Udvidelse af EU er en tilbagevendende og kompliceret international politisk proces hvor et eller flere nye lande bliver medlemmer af Den Europæiske Union. Processen er måske den vigtigste i hele EU-systemet fordi den på så grundlæggende vis kan ændre balancen mellem medlemsstaterne. Samtidig kræver processen fuld enighed mellem samtlige eksisterende medlemsstater, bare en enkelt stat kan altså nedlægge veto mod et nyt medlem. Kandidatlande må derfor ofte, ud over at forhandle med EU om opfyldelse af forskellige krav om f.eks. økonomi og menneskerettigheder, regne med at der også vil være specifikke krav fra enkelte lande, der føler at de ellers kunne blive ringere stillet i fremtiden hvis kandidatlandet blev medlem.
right|thumb|300px|EF 1957 - EU 2020 Politisk betydning frame|right|De fleste af de tidligere "østlande" er nu demokratier, mere eller mindre velfungerende. Hviderusland (Belarus) er dog stadig et diktatur, mens Moldova og Ukraine er delt i to som følge af hhv. borgerkrig og besættelse. Den politiske betydning af at blive nyt medlem af EU er enorm – både for den nye medlemsstat og for EU! Indtil murens fald i 1989, var udvidelsen et langt stykke hen af vejen drevet af EU selv (der indtil 1992 hed EF). Man ønskede at konsolidere EF og en måde at gøre dette på var at få flere medlemmer. Nye medlemmer havde dog også selv interesse i at blive medlemmer, bl.a. af økonomiske årsager og fordi også lande uden for EF ønskede at konsolidere de principper EF byggede på – specielt økonomisk og politisk stabilitet var i højsædet.Bache, Ian and Stephen George (2006) Politics in the European Union, Oxford University Press. p540-542
Efter murens fald har situationen i højere grad været den, at en række af de nye demokratier i Øst- og Central-Europa ønskede at blive medlemmer af EU for at konsolidere deres eget spæde demokrati og for at få adgang til det indre marked. Dette ønske har gået hånd i hånd med ønsket om at blive medlemmer af NATO for at konsolidere sig sikkerhedspolitisk – specielt i forhold til Rusland som mange af de nye demokratier blot omfattede som en fortsættelse af Sovjetunionen.Bache, Ian and Stephen George (2006) Politics in the European Union, Oxford University Press. p549-550
Også for USA, Rusland og Europas nabolande er en udvidelse af EU af betydning. For USA kan medlemskab af EU (og måske NATO) være en måde at knytte lande fra den tidligere sovjetiske indflydelsessfære tættere til USA, mens Rusland omvendt kan opfatte det som en fremrulning af USA's indflydelsessfære.Central And Eastern European Security Concerns – Nato Enlargement – Where We Came From And Where It Leaves Us Medlemskab for at land som Tyrkiet (der er medlem af NATO men ikke EU) kan ses som en måde at holde Tyrkiet venligt overfor USA (og Israel), mens visse lande i Mellemøsten omvendt kan opfatte EU-medlemskab som uislamisk. Landene i Nordafrika må konstatere at næsten alle lande i Europa med middelhavskyst nu er medlemmer af EU, og i forhold til både handelsaftaler og flygtningepolitik står EU som en blok – dette gør det meget attraktivt for de nordafrikanske lande at tilbyde politiske kompromiser til gengæld for adgang til EU markedet.
Kriterier Ethvert "europæisk" land kan i princippet ansøge om at blive medlem af EU, hvorefter Det Europæiske Råd vil konsultere Europa-kommissionen og Europa-parlamentet med henblik på at indlede forhandlinger med det pågældende land. For at få en positiv anbefaling fra rådet, må landet som minimum opfylde følgende kriterier:Europa-kommissionen – forudsætninger for udvidelse Det skal være en "europæisk" stat Det skal respektere principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincipper Hvad der præcis definerer en stat som "europæisk" er imidlertid ikke lagt fast. Armenien ligger f.eks. 100 % i Asien, men har en "europæisk kultur". Tyrkiet ligger hovedsageligt i Asien, men har en lille del i Europa – herunder en del af storbyen Istanbul. Men er det nok at have en lille flig i det geografiske Europa, så opfyldes dette krav også af Kazakhstan (landområdet vest for Uralfloden) og af Rusland. Et land som Canada kunne også siges at have en "europæisk" kultur.
