spyt, åndepust, håndspålæggelse og olie, men det afgørende middel var ofte selve besværgelsesformularen, hvor dæmonen blev befalet at forsvinde, undertiden ved påkaldelse af navnet på en stærkere guddom.
I religionsformer, hvor sygdom og psykiske forstyrrelser blev forklaret som resultat af åndelig eller dæmonisk påvirkning, fik dæmonuddrivelse tilsvarende en vigtig plads i helbredelseskunsten. Sygdom og synd kunne dermed sættes i nær forbindelse, og selv sygdomme, der ikke blev opfattet som egentlig besættelse, kunne behandles som kræfter, der kunne befales til at forlade den syge. Denne sammenblanding af åndelige og materielle helbredelsesmidler fortsatte gennem århundreder og blev bevaret i rester i folkelige "husråd" og hos såkaldte "kloge mænd".
I oldtidens Egypten blev visse sygdomme og andre ulykker tilskrevet dæmoniske kræfter, og magiske formularer og besværgelser blev anvendt til at fordrive dem. De døde blev ligeledes udstyret med magiske midler med henblik på deres rejse til underverdenen. En fortælling beskriver, hvordan en dæmon, som havde taget bolig i datteren af fyrsten af Bekhten, ikke kunne uddrives ved menneskelig hjælp, hvorfor guden Khonsu måtte sendes fra Theben. Dæmonen trak sig tilbage, da den stod over for guden, og fik ifølge fortællingen lov til at deltage i et stort måltid, før den drog bort.
I Babylonien var magi nært forbundet med lægekunsten, og visse sygdomme blev forklaret som dæmonisk besættelse. Eksorcisme blev derfor betragtet som en central eller undertiden den eneste behandling. Besværgelserne påkaldte en gud, gudinde eller gruppe af guddomme for at fordrive den onde ånd og afhjælpe dens skade. Bevarede formularer henvender sig blandt andet til "himlens ånd" og "jordens ånd" med krav om at besværge den dæmon, der havde grebet et menneske.
Eksorcisme er blevet karakteriseret som et særligt fremtrædende træk ved religionsformer, hvor ånder og dæmoner antages at kunne "besætte" mennesker og fremkalde sygdom, lidelse og ulykke. Helbredelsen bestod her i at uddrive dæmonen ved magiske formler, renselser eller påkaldelse af en guddom, der tillagdes magt over den.
Jødedom og Det Nye Testamente thumb|Jesu uddrivelse af dæmonerne fra den gerasenske besatte, fremstillet i en mosaik fra begyndelsen af det 6. århundrede i Sant'Apollinare Nuovo i Ravenna. thumb|Denne |illustrationen fra et illumineret manuskript fra middelalderen viser Jesus som helbreder «den besatte mand fra Gravene i Gerasener-land» (Lukasevangeliet 8, 26-39).Forestillinger om dæmonisk besættelse og dæmonuddrivelse fandtes også i jødedommen. I Det Gamle Testamente findes ingen eksempler på, at mennesker uddriver dæmoner. I Tobits Bog 8,3 er det en engel, der tager djævelen og binder ham i ørkenen i Øvre Egypten.
I senere jødisk litteratur forekommer der derimod besværgelsesformularer mod dæmoner. Sådanne formularer findes blandt andet i Talmud og kunne indskrives på indersiden af lerskåle. En samling, der blev dateret til omkring det 7. århundrede, findes i Altes Museum i Berlin. Et karakteristisk træk ved jødiske besværgelser var anvendelsen af navne, der ansås for virksomme, navnlig navne på gode engle, alene eller i forbindelse med El, "Gud". Det blev anset for vigtigt at benytte det rette navn på det rette tidspunkt og ved den rette lejlighed.
Apostlenes Gerninger 19,13 fortæller således om jødiske eksorcister, der forsøgte at anvende Jesu navn i deres besværgelser efter at have set Paulus' virksomhed. Den jødiske historieskriver Josefus gengiver desuden en forestilling om, at Salomon havde modtaget magten til at uddrive dæmoner og havde overleveret virksomme besværgelsesformularer. Josefus fortæller om en mand ved navn Eleazar, der i nærværelse af kejser Vespasian og hans officerer skulle have uddrevet en dæmon ved at holde en magisk ring, som indeholdt en sjælden rod, ved den besattes næse og derved trække dæmonen ud gennem næseborene.
