Fotografi er en teknik, praksis og kunstart, som skaber billeder vha. opfanget lys, i dag mest elektronisk ved hjælp af en billedsensor eller tidligere kemisk ved hjælp af et lysfølsomt materiale såsom fotografisk film. Fotografi anvendes inden for en lang række områder inden for videnskab, fremstillingsvirksomhed og erhvervsliv, såvel som mere direkte i kunst, film- og videoproduktion, samt til rekreative formål, hobby og massekommunikation. En person, der betjener et kamera, kaldes en fotograf, mens det optagne billede, fotografiet eller fotoet, er det, der frembringes af kameraet.
Typisk bruges en linse til at fokusere lyset, der reflekteres eller udsendes fra det motiv, man ønsker at afbilde, hvorved der dannes et billede af motivet på den lysfølsomme overflade inde i et kamera under en tidsbestemt eksponering. I en elektronisk billedsensor frembringes en elektrisk ladning ved hver pixel på billedsensoren, som behandles elektronisk og lagres i en digital billedfil, til efterfølgende visning eller behandling. Med fotografisk emulsion dannes et usynligt latent billede, som senere kemisk "fremkaldes" til et synligt billede, enten negativt eller positivt, afhængigt af formålet med det fotografiske materiale og behandlingsmetoden. Et negativt billede på film bruges traditionelt til fotografisk at skabe et positivt billede på en papirbase, kendt som et print, enten ved hjælp af en forstørrelsesanordning eller ved kontaktprint.
Før fremkomsten af digital fotografering brugte man film med kemisk emulsion, der efterfølgende skulle fremkaldes for at danne negativer eller projicerbare dias, og negativer skulle printes som positive billeder, normalt i forstørret form. Dette blev typisk gjort af fotografiske laboratorier, men mange amatørfotografer, studerende og fotokunstnere gjorde det selv.
Etymologi thumb|left|J.N. Niépces første fotografi fra 1826. thumb|Daguerreotypi fra 1840 af Bertel Thorvaldsen, vistnok det første danske portrætfotografi. Ordet fotografi består af græsk (, genitiv af ), "lys"φάος , Henry George Liddell, Robert Scott, A Greek-English Lexicon, on Perseus og () "repræsentation ved hjælp af linjer" eller "tegning", der tilsammen betyder "tegning med lys".
Den første til at bruge ordet var muligvis Hércules Florence, en fransk maler og opfinder bosiddende i Campinas i Brasilien, som anvendte den franske form af ordet, , i nogle af sine notater, som en brasiliansk historiker mener blev skrevet i 1834. Denne påstand er meget udbredt, men ikke bredt anerkendt internationalt, og blev først bredt kendt efter Boris Kossoys forskning i 1980.
Den 25. februar 1839 trykte den tyske avis en artikel med titlen , som diskuterede, hvem der havde opfundet fotografiet, enten Henry Fox Talbot eller Louis Daguerre. Artiklen er den tidligst kendte forekomst af ordet på tryk. Artiklen var underskrevet "JM", som menes at have været Berlin-astronomen Johann Heinrich von Mädler. Astronomen John Herschel tilskrives også opfindelsen af ordet, uafhængigt af Talbot, i 1839.
Opfinderne Nicéphore Niépce, Henry Fox Talbot og Louis Daguerre ser ikke ud til at have kendt eller brugt ordet fotografi, men omtalte deres metoder som "heliografi" (Niépce), "fotogen tegning"/"talbotypi"/"calotypi" (Talbot) og "daguerreotypi" (Daguerre).
På dansk bruges ordet fotografi både om det at tage fotografiske billeder ('fotografering') og selve billedet. Ordet foto er en senere kortform af fotografi formet efter engelsk photo.
