Knud den StoreBolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009) (oldengelsk: Cnut se Micela, (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) også omtalt som Knud 2.,Den Store Danske/Lex.dk: "Knud 2. den Store" var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn af Svend Tveskæg, hvilket også gav ham patronymet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den normanniske erobring af England i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.
Som dansk/engelsk kongesøn vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i det nordvestlige Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 (eller 1019) bragte han den engelske og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magtbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition samt via ren brutalitet. Efter et årti i konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028.
Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem Storbritannien og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælerne.Forte, et al., Viking Empires, s. 196. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".Lawson, Cnut, s. 97. De angelsaksiske konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".Cantor, The Civilisation of the Middle Ages, 1995: 166.
Fødsel og kongerige Knud var søn af Svend Tveskæg, der var søn eller stedsøn og arving til kong Harald Blåtand, og han kom således fra en slægt af skandinaviske herskere, der var centrale for foreningen af Danmark.Trow, Cnut, ss. 30–31. Hverken hans fødselsdag eller fødselssted er kendt. Hardeknud anses som en semi-legendarisk grundlægger af det nuværende danske kongehus i begyndelsen af 900-tallet, og hans søn, Gorm den Gamle, refereres ofte som den første konge i den danske kongerække. Harald Blåtand, Gorms søn og Knuds farfar, var dansk konge da kristendommen blev indført i Danmark, og han blev den første skandinaviske konge til at bestemme, at hele hans hjemlige kongerige skulle være kristent tillige.
Både Thietmar af Merseburgs Kronikon og Encomium Emmae Reginae angiver at Knuds mor var datter af Mieszko 1. af Polen. Oldnordisk litteratur fra højmiddelalderen, særligt Heimskringla af Snorri Sturluson, angiver også en polsk prinsesse som Knuds mor, som de kalder Gunhild og en datter af Burislav, konge over Vindland.Snorri, Heimskringla, The History of Olav Trygvason, 1990, kap. 34, s. 141 Da konge af Vindland i de nordiske sagaer altid er Burislav er dette foreneligt med antagelse om, at hendes fader var Mieszko (ikke hans søn Boleslav). Adam af Bremens udlægning i Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum er unik, idet han sætter lighedstegn mellem Knuds mor (som han ikke angiver med navn) og den tidligere dronning af Sverige, Erik Sejrsæls hustru, der via dette ægteskab også er mor til Oluf Skotkonung.Adam af Bremen, History of the Archbishops of Hamburg-Bremen, Anden bog, kap. 37; se også Anden bog, kap. 33, scholion 25 Heimskringla og andre sagaer beskriver også, at Svend ægtede Eriks enke, men i disse tekster fremstilles hun i øvrigt som en anden person og angives som værende Sigrid Storråde, som Svend gifter sig med efter at Gunhild, en slavisk prinsesse som fødte Knud, er død.Snorri, Heimskringla, The History of Olav Trygvason, 1990, kap. 91, s. 184 Andre teorier angående ophavet til Svends koner (eller kone) er også blevet foreslået (se Sigrid Storråde og Gunnhild), men siden Adam er den eneste kilde, der opgiver identiteten på Knuds og Olufs mødre som samme person, så bliver dette ofte set som en fejl fra Adams side, og det antages normalt at Svend havde to koner, hvoraf den første var Knuds mor og den anden var den tidligere dronning af Sverige. Knuds bror, Harald, var den yngste af de to brødre ifølge Encomium Emmae.
thumb|Sølvpenning med Knud den Store.
Der kan findes spor af Knuds barndom i Flateyjarbók, der er en kilde fra 1200-tallet, der beskriver at han blev udlært som soldat af høvding Thorkild den Høje,Trow, Cnut, s. 44. bror til Sigvalde, jarl over den mytiske Jomsborg og de legendariske jomsvikinger på deres fæstning på Wolin ud for Pommerns kyst. De danske, nordiske og emgelske kilder giver ikke rigtig nogle oplysninger om Knuds fødselsdato eller fødested. Samtidige værker, som Kronikon og Encomium Emmae, omtaler ikke disse spørgsmål. I Knútsdrápa af skjalden Óttarr svarti, er der et udsagn om at Knud var "af ingen stor alder", da han først drog i krig.Douglas, English Historical Documents, ss. 335–36 Den nævner også en kamp, som kan identificeres som Svend Tveskægs invasion af England og angreb på byen Norwich, i 1003/04, efter danemordet i 1002. Hvis knud virkelig deltog på dette togt, så kan hans fødselsår være nærmere 990 eller sågar 980. Hvis ikke det er tilfældet, og hvis skjaldens poetiske vers omtaler et andet angreb, som Tveskægs erobring af England i 1013/14, kan det indikere et fødselsår væsentligt nærmere år 1000.Lawson, Cnut, s. 160. I forbindelse med Knuds død bliver hans alder angivet som enten 40 år eller knap 40 år, hvilket således kunne tyde på et fødselsår mellem ca. 995 og ca. 997.Poul Skaaning: Knud den Store. Drømmen om Nordsøimperiet 1014-1066, Skive, 2010. (s. 193)Viggo Starcke: "Knud den Store". I Aage Bertelsen (red.): Store danske personligheder I - Fra Knud den Store til Christian X, København, 1949. (s. 29) Der er en passage i Encomiast (som forfatteren til Encomium Emmae kendes som), der refererer til de tropper som Knud ledede under den engelske erobring i 1015/16. Her står at vikingerne var af "moden alder" under "kongen" Knud.
