Chacokrigen (, Guarani: Cháko Ñorairõ Mombe’uhára Paraguái ha Boliviaygua Jotopa III, Cháko Ñorairõ rehegua . Secretaría Nacional de Cultura de Paraguay) var en krig mellem Bolivia og Paraguay om kontrollen over store dele af Gran Chaco-regionen, som man i sin tid troede indeholdt store forekomster af olie. Der er aldrig blevet gjort nogen særlige oliefund i området.
Krigen om den tyndt befolkede region mellem floderne Pilcomayo, Rio Paraguay, Otuquis og Parapiti er den største og blodigste militære konflikt på det amerikanske kontinent i det tyvende århundrede. 250.000 bolivianske og 150.000 paraguayanske soldater kæmpede mod hinanden i tre år fra juni 1932 til juni 1935 under ugæstfrie forhold i et øde og tørt landskab. Op imod hundrede tusind soldater mistede livet i en krig, som i sidste ende ikke gav nogen af parterne fordele. For begge lande blev krigen en økonomisk katastrofe, idet man måtte erkende, at olieforekomsterne i Gran Chaco-regionen var langt mindre end hvad, man i forvejen havde forventet.
Baggrunden thumb|Fugtigt Chaco. Gran Chaco kan opdeles fra syd til nord til syd i tre områder: Chaco Austral som omfatter landskabet syd for Bermejo-floden. Hørte entydigt til Argentina. Chaco Central området mellem Bermejo-floden og som løber gennem sletterne til floden Paraguay. Hørte ligeledes til Argentina. Chaco Boreal området nord for Pilcomayo-floden.
Det omstridte område mellem nabolandene Bolivia og Paraguay befandt sig udelukkende inden for det geografiske område Chaco Boreal nord for floden Pilcomayo og vest for floden Paraguay, som stort set havde været ubeboet og næsten uudforsket helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Landskabet, som for det meste er fladt med en svag hældning mod øst, inddeles i to klimatiske regioner: Alto Chaco eller det tørre Chaco i vest, der er meget tørt og har en ringe bevoksning, og Bajo Chaco eller det fugtige Chaco med store kratjungler med quebracho-træer og enge med rigt insektliv.
Klimaet i Chaco Boreal-regionen var dengang enten meget tørt eller meget fugtigt, om sommeren og efteråret (juni-november) var det tørketid med voldsom hede, om vinteren og foråret (december-maj) havde man regntiden med kraftige regnskyl, som skabte uigennemtrængelige vådområder. Det var så lidt drikkevand, at folk, som flyttede ind i området, var tvunget til at bosætte sig hvor det var muligt at finde ferskvand hele året. De få gennemgående veje i regionen var ofte ikke mere end stier og gik ofte langs de fåtallige brønde og indsøer med ferskvand. I regntiden blev de støvede veje omdannede af regnen til ufremkommelige og sølede veje omkransede af vådmark. Chaco Boreal-regionen i Gran Chaco er et af de mest ugæstfrie områder i verden, og det menes, at krigen i 1932-35 var en af de værste konflikter for den menige soldat i historien.
Stridighederne om Gran Chaco right|thumb|Maskingevær bemandet med soldater fra Paraguay. Fordi Gran Chaco var en umådelig stor og uudforsket grænseregion mellem flere administrationsområder i Latinamerika, var det ikke muligt at bestemme, hvor grænserne skulle gå, og på denne baggrund kom det hurtigt til de første stridigheder mellem de i sin tid nyoprettede stater efter det spanske kolonivældes sammenbrud. Bolivia gjorde krav på hele Gran Chaco-regionen, eftersom Audienciaen i Charcas, oprettet i 1559, havde forenet administrationsområdet Øvre Peru (Bolivia) med Gran Chaco-regionen. Argentina gjorde krav på grænseområder syd for floden Bermejo, mens Paraguay gjorde det klart, at territoriet vest for Paraguay-floden, som var blevet udforsket og okkuperet af myndighederne i Asunción, hørte under den nye paraguayanske stat. Spanien havde også givet jurisdiktion over dele af Gran Chaco, medregnet Chaco Boreal, til domstolen i Asunción langs floderne fra Rio de la Plata-bassinet. Der var overlappende administrationsområder mellem Øvre Peru i nord og Asunción i syd.