For at opnå medlemskab må et land opfylde følgende af Københavnerkriterierne som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i 1993: at det baserer sig på retsstatens principper at det har stabile institutioner, der sikrer demokratisk regeringsførelse, menneskerettigheder og beskytter minoriteter, at det har en velfungerende markedsøkonomi at det kan tilslutte sig EU's mål om en politisk, økonomisk og monetær union
I december 1995 reviderede Det Europæiske Råd (på sit Madrid-møde) kriterierne til også at omfatte betingelser om at kandidatlandet har fungerende procedurer for via lovgivning og statsapparatet i øvrigt at kunne integrere EU lovgivning i landets nationale lovgivning.
Disse kriterier sigter mod at nye medlemmer skal være – eller arbejde for at blive – velfungerende demokratier med markedsøkonomi efter "vesteuropæisk model". Kriterierne bliver alligevel kritiseret for ikke at være skrappe nok, f.eks. at der ikke har været sat tilstrækkeligt skrappe krav om effektiv bekæmpelse af organiseret kriminalitet i Rumænien og Bulgarien. Omvendt kritiserer kandidatlande kriterierne for at være for skrappe, og fremhæver at også gamle medlemmer har problemer med f.eks. organiseret kriminalitet (f.eks. Italien), dårlig stats-økonomi (Grækenland) og for ikke at støtte EU's mål om politisk, økonomisk og monetær union (Danmark og Storbritannien).
Udvidelsesprocessens form Udvidelsesprocessen følger et ganske stramt skema fra kandidatlandets indledende henvendelse til Det Europæiske Råd over den formelle ratifikation af det nye medlem til den endelige implementering, f.eks. via forskellige overgangsordninger. Alle dele af processen koordineres af Europa-kommissionen via Generaldirektoratet for udvidelse, men de faktiske forhandlinger sker rent praktisk oftest mellem EU's nuværende medlemsstater og kandidatlandet.
De fleste kandidatlande (efter 1990) opfylder/opfyldte ikke engang kriterierne for at ansøge om medlemskab. Efter deres første henvendelse til rådet, udarbejdes som regel en associeringsaftale der giver kandidatlandet visse fordele, f.eks. handelsmæssige mod at landet på den anden side øger indsatsen for at opfylde kriterierne. Associeringsaftalen giver også kandidatlandets regering mulighed for at få en politisk succes uden rent faktisk at få lovning på medlemskab. Associeringsaftaler giver også de nationale politikere i EU mulighed for at holde et kandidatland hen – f.eks. har Tyrkiet udelukkende haft forskellige former for associeringsaftaler siden det ansøgte om medlemskab i 1987.
For landene i ex-Jugolavien bruges associeringsaftalerne som et aktivt politisk redskab med henblik på at skabe og sikre politisk stabilitet – disse aftaler omfatter mere hjælp fra EU og flere forpligtelser for kandidatlandet end normalt.
Et land anmoder sædvanligvis først formelt om medlemskab efter en tid med associeringsaftale(r), således at ansøgerlandet med sikkerhed opfylder kriterierne for at ansøge. Når et land ansøger beder Det Europæiske Råd om at Kommissionen udarbejder en udtalelse om landets opfyldelse af kriterierne for at ansøge. Rådet kan derefter godkende eller forkaste Kommissionens anbefaling. Rådet har dog kun én gang forkastet Kommissionens anbefaling, nemlig da den anbefalede at man ikke påbegyndte optagelsesforhandlinger med Grækenland.