En beskrivelse af Knud optræder i Knýtlinga saga fra 1200-tallet:
Der vides stort set ingenting sikkert om Knuds liv indtil han blev en del af de skandinaviske tropper hørende under faderen, kong Svend, under invasionen af England i sommeren 1013. Dette var klimakset af vikingernes togter, der havde stået på gennem flere årtier. Efter deres landgang ved HumberEllis, Celt & Saxon, s. 182. faldt kongeriget hurtigt til Svend Tveskægs styrker, og mod slutningen af året flygtede kong Ethelred til Normandiet, og efterlod Svend Tveskæg med England. I løbet af vinteren, hvor Tveskæg var i gang med at konsolidere sin magt i det nye kongerige, fik Knud ansvaret for flåden og basen med hæren i Gainsborough.
Efter Svend Tveskægs død efter få måneder som konge ved Kyndelmisse (søndag den 3. februar 1014),William of Malms., Gesta Regnum Anglorum, ss. 308–10 efterfulgte sønnen Harald ham som konge over Danmark, mens flåden, de danske krigere og indbyggerne i Danelagen straks efter valgte Knud som konge i England.Sawyer, History of the Vikings, s. 171 Den engelske adel havde dog en anden mening, og Witenagemot sendte bud efter Ethelred fra Normandiet. Den genindsatte konge ledte hurtigt en hær mod Knud, der måtte flygte med sin hær til Danmark, og på deres vej lemlæstede de gidsler, som de havde taget, og efterlod dem på stranden ved Sandwich.Lawson, Cnut, s. 27 Knud drog tilbage til Danmark til sin bror Harald og foreslog antagelig vis, at de delte kongemagten, men det vandt ikke indpas hos hans bror. Harald antages at have tilbudt Knud at udruste en ny ledingsflåde og lede hans tropper til en ny invasion af England på betingelse af, at han ikke fortsatte med at gøre krav på tronen. Under alle omstændigheder formåede Knud (og Harald) at samle en stor flåde, som kunne bruges til en ny invasion.
Erobring af England
thumb|upright=1.2|Denne runesten i Sverige (U 194), til minde om en viking kendt som Alli, siger, at han vandt Knútrs betaling i England.
Blandt Danmarks allierede var Boleslaw den Tapre, hertug af Polen (senere kronet til konge) og en slægtning til det danske kongehus. Han lånte nogle polske tropper, sandsynligvis som et løfte givet til Knud og hans bror Harald, da de om vinteren "drog blandt venderne" for at hente deres mor tilbage til det danske hof. Hun var blevet sendt bort af deres far efter den svenske konge Erik Sejrsæls død i 995 og hans ægteskab med Sigrid Storråde, den svenske enkedronning. Dette ægteskab skabte en stærk alliance mellem tronfølgeren i Sverige, Oluf Skotkonung, og Danmarks herskere, hans svigerforældre. Svenskere var ganske sikkert blandt de allierede i erobringen af England. En anden indgiftet slægtning til det danske kongehus, Erik jarl, var ladejarlen og medhersker over Norge sammen med sin bror Svend Jarl – Norge havde været under dansk overhøjhed siden slaget ved Svold i 999. Erik deltog i invasionen og efterlod sin søn Håkon til at styre Norge sammen med Svend.
I sommeren 1015 sejlede Knuds flåde mod England med en dansk hær på måske 10.000 mand i 200 langskibe.Trow, Cnut, p. ???. Knud stod i spidsen for en samling vikinger fra hele Skandinavien. Invasionshæren bestod hovedsageligt af lejesoldater. Invasionsstyrken skulle i de næste 14 måneder føre ofte nærgående og grusom krig mod englænderne. Næsten alle slagene blev udkæmpet mod Ethelreds ældste søn, Edmund Jernside.
Landgang i Wessex Ifølge Peterborough-krøniken, et af de vigtigste vidner til Den angelsaksiske krønike, kom "[Knud] tidligt i september 1015 til Sandwich og sejlede straks rundt om Kent til Wessex, indtil han kom til udmundingen af Frome, og hærgede i Dorset og Wiltshire og Somerset",Garmonsway, G.N. (ed. & trans.), The Anglo-Saxon Chronicle, Dent Dutton, 1972 & 1975, Peterborough (E) text, s.a. 1015, p. 146. og indledte dermed en kampagne af en intensitet, man ikke havde set siden Alfred den Stores dage. Et afsnit fra dronning Emmas Encomium giver et billede af Knuds flåde:
Wessex, der længe var blevet regeret af Alfreds og Ethelreds dynasti, underkastede sig Knud sent i 1015, ligesom det havde gjort over for hans far to år tidligere. På dette tidspunkt deserterede Eadric Streona, ealdorman af Mercia, fra Ethelred sammen med 40 skibe og deres besætninger og sluttede sig til Knud.G. Jones, Vikings, p. 370 En anden afhopper var Thorkil den Høje, en jomsvikinge-høvding, som havde kæmpet mod vikingeinvasionen under Svend Tveskæg med et troskabsløfte til englænderne i 1012 – en forklaring på dette skifte kan findes i en strofe i Jómsvíkinga saga, der nævner to angreb mod Jomsborgs lejesoldater, mens de var i England, hvor en mand kendt som Henninge, Thorkils bror, var blandt de dræbte.Trow, Cnut, p. 57. Hvis Flateyjarbók har ret i, at denne mand var Knuds barndomsmentor, forklarer det hans accept af Thorkils troskab – idet jomsvikinger i sidste ende stod i Jomsborgs tjeneste. De 40 skibe, som Eadric kom med, ofte antaget at være fra Danelagen, var sandsynligvis Thorkils.
Fremrykning mod nord