Historie Forløbere Fotografi er opstået ved en kombination af en række tekniske opdagelser, der har at gøre med det at se et billede og indfange dette billede. Opdagelsen af camera obscura ("mørkt kammer" på latin ), som er et instrument, der gengiver et billede af et motiv, kan spores tilbage til det gamle Kina. De græske matematikere Aristoteles og Euklid beskrev uafhængigt af hinanden et camera obscura i det 5. og 4. århundrede f.Kr.Campbell, Jan (2005) Film and cinema spectatorship: melodrama and mimesis . Polity. p. 114. I det 6. århundrede e.Kr. anvendte den byzantinske matematiker Anthemius af Tralles en type camera obscura i sine eksperimenter.
Den arabiske fysiker Ibn al-Haytham (Alhazen) (965-1040) opfandt også et camera obscura, samt det første ægte hulkamera. Mens effekten af en lysstråle, der passerer gennem et hul, allerede var beskrevet, fremkom Ibn al-Haytham med den første korrekte analyse af virkemåden for camera obscura, Crombie, Alistair Cameron (1990) Science, optics, and music in medieval and early modern thought. A&C Black. p. 205. herunder de første geometriske og kvantitative beskrivelser af fænomenet, og han var den første til at bruge en mørk kasse, hvor lys gennem et hul i den ene side af kassen kunne projiceres på en skærm på den anden side, og således danne et et billede. Han var også den første til at forstå forholdet mellem fokuspunktet og hullinsen, og udførte tidlige eksperimenter med efterbilleder, hvilket lagde grunden til opfindelsen af fotografi i det 19. århundrede.
Leonardo da Vinci nævnte naturlige camerae obscurae, i form at nogle mørke huler på kanten af en solbeskinnet dal. Et hul i hulevæggen fungerede som et hulkamera og projicerede et omvendt billede af motivet på et stykke papir.
Renæssancemalere brugte camera obscura, som faktisk har haft betydning for den optiske farvegengivelse, der dominerer vestlig kunst.
For at komme fra camera obscura til fotografi måtte man opfinde metoder til både at indfange og ikke mindst bevare det billede, der blev produceret af camera obscura. Betydningsfuldt var det, at Albertus Magnus (1193-1280) opdagede sølvnitrat, og Georg Fabricius (1516-1571) opdagede sølvklorid.
Daniele Barbaro beskrev en optisk blænde i 1566. Wilhelm Homberg beskrev i 1694, hvordan lys formørkede visse kemikalier, den såkaldte fotokemiske effekt. Omkring 1717 brugte Johann Heinrich Schulze en lysfølsom masse til at tage billeder af udskårne bogstaver på en flaske, og på det grundlag anerkender mange tyske kilder, samt visse andre, Schulze som opfinderen af fotografiet. Den skønlitterære bog Giphantie, udgivet i 1760 af den franske forfatter Tiphaigne de la Roche, beskriver noget, der kan betegnes som fotografi.Gernsheim, Helmut (1986). A concise history of photography . Courier Dover Publications. pp. 3–4. I 1777 opdagede svenskeren Carl Wilhelm Scheele, at sølvklorid ved belysning med blåt og violet lys udskiller metallisk sølv i ren form, en erkendelse af sølvsaltes lys- og farvefølsomhed som skulle få stor betydningen inden for fotokemien.Berendt, Flemming: fotografi - den fotografiske teknik, artikel på lex.dk, hentet 28. december 2025
I juni 1802 gjorde den britiske opfinder Thomas Wedgwood det første kendte forsøg på at fastholde et billede i et camera obscura ved hjælp af et lysfølsomt stof, nemlig vha. papir eller hvidt læder behandlet med sølvnitrat. Selvom det lykkedes ham at fange skyggerne af genstande placeret på overfladen i direkte sollys, og han endda lavede skyggekopier af malerier på glas, konkluderede man, at "billederne dannet ved hjælp af et camera obscura har vist sig at være for svage til inden for overskuelig tid at frembringe en effekt på sølvnitratet". Skyggebillederne blev til sidst mørkere over det hele, så motivet forsvandt.