Under tripelalliance-krigen 1864-1870 tog argentinerne en del af Paraguay, som de tidligere havde gjort krav på, herunder dele af Gran Chaco. De paraguayanske myndigheder opmuntrede immigranter fra Europa og indfødte fra andre dele af landet til at bosætte sig i området, uden at Bolivia reagerede. De fåtallige indfødte i regionen fra før havde allerede sluttet sig til den paraguayanske stat. Efter at Paraguay var slået og okkuperet af Argentina og Brasilien i slutningen af den meget blodige trippelalliance-krig, begyndte bolivianerne at gøre sig gældende i det omstridte område ved at bygge en række mindre befæstede forposter kaldet fortiner, som blev forbundne med hinanden med veje kaldet picadaer, som ikke var mere end smalle veje gennem hårdfør vegetation.
Siden 1810, efter at Bolivia havde gjort krav på Gran Chaco-regionen helt frem til den vestlige bred af floden Paraguay, skete en udbygning i regionen ved myndighederne i Asunción både langs den vigtige flod og længere ind i regionen for at konsolidere grebet om deres territorier. Nederlaget mod Argentina, Brasilien og Uruguay kom som et voldsomt tilbageslag for Paraguay, som blev tvunget til at afstå en tredjedel af sit landområde. For at undgå en genoptagelse af fjendtlighederne mellem de to lande om det nordlige Chaco-område, blev der afsagt voldgift om denne i 1870-årene. Paraguays rettigheder blev bekræftede af den internationale voldgiftsret den 23. november 1878. Den tredje part, den udenforstående Bolivia, tilkendegav straks sin uenighed med kendelsen fra voldgiftsretten og startede en diplomatisk kamp om herredømmet over Chaco Boreal.
Adgang til havet
Selv om området var tyndt befolket, ville kontrollen over Paraguay sikre et af de to indlandsstater adgang til Atlanterhavet via denne flod. Større havgående fartøjer kunne sejle op ad den dybe flod fra mundingen af Rio de la Plata. Dette var specielt vigtigt for Bolivia, som havde mistet sin adgang til Stillehavet under salpeterkrigen i 1879-1883. Bolivia, som havde allieret sig med nabolandet Peru mod det sydlige naboland Chile, havde set sig tvunget til at give afkald på den vigtige havneby Antofagasta i den bolivianske kyststribe som bestemt i fredstraktaten i Ancon den 20. oktober 1883. Tabet af adgangen til Stillehavet var et stort tilbageslag for den bolivianske stat, som havde behov for en adgang til de internationale markeder for sine produkter uden om andre stater eller med mindst mulig udenforstående indblanding.
For Paraguay var Chaco Boreal-regionen med dens korte afstande til havnebyer langs floden Paraguay blevet lønsom i begyndelsen af 1900-tallet. En tredjedel af landets nationale indtægter – sammen med deres tilgang på internationale valuta – kom fra salget af quebrachotræer, guaiacolje og kvæg. Efterhånden, som udbygningen tog til i regionen, blev den mere og mere økonomisk vigtig for det fattige land, som allerede startede arbejdet med jernbane-anlæg på flere strækninger, deriblandt Casado-jernbanestrækningen, som så sent som i 1929 var med til at skabe en koloni (Colonia Filadelfia) for seks tusind canadiske og russiske mennonitter, som var flyttet til Paraguay.