Hvis rådet beslutter at åbne forhandlinger om optagelse, startes en kompliceret proces hvor Kommissionen og ansøgerlandet i fællesskab søger at opgøre graden af overensstemmelse mellem EU lovgivningen og ansøgerlandets nationale lovgivning. Rådet foreslår derefter at antal "kapitler" i forhandlingerne om optagelse. Hvert "kapitel" dækker et (eller flere beslægtede) områder indenfor hvilke man skal nå til enighed, typisk at ansøgerlandet skal tilpasse sin lovgivning men i visse tilfælde også at der gives undtagelser, oftest tidsbegrænsede. Den indledende kapiteler dækker typisk områder hvor der fra starten er god overensstemmelse mellem EU lovgivning og kandidatlandets lovgivning. Senere kapitler omfatter typisk tidsfrister for hvornår EU lovgivning på forskellige områder skal være implementeret.
Et "kapitel" betragtes som lukket når begge sider er enige om at der er sket en tilstrækkelig tilnærmelse mellem EU og national lovgivning. Et kapitel kan dog genåbnes hvis Kommissionen mener at kandidatlandet efterfølgende har omgjort tidligere tilnærmelser, eller hvis aftalte tidsfrister ikke bliver overholdt. Kommissionen udfærdiger en årlig rapport om hvilke kapitler der er lukket, hvilke der snart kan lukkes, hvilke der arbejdes på og hvilke kapitler der ikke er åbnet endnu.
Når optagelsesforhandlingerne (alle kapitler) er afsluttet, indgås en optagelses-traktat, som bl.a. fastsætter optagelsesdatoen, evt. yderligere krav som ansøgerlandet må opfylde og evt. undtagelser. Denne optagelses-traktat skal derefter ratificeres af alle medlemslandene.
Den samlede proces fra de indledende samtaler over associeringsaftale og senere optagelsesforhandlinger tager ca. 10 år, omend der er eksempler på både kortere og længere forløb. Sverige, Finland og Østrig er eksempler på lande hvor det er gået hurtigere, dels fordi disse lande fra starten opfyldte alle kriterier, dels fordi disse lande allerede havde indarbejdet dele af EU lovgivningen i deres nationale lovgivning selvom de ikke var medlemmer af EU. I den modsatte ende finder vi Tyrkiet, der første gang søgte om medlemskab i 1950'erne og formelt ansøgte i 1987. At det har taget så lang tid med Tyrkiet tilskrives både politiske forhold i EU og at Tyrkiet på flere punkter fortsat afviger fra kriterierne for at søge om optagelse.
Eksempel: Estlands optagelse i EU Herunder et eksempel på optagelses-processens forløb – Estlands optagelse i EU i 2004.
År Dato Hændelse Bemærkninger 1991 20. august Uafhængighed fra Sovjetunionen Anerkendt som selvstændigt land af EU samme månedCountry Profile: Relations with Estonia, Europa (archive_ 1994 18. juli Frihandelsaftale indgået 1995 1. Januar Frihandelsaftale træder i kraft 12. juni Associeringsaftale indgået 24. november Ansøger om medlemskab af EU 1998 1. januar Europa-aftale træder i kraft Marts Optagelsesforhandlingerne starter 6 kapitler åbnes 1999 17 kapitler åbnes 2000 6 kapitler åbnes 2002 December Alle kapitler lukkes og forhandlingerne afsluttes Det sidste kapitel blev åbnet og lukket samme dag 2003 8. april Udkast til optagelses-traktat godkendt af Estlands regering 16. april Optagelses-traktaten underskrevet 14. september Folkeafstemning i Estland godkender traktaten om optagelse 66.84% for, deltagelse: 64.02% 2004 1. maj Medlem af EU 28. juni Medlemskab af ERM Man skal være medlem af ERM i 2 år før man kan komem med i Euroen 2007 21. december Medlem af Schengen-samarbejdet 2011 1. januar Overgangsbestemmelse om gamle medlemmers ret til at begrænse indvandring fra de nye medlemmer ophører Kun visse lande gjorde brug af denne bestemmelse, og flere ophørte med bestemmelsen før 2011 1. januar Estland indtræder i Euro-zonen
Hidtidige udvidelser EU har indtil nu været igennem 7 forskellige udvidelser. Den første omfattede bl.a. Danmark, den anden kun ét land – Grækenland – og den 5. var langt den største, den såkaldte Østudvidelse, der omfattede hele 10 lande.
Grundlæggelsen right|thumb|Grundlæggelsen 1957