Politiets Efterretningstjeneste (PET) er Danmarks nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste, der blev oprettet i 1939 under Rigspolitichefen. Tjenesten har til opgave at identificere, forebygge og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og den nationale sikkerhed i det danske samfund, såvel i Danmark som trusler rettet mod danskere og danske interesser i udlandet.PET's formål fra forsiden af pet.dk
PET arbejder under Justitsministerens ansvar, og fik sine beføjelser og personalemæssige rammer betydeligt udvidet med antiterrorlovgivningen 2006. Lovgivningen indebar ikke alene en styrkelse af indsatsen mod terrorisme, men udvidede også PET’s opgaveportefølje til at omfatte bekæmpelse af organiseret kriminalitet i bredere forstand. I den forbindelse blev politiets adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden og til offentlige myndigheders oplysninger om enkeltpersoner betydeligt udvidet.
PET er underlagt både uafhængig og parlamentarisk tilsyn i form af hhv. Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET; som i 2014 erstattede Wamberg-udvalget) og Folketingets kontroludvalg. Tjenesten er dog, især historisk, blevet kritiseret for værende uden en effektiv parlamentarisk eller domstolsmæssig kontrol, og var før PET-loven 2014 "til dels uden for såvel politilovens som retsplejelovens rammer". Kontrollen med efterretningstjenesterne er forsøgt styrket, senest med lovændring i 2024.
Historie En forløber for PET var det i 1933 oprettede Det sønderjyske Politiadjudantur.
PET kan føre sin historie tilbage til 1939 med grundlæggelsen af den første landsdækkende efterretningstjeneste, "Sikkerhedspolitiet" (SIPO). Det skete ved lov nr. 90 af 15. marts 1939 og SIPO's opgave lød på at "skabe et værn mod Foretagender eller Handlinger, som kan antages at være rettet mod Rigets selvstændighed og den lovlige Samfundsordning, samt Gennemførelse af et effektivt Tilsyn med Fremmede og Rejsende"
SIPO skulle virke i provinsen, mens den tilsvarende opgave i hovedstaden blev varetaget af Københavns Politis Afdeling D. SIPO kom ikke til at virke effektivt, da de lokale politimestre anså SIPO for en konkurrent, og forholdet til Afdeling D var dårligt. SIPO blev opløst af tyskerne den 19. september 1944.
Rigspolitichefens Efterretningsafdeling thumb|H.C. Andersen, første souschef ved efterretningstjenesten efter besættelsen.|alt= Efter 2. verdenskrig blev efterretningstjenesten genoprettet under navnet "Rigspolitichefens Efterretningsafdeling" (REA). Det skete efter en beslutning på et møde den 7. maj 1945 mellem Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen og politiets ledelse.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009) side 30. Navnet SIPO blev ændret, da det gav associationer til den tyske Sicherheitsdienst (SD) og HIPO. Leder af REA blev den tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff, og for den politimæssige ledelse stod politikommissær H.C. Andersen. Under krigen var Andersen gået ind i modstandsbevægelsen og var medlem af Frihedsrådets arrestationsudvalg.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009) side 32. Andersen forlod imidlertid embedet allerede i 1947.
REA's opgave i de første år var hovedsageligt at efterforske danske landsforrædere og tyske krigsforbrydere. REA havde begrænsede resurser til sin opgave: Tjenesten havde øjensynligt ikke mulighed for rumaflytning, kunne kun aflytte et par telefonlinjer ad gangen, og den havde ingen egentlig uddannet observationstjeneste.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009) side 33–34.
Efter 2. verdenskrig manglede efterretningstjenesterne kilder, og de danske efterretningstjenester ansatte tidligere nazister til at give dem information om kommunister. Det danske politi kom i juni 1947 i kontakt med en person "W", der fik betaling for oplysninger om kommunister. Identiteten på "W" er ikke beskrevet, men oplysninger tyder på, at han havde haft tilknytning til den tyske efterretningstjeneste, Abwehr. "W" ansatte blandt andet en tidligere Gestapo-mand, "H", og oprettede en organisation af meddelere. Til betalingen af organisation krævede "W" cirka 1.000 cigaretter om måneden.
Den 9. juli 1949 blev REA's leder, politiinspektør Troels Hoff, suspenderet, da han havde været involveret i den såkaldte "Edderkoppesag".
