William Shakespeare (døbt 26. april 1564, død 23. april 1616) var en engelsk digter, skuespilforfatter og skuespiller, der bliver bredt anerkendt som den største forfatter på engelsk og verdens største dramatiker. Han bliver ofte omtalt som Englands nationaldigter og "Bard of Avon". Hans omfattende værker og værker skrevet i samarbejde med andre består af omkring 39 skuespil, 154 sonnetter, to lange fortællende digte og nogle få andre digte, hvoraf der hersker tvivl om forfatterskabet. Hans skuespil er blevet oversat til alle moderne sprog og de bliver opført oftere end nogen anden skuespilforfatter.

Shakespeare blev født og opvoksede i Stratford-upon-Avon i Warwickshire. I en alder af 18 år giftede han sig med Anne Hathaway, som han fik tre børn med: Susanna og tvillingerne Hamnet og Judith. På et tidspunkt mellem 1585 og 1592 påbegyndte han en karriere i London som skuespiller, forfatter og medejer af et teaterkompagni, Lord Chamberlain's Men, der senere blev kendt som King's Men. I en alder af 49 år havde han tilsyneladende trukket sig tilbage og var flyttet til Stratford, hvor han døde tre år senere. Der er kun bevaret få optegnelser over Shakespeares privatliv, hvilket har medført spekulationer om hans fysiske fremtræden, hans seksualitet, hans religiøse synspunkter og om de værker, som er blevet krediteret ham i virkeligheden er blevet skrevet af andre. Disse teorier er kritiseret for ikke at tage højde for, at der generelt er meget få optegnelser over almindelige personers liv fra denne periode.

Shakespeare skrev størstedelen af sine mest kendte værker mellem 1589 og 1613. Hans skuespil var hovedsageligt komedier og krønikespil og er nogle af de bedste inden for disse genrer. Frem til 1608 skrev han hovedsageligt tragedier, heriblandt Hamlet, Othello, King Lear og Macbeth, der alle bliver betragtet som de fornemste værker på engelsk. I den sidste fase af sit liv skrev han tragikomedier (også kendt som romancer) og samarbejdede med andre skuespilforfattere.

Mange af Shakespeares skuespil blev udgivet i varierende kvalitet og nøjagtighed i hans levetid. I 1623 udgav to skuespillere og Shakespeare-venner John Heminges og Henry Condell en bedre tekst kendt som First Folio, en posthum samling af Shakespeares værker med alle undtagen to af hans skuespil. Denne udgave havde et indledende digt af Ben Jonson, hvori Jonson hylder Shakespeare i et nu berømt citat som "ikke for en periode, men for altid".

Op igennem 1900- og 2000-tallet er Shakespeares værker blevet tilpasset og genopdaget af nye bevægelser inden for forskning og scenekunst. Hans skuespil er fortsat populære og de bliver studeret, opført og fortolket i forskellige kulturelle og politiske kontekster verden over.

Biografi Tidligt liv William Shakespeare blev født i Stratford-upon-Avon i Warwickshire syd for Birmingham, godt hundrede engelske mil nordvest for London. Han var det tredje barn i en søskendeflok på otte og ældste søn. Han stod i kirkebogen som ”Gulielmus filius Johannis Shakespeare” d. 26. april i Holy Trinity Church i Stratford, og der er tradition for at hans fødsel er 23. april, samme dato som han døde i Stratford 1616, 52 år gammel. Faderen var handskemager og bonde. Moderen var født Arden og af godsejerslægt.

Stratford-upon-Avon lå dengang flere dagsrejser fra London. Det var en mindre købstad og en vigtig markedsby med omkring to tusind indbyggere, hvoraf de fleste var bønder og landarbejdere. Byen havde en velrenommeret latinskole og et selvbevidst byråd, hvor hans far, John Shakespeare, havde sæde. Han mistede sit embede, uden at de nærmere omstændigheder er klarlagt. Det antages - bl.a. ud fra Shakespeares manuskripter - at William har gået på byens latinskole, The King's New School, hvor der blev undervist i latin, græsk, retorik og logik.

Hvert år fik byen besøg af berømte turnerende teaterselskaber fra London, der fik betaling direkte af bystyret, og dem må Shakespeare have set. Blandt de trupper, der spillede i Stratford i Shakespeares skoletid, er The Queens Men, Leicister's Men og Lord Strange's Men.

