Slaget om Belgien var en del af Slaget om Frankrig, den tyske offensiv i 1940 på Vestfronten. Slaget varede i 18 dage og sluttede med den tyske besættelse af Belgien efter at den belgiske hær havde kapituleret.

Den 10. maj 1940 angreb Tysklands væbnede styrker – Wehrmacht – Luxembourg, Holland og Belgien som led i operationen Fall Gelb ("tilfældet gul"). De allierede hære forsøgte at stoppe den tyske hær i Belgien ud fra den antagelse, at det var det tyske hovedangreb. Efter at franskmændene havde indsat alle deres bedste styrker i Belgien mellem den 10. og 12. maj, indledte tyskerne 2. fase af deres angreb, et gennembrud i Ardennerne og rykkede mod Den engelske kanal. Den tyske hær nåede kanalen fem dage senere og indesluttede derved de allierede arméer. Tyskerne trængte gradvis de allierede styrker tilbage og tvang dem ud mod havet. Den belgiske hær kapitulerede den 28. maj 1940 og afsluttede hermed slaget.Shirer 1990, p. 729.

Slaget om Belgien omfatter det første panserslag i krigen slaget ved Hannut.Healy 2007, p. 36. Det var det største panserslag indtil da, og blev senere overgået af slagene under Felttoget i Nordafrika og på Østfronten. Slaget omfattede også slaget ved Fort Eben-Emael, en strategiske luftbårne operation, hvor der blev anvendt faldskærmstropper.

Den officielle tyske historie fastslog at under de 18 dages bitre kampe var den belgiske hær en hård modstander og talte om soldaternes "ekstraordinære tapperhed".Keegan 2005, pp. 95–96. Det belgiske sammenbrud tvang de Allierede til at trække sig tilbage fra kontinentet. Royal Navy evakuerede tropperne fra belgiske havne under Operation Dynamo, hvorved den britiske hær undslap og kunne fortsætte kampen. Belgien blev besat af tyskerne indtil vinteren 1944–1945, hvor landet blev befriet af de Vestallierede.

Planer forud for slaget Belgiens anstrengte alliancer Den belgiske strategi for et forsvar mod et tysk angreb stod overfor såvel politiske som militære problemer. Hvad angik militær strategi var belgierne uvillige til at satse alt på et forsvar af grænsen mod Tyskland i form af en forlængelse af Maginot-linjen. Et sådant træk ville gøre belgierne sårbare overfor et tysk angreb i ryggen via et angreb på Holland. En sådan strategi ville også kræve at franskmændene hurtigt rykkede ind i Belgien og støttede den belgiske hær.Bond 1990, p. 8. Politisk havde belgierne ikke tillid til franskmændene. Marskal Philippe Pétain havde foreslået et fransk angreb mod Tysklands Ruhrdistrikt gennem Belgien i oktober 1930 og igen i januar 1933. Belgien frygtede at, det under alle omstændigheder kunne blive inddraget i en krig og forsøgte at undgå en sådan eventualitet. Belgierne frygtede også at blive inddraget i en krig som følge af den fransk-sovjetiske gensidige bistandspagt af maj 1935. Den fransk-belgiske aftale indeholdt en bestemmelse om at Belgien skulle mobilisere i tilfælde af at Tyskland mobiliserede, men det stod ikke klart om Belgien skulle mobilisere i tilfælde af at Tyskland invaderede Polen.

Belgierne foretrak en alliance med Storbritannien. Storbritannien var gået ind i 1. verdenskrig som reaktion på den tyske krænkelse af Belgiens neutralitet. De belgiske havne ved Den engelske kanal kunne give den tyske Kriegsmarine og Luftwaffe baser, som kunne bruges til offensive operationer mod Storbritannien i en kommende krig, men den britiske regering tog ikke megen notits af de belgiske bekymringer. Denne manglende interesse førte til, at belgierne trak sig ud af den vestlige alliance dagen før Tysklands genmilitarisering af Rhinlandet.Ellis 2009, p. 8. Den tyske genmilitarisering af Rhinlandet overbeviste belgierne om at Frankrig og Storbritannien ikke var villige til at kæmpe for deres egne strategiske interesser for ikke at tale om Belgiens. Den belgiske generalstab var fast besluttet på at kæmpe for sine egne interesser, alene om nødvendigt.