PET oprettes Danmark underskrev den Nordatlantiske Traktat den 4. april 1949, hvilket betød, at Danmark skulle have en effektiv efterretningstjeneste. Der skete ændringer med Forsvarets Efterretningstjeneste, og politiets sikkerhedstjeneste tog navneforandring fra REA til "Politiets Efterretningstjeneste" eller PET og fik tilført mere personale. Den ny leder af PET blev tidligere politimester fra Aabenraa, Ernst Brix. Juristerne Ernst Mogens Jensen, Arne Nielsen og Ole Stevns blev ansat i ledelsen.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009) side 80.
Hvad der er kaldt "en af de mest spektakulære spionsager i PET's historie", er den såkaldte Runasag, der udspandt sig i 1950'erne. I 1950 fik sikkerhedstjenesten et tip om, at kaptajnen på skibet Runa, den danske statsborger Carl Emanuel Petersen, havde kontakt til østtyske og sovjetiske myndighedspersoner i østtyske havne. PET benyttede telefonaflytninger, brevåbninger og dobbeltagenter i sagen, og den 8. juni 1959 blev fem personer anholdt, og senere to til. De syv blev fundet skyldige i spionage og idømt fra halvandet til fem års fængsel kort før julen 1959.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009) side 110–116.
I 1951 fik sikkerhedstjenesten kendskab til, at Olaf Olsen udleverede personoplysninger til Sovjetunionen. Af hensyn til deres kilde undlod man at føre sag mod Olsen.
I 1958 blev PET lagt ind under Rigspolitiet med direkte referat til justitsministeren.
1960'erne I 1959 hvervede MfS/HVA (Stasi) Flemming Sørensen, der også havde dæknavnene Flame og Heinrich, og det blev en af PET's største observationssager i 1960'erne.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009) side 165–167.
I 1960 opdagede PET til deres overraskelse, at den daværende leder af Socialistisk Folkeparti og tidligere kommunist Aksel Larsen samarbejdede med amerikanerne, ved under hemmelige møder at overgive information til Grant Olson, en attaché ved den amerikanske ambassade. PET's chef Mogens Jensen protesterede over for amerikanerne, men efter udenrigsminister Jens Otto Krag blev involveret, fik PET besked på at acceptere kontakten mellem den amerikanske efterretningstjeneste og Aksel Larsen. PET fik til gengæld mødereferaterne og mulighed for at stille spørgsmål til Aksel Larsen gennem amerikanerne. Amerikanernes kontakt varede fra november 1958 til maj 1969, men der var øjensynligt ingen møder mellem 1965 og 1967 på grund af Larsens misbilligelse af USA's involvering i Vietnamkrigen.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009). Siderne 160–163
I 1963 fik PET til opgave at undersøge sagen, som involverede Firmaet og Forsvarets Efterretningstjeneste. Firmaet var en halvprivat antikommunistisk organisation, der havde foretaget en flerårig aflytning af folketingsmedlem og næstformand i DKP, Alfred Jensen.
Hvad der er blevet kaldt "en af de vigtigste KGB-agenter i Danmark under hele den kolde krig" blev hvervet i 1961. Agenten fik dæknavnet Dat og virkede inden for området videnskab og teknik i over 22 år. Ved mindst 150 møder med KGB i Danmark leverede han og hans hustru med dæknavnet Zoya materiale fra Danmark Tekniske Bibliotek, Forskningscenter Risø og Forsvarets Forskningstjeneste. Efter tip fra Atomenergikommissionen foretog PET undersøgelser af Dat i 1965-1967, men fandt, at intet var "fremkommet til bestyrkelse af" mistanke om spionage. Heller ikke efter, at PET modtog oplysninger fra dobbeltagenten Oleg Gordijevskij i 1970'erne, kom Dat og Zoya under særlig mistanke. Først efter Berlinmurens fald kom oplysninger fra udlandet om de to, og PET overvejede en straffesag.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009). Siderne 177–178. Afsnittet "Spionen, der slap fri"
Dat og Zoya var en del af et større spionnetværk, der af PET-kommissionen blev kaldt "den alvorligste ideologisk-motiverede spionageaktivitet foretaget på dansk jord i 1960’erne": Kholm-gruppen. Agenten, Kholm, der gav navn til gruppen, var biokemiker og amerikansk statsborger. Foruden ham bestod gruppen ifølge PET's oplysninger af seks danske statsborgere .Schmidt, Mariager, Heiberg (2009). Side 176
I slutningen af 1960'erne førte PET en dobbeltagent i den såkaldte Operation Samson. Kilden havde haft kontakt til danske nazister og fik senere som agent infiltreret det trotskistiske miljø, hvorfra kilden leverede information til PET. Gennem de såkaldte Fredens Hav-arrangementer lykkedes det PET at få kilden hvervet som Stasi-agent i 1968. Derved fik PET indblik i Stasi's hvervningsaktioner og -metoder og ydermere mulighed for at identificere danske statsborgere med kontakt til Stasi. Stasi ønskede dog information om den danske venstrefløj, så som Stasi-agent leverede dobbeltagenten information om Venstresocialisterne og danske trotskister til Stasi med PET's accept.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009). Side 179–181.