Naturressourcer
Den bolivianske økonomi var stort set baseret på eksport af råvarer som sølv og tin fra slutningen af 1800-tallet frem til 1920-erne. Efter et kup i 1920, som bragte ende på den lange regeringsperiode for det liberale parti, overtog det republikanske parti magten i landet. Dette indledte samtidig en periode med politiske og økonomiske forandringer. Produktionen af tin, som var blevet den vigtigste eksportvare for den bolivianske økonomi, begyndte at falde samtidigt med, at der skete et prisfald på tin, som varede frem til børskrakket i 1929. Efterhånden, som den økonomiske vækst aftog, øgedes landets finansielle afhængighed af internationale parter ved udenlandske lån til den bolivianske stat. Nedgangen i økonomien skete samtidig med store og kostbare udbygningsprojekter, hvilket havde tvunget regeringen til at låne betydelige summer i USA. I løbet af årene var social uro forekommet med stigende brug af vold mod strejkende arbejdere for at stabilisere produktionstakten. Men den store depression, som først havde ramt den amerikanske økonomi, kom som et chok for den bolivianske befolkning med en voldsom stigning i antallet af arbejdsløse. Antallet af arbejdere ved minerne blev stærkt reducerede som følge af den økonomiske kollaps af markedet for tin.
En mulig vej ud af den økonomiske nedtur blev fundet af politikerne efter, at der var fundet olie i Sanandita i 1926 og Camiri i 1927 på landet ikke langt fra det omstridte Chaco Boreal-område. Dette skete efter, at det amerikanske olieselskab Standard Oil havde åbnet sin afdeling i Bolivia i 1921. Allerede i 1895 var der i departementet Chuquisaca blevet opdaget olie. Med dette i tankerne kom Standard Oil til Bolivia, hvor de tog kontakt med den regerende elite, som efterhånden gik med til at give dem stor indflydelse i bytte mod økonomiske gevinster. I 1926 havde Standard Oil overtaget kontrollen over syv million hektar jord.
Opdagelsen af olie i Bolivia ved foden af Andesbjergene fik de internationale olieselskaber til at overveje, om Chaco-regionen kunne indeholde store mængder petroleum. Udenlandske olieselskaber begyndte at involvere sig i udforskningen, og efterhånden blev der en tydelig modsætning: selskabet Standard Oil støttede Bolivia, mens Shell støttede Paraguay. Standard Oil hentede allerede olie fra bjergene mod øst i Bolivia omkring Villa Montes. I mellemtiden forsøgte det amerikanske olieselskab at få tilladelse til at bygge en olierørledning til en havneby i Argentina, men dette blev afslået af uvisse årsager. Paraguay på sin side nægtede at tillade transport af olie fra Bolivia under Standard Oils kontrol til sine havne. Efter at have fået søgningsrettigheder af myndighederne i Paraguay skulle det engelsk-nederlandske olieselskab Shell vinde frem blandt de udenlandske investorer, som dominerede den paraguayanske økonomi.
Dette trak ulige interesser fra diverse stormagter ind i striden, hvilket bidrog til at tilspidse tvisten om Chaco Boreal mellem Bolivia, som var kastet ud i økonomisk krise, og Paraguay, som for længst anså regionen som sin sidste chance for at genskabe en levedygtig økonomi. Paraguay begyndte at indse, at deres ønsker om en bedre økonomi måtte ske på bekostning af den bolivianske, og dermed startede de første forberedelser på en væbnet konflikt, mens forhandlingerne om regionen blev mere intense. Den paraguayanske præsident Jose Guggiari, der var motiveret af muligheden for, at der kunne være rige olieforekomster i det omstridte område, som for længst dels var kommet under paraguayansk kontrol, indtog herefter en stejlere holdning under forhandlingerne.
Internationalt argumenterede Bolivia med, at regionen havde været en del af den tidligere spanske koloni-provins Moxos og Chiquitos, som da hørte under Bolivia. Samtidig var Paraguay begyndt at kolonisere regionen, som var blevet deres vigtigste tilgang på naturressourcer for derved at styrke deres nationale økonomi, som var meget svag i tiden efter trippelalliance-krigens afslutning i 1870. I løbet af 1920-erne blev tonen hårdere mellem de to lande. De startede begge på at forberede sig på en væbnet konflikt, og den diplomatiske krise, som var opstået, tiltog med nyheden om en konfrontation mellem patruljer i regionen den 6. december 1928.
Forspillet i 1928