Dæmonuddrivelse omtales gentagne gange i evangelierne som en del af Jesus' helbredelsesvirksomhed. Ifølge den bibelske fremstilling uddrev Jesus onde ånder med direkte myndighed og henviste til sin magt over dæmonerne som et tegn på messiansk myndighed. Han afviste beskyldningen om, at han uddrev dæmoner ved Beelzebubs magt, og hævdede i stedet at handle ved Guds ånd eller "Guds finger".
Evangelierne beskriver blandt andet, hvordan Jesus direkte befaler dæmoner at forlade mennesker, og sammenfatter hans virksomhed med, at han "udrev ånderne med sit ord" og helbredte de syge. I enkelte tilfælde, som ved den kana'anæiske kvindes datter, fremstilles uddrivelsen som foretaget på afstand. Uddrevne ånder beskrives undertiden som erkendende Jesus som "Guds Hellige" og som klagende over, at han var kommet for at pine dem "før tiden". Evangelierne skelner samtidig mellem dæmonuddrivelse og helbredelse af sygdomme; i Luk. 13,32 nævnes de to handlinger særskilt.
Jesus tillægger ifølge evangelierne også apostlene og disciplene myndighed til at uddrive dæmoner i hans navn og lover en tilsvarende evne til troende. Apostlenes virksomhed fremstilles dog ikke som ubetinget virksom. Bestemte onde ånder kunne ifølge evangelierne kun uddrives gennem bøn og faste. Paulus beskrives ligeledes som udøvende dæmonuddrivelse i Apostlenes Gerninger. I den ældste kristne tid synes eksorcismer at have været almindelige og blev udført i Jesu navn.
Eksorcisme i kristendommen thumb|Afsnittet De exorcizandis obsessis a daemonio ("Om eksorcisme af dæmonbesatte") i en udgave af det katolske Rituale Romanum. I den tidligste kirke blev evnen til at uddrive onde ånder først opfattet som en nådegave snarere end som et egentligt kirkeligt embede. Tertullian og Origenes omtales som vidner om forestillingen, at kristne ved bøn kunne uddrive onde ånder. De personer, der særligt udøvede denne gave, blev kaldt eksorcister, men havde oprindeligt ikke et fast embede.
Med kirkens gradvise institutionalisering i det 2. og 3. århundrede blev eksorcistfunktionen formaliseret. Omkring midten af det 3. århundrede oprettedes et særligt kirkeligt eksorcistembede, og eksorcisterne kom til at udgøre en af de fire lavere kirkelige grader, ordines minores sive inferiores, der gik forud for præstevielsen. Embedet er fortsat eksisterede i den katolske kirke sammen med et udførligt ritual for eksorcisme af besatte.
I de første kristne århundreder blev eksorcisme dog ifølge den katolske tradition ikke begrænset til gejstlige. Tidlige apologeter som Justin Martyr, Minucius Felix, Origenes og Tertullian hævdede, at også lægkristne kunne udfri besatte ved Kristi magt. Den almindelige form bestod i en autoritativ besværgelse rettet til dæmonen i Guds og navnlig den korsfæstede Kristi navn. Hertil kunne føjes symbolske handlinger som åndepust, håndspålæggelse og korstegn. Justin omtaler dæmoner, der flygter for kristnes berøring og åndepust. Origenes nævner håndspålæggelse, mens blandt andre Ambrosius af Milano og Efraim Syreren forbindes med samme praksis. Flere kirkefædre tillagde desuden korstegnet særlig magt over dæmonisk påvirkning og anbefalede, at selve besværgelsen og bønnerne blev formuleret med ord fra Bibelen.
Eksorcisme kunne rette sig mod syge og mennesker, der blev anset for besatte, men i katolsk tradition også mod steder og genstande, der blev opfattet som udsat for dæmonisk påvirkning. I den katolske forståelse, som den blev beskrevet i begyndelsen af det 20. århundrede, kunne dæmoner som faldne engle handle på den materielle verden inden for de grænser, Gud tillod. Eksorcisme af steder eller ting blev derfor forstået som en bøn til Gud om at begrænse denne magt.
Blandt de genstande, som traditionelt kunne eksorceres i forbindelse med velsignelser, var vand, salt og olie. Disse kunne derefter benyttes ved personlige eksorcismer og ved velsignelse eller indvielse af blandt andet kirker, altre, hellige kar og kirkeklokker. Vievand blev i den beskrevne tradition fremstillet af eksorceret vand og eksorceret salt og betragtet som et sakramentalie, hvis velsignelsesbøn bad Gud beskytte de troende mod djævelens angreb.