Demokrati (oldgræsk: δημοκρατία, dēmokratía, af dēmos ('folk') og kratos ('magt' eller 'herredømme')) eller folkestyre er en styreform, hvor den politiske magt udøves med udgangspunkt i folkesuveræniteten. I moderne demokratier sker dette gennem politiske institutioner, der giver borgerne mulighed for at vælge og afsætte deres politiske ledere ved frie, retfærdige og regelmæssige valg samt deltage i den politiske proces.
Der findes ikke én alment accepteret definition af demokrati. I moderne statskundskab beskrives demokrati almindeligvis som et politisk system, der bygger på politisk lighed, almindelig valgret, frie og retfærdige valg, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, foreningsfrihed og retsstatslige garantier, som gør det muligt for borgerne at påvirke den offentlige magt og holde regeringen ansvarlig.
Demokrati har gennem historien antaget forskellige former og begrundes ud fra forskellige demokratiteorier. Moderne demokratier er overvejende repræsentative og bygger på institutioner som folkevalgte forsamlinger, frie valg, politiske rettigheder og retsstatslige garantier. Demokratiske systemer varierer blandt andet med hensyn til valgsystem, regeringsform og fordelingen af politisk magt, og demokratiets udvikling og kvalitet undersøges i dag gennem forskning i blandt andet demokratisering, politisk deltagelse og demokratiske institutioner.
Etymologi
Ordet demokrati stammer fra oldgræsk δημοκρατία (dēmokratía), som er sammensat af dēmos (δῆμος), der betyder folk, og kratos (κράτος), der betyder magt, herredømme eller styre. Begrebet betyder således bogstaveligt folkestyre eller folkets herredømme.
Betegnelsen opstod i det antikke Grækenland, hvor den blev anvendt om styreformen i flere bystater, især Athen, hvor frie mandlige borgere deltog direkte i den politiske beslutningsproces. Det antikke demokrati omfattede imidlertid kun en del af befolkningen, idet kvinder, slaver og fastboende udlændinge var udelukket fra politisk deltagelse.
center|upright=2
Definition
Begrebet anvendes både normativt om et politisk ideal og deskriptivt om en styreform, og forskellige statskundskabelige traditioner lægger vægt på forskellige aspekter af demokratiet. Fælles for de fleste moderne definitioner er imidlertid, at den politiske magt udøves med udgangspunkt i folkesuveræniteten, og at borgerne har mulighed for at påvirke og kontrollere den offentlige magt gennem frie politiske processer.
I moderne statskundskab forstås demokrati normalt som et politisk system, hvor regeringen er ansvarlig over for borgerne, og hvor politisk konkurrence finder sted gennem frie, retfærdige og regelmæssige valg. Et demokratisk styre forudsætter samtidig grundlæggende politiske frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, informationsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed, som gør det muligt for borgerne at deltage i den politiske proces og holde regeringen ansvarlig.
Den amerikanske politolog Robert A. Dahl skelner mellem demokrati som ideal og de institutioner, der gør det muligt at virkeliggøre dette ideal i moderne samfund. Ingen eksisterende stat opfylder demokratiets ideal fuldt ud, men idealet kan fungere som målestok for vurderingen af, hvor demokratisk et politisk system er.
Demokratiske stater kan organiseres på forskellige måder, men fælles for dem er, at den politiske magt udøves med udgangspunkt i folkesuverænitet. Den væsentligste sondring går mellem direkte demokrati og repræsentativt demokrati, afhængigt af om borgerne selv træffer de politiske beslutninger eller vælger repræsentanter til at gøre det på deres vegne. I praksis kombinerer mange demokratier elementer fra begge styreformer.
Demokratiteorier
Klassiske demokratiteorier
Blandt de klassiske demokratiteoretikere fik især Baruch Spinoza og Jean-Jacques Rousseau stor betydning for udviklingen af moderne demokratiteori. Spinoza fremhævede lovstyret og den fælles politiske autoritet som grundlag for det politiske fællesskab, mens Rousseau udviklede teorien om folkesuverænitet, hvorefter den øverste politiske myndighed tilkommer borgerne som kollektiv og udøves gennem den almene vilje (volonté générale). Han var desuden skeptisk over for repræsentativt styre og anså direkte borgerdeltagelse i lovgivningen som idealet.