Opfindelsen af fotografiet Den første permanente fotoætsning var et billede fremstillet i 1822 af den franske opfinder Nicéphore Niépce, men det blev ødelagt i et senere forsøg på at lave tryk ud fra det. Niépce havde igen succes i 1825, og året efter lavede han Udsigten fra vinduet i Le Gras, se ovenfor, det tidligst bevarede fotografi af et naturligt motiv.
Fordi Niépces kamerafotografier krævede en ekstremt lang eksponering (mindst otte timer og sandsynligvis flere dage), søgte han at forbedre sin bitumenproces betydeligt eller erstatte den med en, der var mere praktisk. I samarbejde med Louis Daguerre udviklede han metoder til eftereksponering, der gav visuelt bedre resultater, samt erstattede bitumenen med en mere lysfølsom harpiks, men den timelange eksponeringstid var stadig påkrævet. Med henblik på eventuel kommerciel udnyttelse valgte de to at holde deres arbejde hemmeligt. left|thumb|Dette daguerreotypi af Louis Daguerre fra 1838 af udsigten over Boulevard du Temple i Paris anses som det første fotografi med mennesker på. Trafikken på den travle gade blev ikke foreviget pga. den lange eksponeringstid, men det blev til gengæld de to mænd til venstre i forgrunden; den ene pudser tilsyneladende den andens sko, hvilket varede længe nok til at blive foreviget. Model i rød Elie Saab-kjole ved modeugen i Paris 2011|thumb|Smukke og velklædte kvinder, her den polske model Magdalena Frąckowiak i en Elie Saab-kjole, har altid været et yndet foto-motiv. thumb|Knopsvanepar (det er hannen t.h.) med deres ællinger, typisk motiv for en naturfotograf.
Niépce døde i 1833, og derefter genoptog Daguerre eksperimenterne med de lysfølsomme sølvsalte, som Niépce havde opgivet mange år tidligere, fordi han ikke kunne gøre billederne lysægte og varige. Daguerres udviklingsarbejde kulminerede i det, der senere skulle blive kaldt daguerreotypiprocessen. Her bestråles en forsølvet overflade, som først er behandlet med joddamp, med lys fra motivet, og dernæst fremkaldes det dannede billede med kviksølvdamp, som fortættes hvor joden er omdannet af lyset; endelig "fikseres" billedet med varmt mættet saltvand, som bortvasker den jod, der ikke er blevet belyst og derfor stadig er lysfølsom. De vigtige trin i denne proces var på plads i 1837. Den nødvendige eksponeringstid blev nu målt i minutter i stedet for timer. Daguerre tog det tidligste bekræftede fotografi med mennesker i 1838, se figur. Daguerres proces blev i overordnede træk offentliggjort den 7. januar 1839, og nyheden skabte international sensation. Frankrig indvilligede snart efter i at betale Daguerre en årlig pension til gengæld for retten til at præsentere hans opfindelse for verden som en gave fra Frankrig, hvilket skete, da en komplet beskrivelse af proceduren blev offentliggjort 19. august 1839. Samme år tilskrives den amerikanske fotograf Robert Cornelius æren for at have taget det tidligst bevarede fotografiske selvportræt.
I Brasilien var Hercules Florence allerede begyndt at udvikle en sølv-salt-baseret papirproces i 1832, og han kaldte den senere photographia, mindst fire år før John Herschel opfandt det engelske ord photography. I 1834, efter at have valgt sølvnitrat på papir, en kombination som havde været genstand for eksperimenter af Thomas Wedgwood omkring år 1800, viser Florences notesbøger, at det til sidst lykkedes ham at skabe lysægte, holdbare billeder. Dels fordi han aldrig offentliggjorde sin opfindelse tilstrækkeligt, dels fordi han var en ukendt opfinder, der boede i en fjerntliggende og uudviklet provins, døde Hércules Florence i Brasilien uden i sin levetid at opnå international anerkendelse som en af fotografiets opfindere. left|thumb|Et gittervindue i Lacock Abbey, England, fotograferet af William Fox Talbot i 1835. Vist her i positiv form, er dette muligvis det ældste bevarede fotografiske negativ lavet i et kamera.