De unge år Allerede som 18-årig blev han gift med den otte år ældre Anne Hathaway, der seks måneder senere fødte deres første barn, Susanna. Halvandet år senere, endnu inden William Shakespeare var fyldt 21 og myndig, fik de tvillingerne Hamnet og Judith, der blev døbt i Stratfords Holy Trinity Church d. 2. februar 1585.

Selv om Shakespeares liv er veldokumenteret efter "elizabethansk standard", mangler ”the lost years” (1585-1592). som er tiden fra han forlader Stratford til der atter er bevaret optegnelser om ham i London, hvor han er etableret som skuespiller og har gjort karriere som dramatiker. (Også den tid hvor han er kommet i teaterbranchen og har lært skuespillerfaget). Der findes generelt få kilder om teatret før 1592. Også den berømte "Henslowe's Diary" er først fra 1592.Navnet betegner teater-entrepenøren Philip Henslowes kasse-og regnskabsbog, der giver uvurderlige oplysninger om tidens teaterforhold, omend den ikke nævner Shakespeare. Se Reginald A. Foakes, Henslowe's Diary (2nd edition), Cambridge, 2002.

Den skrivende skuespiller Sideløbende med sit arbejde som skuespiller begyndte han at skrive skuespil i flere forskellige genrer: Tvillingerne er efter Plautus og i commedia dell'arte. Henrik d. VI er i tidens stil for historiske skuespil. I de næste kilder, der omtaler ham i London 1592, har han haft så stor succes hos publikum, at en ældre kollega Robert Greene, der tilhørte de såkaldte ”university-wits”, finder det på tide at sætte denne opkomling på plads. I en berømt pamflet Groath-worth of Witte advarer han mod en skuespiller, der tror han kan skrive blankvers, en ”upstart crow”, der pynter sig med "vores fjer", og tror han er den eneste ”Shake-scene” i landet. Han hyldes dog af andre kolleger bl.a. Thomas Nashe for sin udformning af helten Talbot, ”de franskes skræk” i Henrik d. VI.Begge eksempler nævnes hos Chambers. Se:

Shakespeare var usædvanlig produktiv, og allerede i 1592 har han mindst fem skuespil bag sig.Både rækkefølgen og tidsbestemmelsen af de første skuespil er forbundet med stor usikkerhed. Se: Han fik udgivet de fortællende digte, Venus og Adonis i 1593 og The Rape of Lucree, i 1594 hos bogtrykker Richard Fields, som han kendte fra Stratford. Her er de formentlig også skrevet, mens pesten rasede i London, og teatrene i lange perioder var lukkede.F. P. Wilson (1962). Illustrations of Social Life - IV: The Plague. In A. Nicoll (Ed.), Shakespeare Survey. Cambridge, 1962, s. 125. Med disse to fortællende digte fik Shakespeare også et stort navn som digter.

Shakespeare og hans samtidige anså ikke et teatermanuskript som litteratur. De så det som "repertoire" med et udtryk af den danske skuespiller og teaterhistoriker Karl Mantzius. Manuskriptet var skrevet for skuespillerne og tilhørte teatret som en levende kunstart. Det var replikker. Det vides at Shakespeare reviderede og skrev til. At læse skuespil som litteratur er noget, der er kommet til senere.

Lord Chamberlain's Men I 1594 blev Lord Chamberlain's Men gendannet efter en omskiftelig tid for skuespillerne. Med i truppen kom nu foruden Shakespeare selv som skuespiller og dramatiker, Richard Burbage, der som søn af James Burbage som havde bygget Londons første teater i 1576, var født ind i teatret og havde optrådt, fra han var barn; samt den berømte klovn Will Kempe, danser og akrobat, der kom fra truppen Leicester's Men. Herfra kom også George Bryan og Thomas Pope. De havde alle tre været med i den del af truppen, der i 1586 havde turneret på kontinentet og bl.a. optrådt for Frederik d. II's hof i Helsingør. (Kræver login) Det sidste ledende medlem af truppen var Augustine Philips, der kom fra Lord Strange's Men.