Minimalistiske demokratiteorier
Den minimalistiske eller elitære demokratiforståelse forbindes især med Joseph Schumpeter.
Schumpeter definerede demokrati som en institutionel ordning, hvor politiske ledere konkurrerer om vælgernes stemmer ved frie valg. Demokratiets kerne er derfor konkurrencen mellem politiske eliter snarere end borgernes direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces.
Efter 2. verdenskrig blev den empiriske demokratiforskning udbygget af blandt andre Seymour Martin Lipset, Gabriel Almond og Sidney Verba. Lipset undersøgte de sociale og økonomiske forudsætninger for stabile demokratier, mens Almond og Verba analyserede betydningen af politisk kultur og borgernes holdninger for demokratiets stabilitet.
Deltagelsesdemokrati
Deltagelsesdemokrati lægger vægt på, at demokratiet ikke alene består i, at borgerne med mellemrum vælger politiske repræsentanter, men også i deres løbende og aktive deltagelse i politiske og samfundsmæssige beslutningsprocesser. Teorien udviklede sig blandt andet som kritik af minimalistiske og elitære demokratiforståelser, hvor borgernes vigtigste rolle består i at vælge mellem konkurrerende politiske eliter.
En central teoretiker er Carole Pateman, som i Participation and Democratic Theory fra 1970 argumenterede for, at politisk deltagelse både har en demokratisk og en dannende funktion. Deltagelse kan ifølge Pateman styrke borgernes oplevelse af politisk handleevne og udvikle de færdigheder og holdninger, som er nødvendige for fortsat demokratisk deltagelse.
Deltagelsesdemokratiet retter derfor opmærksomheden mod flere former for politisk deltagelse end stemmeafgivelse ved valg. Det kan blandt andet omfatte deltagelse i politiske partier, interesseorganisationer, lokale beslutningsprocesser, borgerinitiativer og andre dele af civilsamfundet. I nogle deltagelsesdemokratiske teorier udvides demokratiet desuden til arbejdspladsen og andre institutioner, hvor borgerne påvirkes af beslutninger.
Peter Bachrach kritiserede tilsvarende den demokratiske elitisme for at reducere demokratiet til konkurrence mellem politiske eliter og for at tillægge bred folkelig deltagelse for ringe betydning. Han fremhævede i stedet deltagelse som et middel til at begrænse koncentrationen af politisk magt og styrke borgernes indflydelse på beslutninger, der berører deres liv.
Deltagelsesdemokrati adskiller sig dermed fra den minimalistiske demokratiforståelse ved at betragte omfattende borgerdeltagelse som en værdi i sig selv og som en forudsætning for et levende demokrati. Samtidig adskiller det sig fra deliberativt demokrati, hvor hovedvægten ligger på kvaliteten af den offentlige samtale, argumentationen og den gensidige begrundelse. De to traditioner overlapper dog, idet begge tillægger borgernes aktive deltagelse større betydning end den rent valgbaserede demokratiforståelse.
Deliberativt demokrati
Det deliberative demokrati betoner offentlig debat, argumentation og gensidig begrundelse som grundlag for demokratisk legitimitet. Teorien forbindes især med Jürgen Habermas, mens Hal Kochs danske demokratiopfattelse har væsentlige lighedspunkter med den deliberative tradition.
Habermas udviklede teorien med udgangspunkt i begreberne kommunikativ rationalitet og den herredømmefrie dialog, hvor politiske beslutninger bør bygge på fri og åben argumentation mellem lige deltagere frem for magt eller tvang.
Hal Koch beskrev tilsvarende demokrati som en livsform og en samtaleform, hvor uenigheder søges løst gennem fri og åben debat. Hans formulering om, at demokrati er at "tale sig til rette", har fået stor betydning for den danske forståelse af demokrati.