Belgiens placering i den allierede strategi Franskmændene blev rasende over kong Leopold 3.'s neutralitetserklæring i oktober 1936. Den franske hær så sine strategiske antagelser blive undermineret. Den kunne ikke længere regne med et tæt samarbejde med belgierne om forsvaret af belgiernes østgrænse, som ville gøre det muligt at bremse et tysk angreb et godt stykke fra den franske grænse.Bond 1990, p. 9. Franskmændene var afhængige af hvor meget samarbejde de kunne få fra belgierne. En sådan situation berøvede franskmændene ethvert forberedt forsvar i Belgien til at imødegå et angreb, en situation som Frankrig havde ønsket at undgå, da det indebar at man skulle møde de tyske tropper i en bevægelseskrig.Bond 1990, p. 21. Franskmændene overvejede at invadere Belgien straks som reaktion på et tysk angreb på landet.Bond & Taylor 2001, p. 14. Alligevel valgte belgierne, i erkendelse af den fare som tyskerne udgjorde, i hemmelighed at informere den franske militærattaché i Bruxelles om den belgiske forsvarspolitik, troppebevægelser, kommunikationsmidler, placeringer af faste forsvarsinstallationer, efterretninger og luftrekognoscering.Bond 1990, pp. 9–10.

Den allierede plan om at yde hjælp til Belgien kaldtes Dyle-planen. De bedste allierede styrker, som bl.a. omfattede de franske panserdivisioner, skulle rykke frem til Dyle-floden som reaktion på en tysk invasion. De Allierede havde valget mellem enten at forstærke belgierne i den østlige del af landet ved Meuse–Albertkanalen eller at holde Scheldemundingen, og på den måde skabe forbindelse mellem de franske forsvarslinjer mod syd og de belgiske styrker, som beskyttede Ghent og Antwerpen, hvilket forekom at være den klogeste defensive strategi.Bond 1990, p. 22. Svagheden ved planen var ud fra en politisk synsvinkel, at den overlod hovedparten af det østlige Belgien til Tyskerne. Militært ville det placere det allierede bagland i en ret vinkel på det franske grænseforsvar, mens briterne, hvis kommunikationslinjer ville blive baseret på havnene langs den engelske kanal ville få kommunikationslinjer parallelt med fronten. Trods risikoen ved at indsætte styrker i det centrale Belgien og rykke frem til Schelde eller Dyle, som kunne omgås i flanken, godkendte den franske øverstkommanderende, Maurice Gamelin, planen og den var fortsat de Allieredes strategi ved krigens udbrud.

Briterne, som ikke havde en hær på feltfod og var bagefter med at genopruste, var ikke i en position, hvor de kunne udfordre den franske strategi, som havde fået hovedrollen i den vestlige alliance. Uden chance for at imødegå franskmændene udformede briterne en strategi, som gik ud på at gennemføre strategisk bombning af industrien i Ruhrdistriktet.Bond 1990, pp. 22–23.

Belgiens militærstrategi

Efter den officielle belgiske udtræden af den vestlige alliance afslog Belgien at deltage i officielle stabsmøder med den franske eller britiske militærstab af frygt for at kompromittere sin neutralitet. Belgierne betragtede ikke en tysk invasion som uundgåelig og var fast besluttede på, at hvis en invasion skulle finde sted ville den blive effektivt imødegået med nye befæstninger, såsom Fort Eben Emael.Bond 1990, p. 24. Belgierne havde taget skridt til at ombygge deres forsvarsværker langs grænsen til Tyskland efter Adolf Hitlers magtovertagelse i januar 1933. Den belgiske regering havde med stigende uro betragtet den tyske udtræden af Folkeforbundet, afvisningen af Versaillestraktaten og overtrædelserne af Locarno-traktaten.Belgium, Ministère des Affaires Étrangères 1941, p. 2. Regeringen forøgede bevillingerne til modernisering af befæstningerne ved Namur og Liège. Nye forsvarslinjer blev etableret langs Maastricht–Bois-le-Duc-kanalen, som forbandt Meuse, Schelde og Albertkanalen. Beskyttelsen af østgrænsen, fortrinsvis baseret på ødelæggelse af en række veje, blev overdraget til nye enheder (grænse-cykeltropper, "Chasseurs Ardennais").Belgium, Ministère des Affaires Étrangères 1941, p. 3. I 1935 stod de belgiske forsvarsværker færdige. Trods det følte man at forsvarsværkerne ikke længere var tilstrækkelige. En betydelig mobil reserve var nødvendig for at bevogte baglandet, og som følge heraf mente man at beskyttelsen mod et pludseligt angreb fra tyske styrker ikke var tilstrækkelig. Der var også behov for betydelige mandskabsreserver, men et lovforslag, som gav mulighed for at forlænge den militære tjenestetid blev afvist af offentligheden på grund af at den ville forøge Belgiens militære forpligtelser hvor de Allierede kunne forlange at Belgien skulle engagere sig i konflikter langt hjemmefra.Belgium, Ministère des Affaires Étrangères 1941, p. 4.