De var alle erfarne og rutinerede skuespillere, og de blev andelshavere i teaterselskabet og udgjorde truppens ledelse. Også to lidt yngre skuespillere, John Heminge og Henry Condell, kom med i truppen som faste medlemmer, men i første omgang ikke som andelshavere.

Dertil kom et tilsvarende antal ”hired men” løst ansatte skuespillere på dagløn samt de uundværlige drengeskuespillere, der udførte kvinderollerne. Shakespeare forblev i dette selskab til sin død og skrev ikke for andre teaterselskaber.

Som skuespiller medvirkede han ikke kun i sine egne skuespil, men også i andres. Han medvirkede som skuespiller i Edward d. I af George Peele. Han spillede med i den yngre kollega Ben Jonsons Every Man in His Humour i 1598, hvor Will Shakespeare er anført som “principal Comoedian”.Denne oplysning stammer fra folioudgaven af Ben Jonsons skuespil, der udkom i 1616. Det blev opført på “The Curtain” af Lord Chamberlain's Men. Og han spillede også med i Ben Jonsons sidste, tapre forsøg på at slå igennem som tragedieforfatter med Sejanus i 1603. Her er han anført som "principall Tragoedian". Det blev opført på The Globe af Shakespeares trup, men faldt, og den brave Ben Jonson opgav modstræbende tragedien og holdt sig til satiren.

Af øvrige roller Shakespeare spillede kan nævnes kong Henry i Henrik d.IV, genfærdet i Hamlet og kong Duncan i Macbeth. Han spillede også ”Chorus” i Henrik d. V, hvor han guider tilskuerne igennem den komplicerede handling, der foregår både i England og Frankrig, og hvor han i epilogen siger: ”Her knæler digteren ...” (Our bending author ...) I epilogen til Henrik d. IV, 2, er han usædvanlig dristig og åbenhjertig ved at tilstå overfor publikum, at han efter det forrige stykke, som ikke gjorde lykke, havde lovet dem et bedre, hvilket han nu stod til ansvar for. Den charmerende og yndefulde tekst viser, at han er kostumeret som danser, så han har været omklædt til den lille danseopvisning, en ”jig”, der traditionelt fulgte efter tragedierne og de historiske skuespil. Dans og fægtning var nogle af de discipliner, der hørte til en skuespillers færdigheder.

The Globe Da truppen i 1599 byggede The Globe på Southbank af Themsen ved siden af Rose Teatret, var Shakespeare igen med som andelshaver, og truppen fik nu sit eget teater. Med den malede stjernehimmel over scene og helvede under den er dette playhouse et billede på verden og vores korte tid på livets scene, som Shakespeare giver os mange poetiske billeder på. The Globe er det første skuespiller-styrede teater i verden, og det var for denne scene og med denne trup Shakespeares skrev sine eksistentielle mesterværker Hamlet, Othello, Macbeth og King Lear. Alle med Richard Burbage i titelrollen og Shakespeare i en mindre, men vigtig rolle som genfærdet i Hamlet eller kong Duncan i Macbeth. Ofte spillede han konferencier-rollerne, som en slags ”forlængelse” af forfatterrollen, og han vedblev at være aktiv som skuespiller i truppen, skønt hans sidste år synes at have været domineret af ledelse og administration. Efter dronning Elizabeths død steg truppens anseelse yderligere, da kong James udnævnte truppen til The King's Men.Shakespeare var en god forretningsmand, og en stor del af hans formue kom fra hans andele i The Globe, som blev tidens bedste og førende teater med plads til mere end 2000 tilskuere.

I det elizabethanske teater blev der spillet på en fremskudt scene i et rundt teaterhus med publikum på tre sider. Billetprisen i The Globe var one penny for en ståplads på gulvet omkring scenen. Hvis man ville op på første galleri, stod der en kontrollør og krævede en penny mere, og så fremdeles i tre gallerier op i ni meters højde. Endvidere var der særlige siddepladser omkring scenen, hvor man kunne blive set og loger, hvor man kunne blive skjult. Mod ekstra betaling naturligvis.

Med udgivelsen af Shakespeares sonetter i 1609 steg hans berømmelse yderligere, og det er fristende at drage konklusioner om hans liv ud fra disse tilsyneladende selvbiografiske digte.