Det deliberative demokrati behandles nærmere nedenfor i afsnittet Deliberativt demokrati som demokratimodel.
Demokratiets grundprincipper
Selv om definitionerne af demokrati varierer, er der bred enighed i moderne statskundskab om en række grundlæggende principper, som kendetegner demokratiske styreformer. Disse principper vedrører, hvem der udøver den politiske magt, hvilke rettigheder borgerne har, og hvilke institutionelle rammer der gør demokratisk selvstyre muligt.
Mindretalsbeskyttelse
Selv om demokrati bygger på flertalsafgørelser, forudsætter moderne demokratiske styreformer også beskyttelse af politiske, religiøse, sproglige og etniske mindretal. Grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincipper skal sikre, at et politisk flertal ikke kan ophæve mindretallenes rettigheder eller udelukke dem fra den demokratiske proces.
Medborgerskab
Begrebet medborgerskab omfatter både de rettigheder og pligter, der følger af medlemskabet af et politisk fællesskab, og borgernes aktive deltagelse i samfundslivet. Demokrati forudsætter ikke alene demokratiske institutioner, men også borgere, der kan og vil deltage i den politiske beslutningsproces.
Demokratisk deltagelse omfatter først og fremmest stemmeafgivelse ved valg, men også medlemskab af politiske partier, interesseorganisationer og andre dele af civilsamfundet samt deltagelse i den offentlige debat og andre former for politisk aktivitet. Borgernes mulighed for at påvirke den politiske dagsorden er et centralt element i et velfungerende demokrati.
Høj valgdeltagelse og aktivt medborgerskab betragtes ofte som tegn på et velfungerende demokrati.
Demokratisk dannelse
Demokratisk dannelse betegner de kundskaber, færdigheder og holdninger, som sætter borgere i stand til at deltage aktivt i et demokratisk samfund. Begrebet omfatter blandt andet kendskab til demokratiske institutioner, respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincipper samt evnen til at indgå i saglig dialog, kritisk stillingtagen og politisk deltagelse.
I mange demokratiske lande betragtes demokratisk dannelse som en central opgave for uddannelsessystemet. Undervisning i demokrati, medborgerskab og samfundsforhold skal bidrage til at styrke borgernes deltagelse i det demokratiske liv.
I Danmark har demokratisk dannelse været tæt knyttet til folkehøjskolernes dannelsestradition og til en forståelse af demokrati som en livsform. Denne demokratiforståelse forbindes blandt andet med Hal Koch og har haft betydning for forestillingen om skolens dannelse til demokratisk medborgerskab. Demokratisk deltagelse og elevinddragelse indgår fortsat centralt i forskning om skolens demokratiske dannelsesopgave.
Folkesuverænitet
Folkesuverænitet er demokratiets grundlæggende princip og indebærer, at den politiske magt i sidste instans udspringer af folket. Regeringens legitimitet beror på borgernes samtykke, og den offentlige magt udøves på folkets vegne og under folkets kontrol. I moderne demokratier sker dette normalt gennem repræsentative institutioner og frie valg, hvor vælgerne kan påvirke, hvem der udøver den politiske magt, og gøre det muligt at udskifte den politiske ledelse.
I et demokrati har borgerne en dobbelt rolle. De er både deltagere i udøvelsen af den politiske suverænitet gennem valg og anden politisk deltagelse og underlagt de love og beslutninger, som de folkevalgte institutioner træffer. Demokratiets legitimitet bygger på, at de, der er underlagt den offentlige magt, også har mulighed for at påvirke dens udøvelse.
Politisk lighed
Et andet grundprincip er politisk lighed. Ifølge Robert A. Dahl indebærer dette, at alle borgeres interesser skal tillægges samme politiske værdi, selv om mennesker ikke er lige med hensyn til evner, uddannelse eller økonomiske ressourcer. Princippet kommer blandt andet til udtryk gennem almindelig og lige valgret samt ved, at hver stemme tæller lige meget.
Demokratiske rettigheder og garantier
Politiske frihedsrettigheder