En anden lignende sag var PET's føring af Julie Szabad, der infiltrerede Danmarks Kommunistiske Ungdom. Hun blev hvervet i 1967 og rejste med unge kommunister til Østtyskland i 1968 og 1969. Under opholdet i 1969 lod hun sig hverve som Stasi-agent, men PET ønskede ikke at føre hende som dobbeltagent og forbød hende at rejse til Østtyskland igen. Kapitlet "Tragedien Julie Szabad", siderne 126-131. Siderne 200-203.
I 1965 blev PET involveret i efterforskninger om en trotskistisk bombesag, Randersbomben.PET-Kommissionens rapport, bind 9, kapitel 7 . Senere, i 1969, blev PET involveret i en anden sag med den trotskistiske gruppering Trotylbanden, som havde stjålet trotyl fra Hæren. PET havde modtaget oplysninger om, at banden planlagde militante aktioner mod firmaerne Terma og DISA.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009). Side 196–198.
Nedsættelse af Wambergudvalget Siden begyndelsen af Den Kolde Krig havde der været debat om PET's registreringer af borgere. Særlig i 1964 blussede debatten op. Mads Nissen Styrk, en debattør og venstrefløjsaktivist, påstod omkring årsskiftet 1963/1964, at antallet af registreringer af danske statsborgere var 400.000. SF foreslog en undersøgelse af PET, og regeringspartiet Det Radikale Venstre kom med ideen om et kontrolorgan. PET's daværende chef, Mogens Jensen, oplyste Hans Hækkerup, at PET systematisk registrerede medlemmer af SF. Man var derfor klar over i regeringen, at hvis man oprettede et parlamentarisk kontrolorgan, skulle man enten holde SF uden for udvalget eller fortælle partiet, at dets medlemmer blev systematisk registreret. Enden blev, at regeringen i sommeren 1964 nedsatte et fire mand stort udvalg med tavshedspligt, hvor også repræsentanter fra PET og Forsvars-, Justits- og Udenrigsministerierne havde mulighed for at deltage. I daglig tale kom det til at hedde Wambergudvalget og skulle "føre tilsyn med politiets efterretningstjenestes registrering og videregivelse af oplysninger".Schmidt, Mariager, Heiberg (2009), siderne 186–189.
I december 1965 gav Warmbergudvalget udtryk for, at de ville udføre stikprøvekontrol af det 20.000 kartotekskort store arkiv hos Afdeling E, Københavns Politi. Straks efter gav Justitsministeriet ordre til, at arkivet skulle destrueres, og udvalget havde derfor ikke noget at kontrollere. Da afdelingen heller ikke længere havde noget arkiv, blev det besluttet, at Afdeling E skulle føres ind under PET.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009), side 196. PET blev dermed landsdækkende.
Regeringserklæringen af 30. september 1968 thumb|Knud Thestrup, her fotograferet i 1944. Thestrup var justitsminister da Regeringserklæringen blev udsendt i 1968. I januar 1968 fik Danmark ny VKR-regering under statsminister Hilmar Baunsgaard. Regeringspartiet Det Radikale Venstre anså det for et problem, at PET registrerede personer udelukkende på baggrund af medlemskab af politiske partier.Schmidt, Mariager, Heiberg (2009). Kapitel 6.