thumb|Kong Leopold 3. ønskede en styrkelse af det belgiske forsvar Kong Leopold 3. holdt en tale den 14. oktober 1936 for det belgiske ministerråd i et forsøg på at overtale folket (og dens regering) til at forsvaret skulle styrkes. Han skitserede tre hovedårsager til Belgiens forøgede genoprustning: a) Tysk genoprustning efter den fuldstændige militarisering af Italien og Rusland (Sovjetunionen), fik de fleste andre lande, selv de som var bevidst pacifistiske, såsom Schweiz og Holland, til at tage usædvanlige forholdsregler. b) Der er sket en voldsom ændring i metoderne for krigsførelse som følge af tekniske fremskridt, især indenfor flyvning og motorisering, så de indledende operationer i en væbnet konflikt i dag kan udføres med en sådan kraft, hastighed og omfang at det er særligt alarmerende for mindre lande som Belgien. c) Vore bekymringer er vokset som følge af den lynhurtige generobring af Rhinlandet og den kendsgerning at udgangspunktet for en mulig tysk invasion er blevet flyttet tættere på vor grænse.Belgium, Ministère des Affaires Étrangères 1941, p. 53.

Den 24. april 1937 udsendte franskmændene og briterne en offentlig erklæring om, at Belgiens sikkerhed var af altoverskyggende betydning for de Vestallierede, og at de ville forsvare deres grænser i overensstemmelse hermed mod enhver form for aggression, uanset om denne aggression alene var rettet mod Belgien eller var et middel til at opnå baser hvorfra man kunne gennemføre angreb mod "andre stater". Under disse betingelser fritog briterne og franskmændene Belgien for sine forpligtelser i henhold til Locarno-traktaten om at yde gensidig støtte i tilfælde af tysk aggression overfor Polen, mens briterne og franskmændene fastholdt deres militære forpligtelser overfor Belgien.Belgium, Ministère des Affaires Étrangères 1941, pp. 4–5.

Militært anså belgierne Wehrmacht for at være stærkere end de Allierede, især den britiske hær og tilnærmelser til de Allierede ville føre til at Belgien blev en slagmark uden tilstrækkeligt stærke allierede.Bond 1990, pp. 24–25. Belgierne og franskmændene vedblev med at være usikre på hvad der forventedes af dem hver især hvis eller når krigen brød ud. Belgierne var fast besluttede på at holde grænsefæstningerne langs Albertkanalen og Meuse uden tilbagetrækninger, indtil den franske hær ankom og støttede dem. Gamelin var ikke begejstret for at strække Dyleplanen så langt. Han var bekymret for at belgierne ville blive tvunget ud af deres stillinger og trække sig tilbage til Antwerpen ligesom i 1914. Rent faktisk skulle de belgiske divisioner, som dækkede grænsen, trække sig tilbage i retning mod syd og få forbindelse med de franske styrker. Denne oplysning blev ikke videregivet til Gamelin.Bond 1990, p. 25. Efter belgiernes mening havde Dyleplanen fordele. I stedet for den begrænsede allierede fremrykning til Schelde, eller at møde tyskerne på den fransk-belgiske grænse ville fremrykningen til Dyle forkorte den allierede front i det centrale Belgien med 70 km, hvilket ville frigøre større styrker til en strategisk reserve. De følte, at den ville spare mere belgisk område, især i de østlige industriregioner. Den havde også den fordel, at den ville optage belgiske og hollandske enheder (herunder ca. 20 belgiske divisioner). Det var også disse argumenter Gamelin efter nederlaget brugte til at forsvare Dyleplanen.Bond 1990, p. 28.