Tyskland (), officielt Forbundsrepublikken Tyskland (), er et land i Central- og Vesteuropa. Tyskland har et samlet areal på 357.582 kvadratkilometer og landareal på 348.672 kvadratkilometer. Tyskland er, bortset fra den godt én km lange grænse til Canada på Hans Ø, det eneste naboland som Danmark har landegrænse til. Den er på 68 km.Den dansk-tyske grænse klarede 100-årssynet på graenseforeningen.dk hentet 14. juli 2026 Det meste af landet har et tempereret klima. Føderationen Tyskland er en parlamentarisk republik bestående af 16 delstater. Det er med 83.467.117 indbyggere (31. december 2025) EU’s folkerigeste land. Det gav en befolkningstæthed på 239 indbyggere per km2, 100 mere end i Danmark. Landets hovedstad samt største by er Berlin, mens dets største byområde er Ruhr-distriktet, der bl.a. består af Dortmund og Essen. Tysklands øvrige største byer er Hamborg, München, Köln, Frankfurt am Main, Stuttgart, Düsseldorf, Leipzig, Bremen, Dresden, Hannover og Nürnberg.
Siden antikken har det nordlige Tyskland været befolket af adskillige germanske folkeslag. Området blev kaldt Germanien allerede før år 100. Under folkevandringstiden spredte de germanske stammer sig også mod syd. Fra det 10. århundrede udgjorde de tyske områder en vigtig del af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. Nordtyskland blev i løbet af det 16. århundrede centrum for den protestantiske reformation. I 1815 blev Det Tyske Forbund dannet i kølvandet på det tysk-romerske riges kollaps. Martsrevolutionen (1848-49) førte til, at det såkaldte Frankfurterparlament indførte demokratiske rettigheder.
Nationalstaten Tyskland opstod i 1871, da størstedelen af de tysktalende stater forenedes under preussisk herredømme i Det Tyske Kejserrige. Efter 1. verdenskrig og Novemberrevolutionen (1918-19) blev kejserdømmet væltet til fordel for den parlamentariske Weimarrepublik. Den nazistiske magtovertagelse i 1933 kulminerede hurtigt i dannelsen af Det Tredje Rige, hvis diktatoriske styreform bl.a. førte til 2. verdenskrig og holocaust. Efter 2. verdenskrig blev Tyskland splittet i to stater: Vesttyskland, som havde en markedsøkonomi, og Østtyskland, som havde en planøkonomi. De to lande blev genforenet den 3. oktober 1990.
Det 21. århundredes Tyskland er en stormagt. Landet er blandt verdens 4 største økonomier og en førende nation inden for adskillige industrielle og teknologiske områder. Tyskland er både verdens 3. største eksportør såvel som importør. Det er et industrielt højindkomstland med en høj levestandard. Det tyske samfund er veluddannet og produktivt. Tyskerne nyder godt af en høj grad af velfærd, heriblandt et offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem.
Tyskland var i 1957 med til at grundlægge EØF og i 1993 EU. I 1999 var landet med til at grundlægge Eurozonen. Tyskland er medlem af Schengen, FN, NATO, G7 (tidligere G8), G20 og OECD. Det har verdens 9. største forsvarsbudget. Tyskland er kendt for sin rige kulturhistorie og har fostret adskillige betydningsfulde kunstnere, filosoffer, musikere, sportsudøvere, videnskabsmænd, ingeniører, opfindere og entreprenører.
Navn og begreb Ordet tysk stammer fra det gammelhøjtyske theodisk, diutisk, der er afledt af det oldgermanske theoda "folk" i betydningen "talende folkesproget", i modsætning til latin, der brugtes af gejstlige og lærde.
Tyskland er først i 1990 blevet til den stat det er i dag. Navnet Tyskland har gennem historien dækket over vidt forskellige og komplekse statsdannelser:
Det Tysk-romerske rige, der i meget varierende form bestod fra cirka 962 til 1806. Det tyske forbund 1815–66, der domineredes af Østrig og Preussen. Det Tyske Rige, der dækker over tre perioder fra Tysklands samling i 1871 frem til 1945: Det nordtyske forbund 1867–71, der domineredes af Preussen. Det tyske kejserrige 1871–1918 Weimar-republikken 1919–1933 Det tredje rige 1933–1945 Forbundsrepublikken Tyskland BRD (Vesttyskland) 1949–1990 Den Tyske Demokratiske Republik DDR (Østtyskland) 1949–1990 Forbundsrepublikken Tyskland genforenet fra 1990
Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende om det område, hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede det tysktalende Østrig og områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og i Sønderjylland. Først under preussisk ledelse i 1871 (den lilletyske løsning uden Østrig) blev Tyskland en fast geografisk enhed. Fra 1949 til oktober 1990 var Tyskland delt i henholdsvis Vesttyskland, officielt BRD, i vest og Østtyskland, officielt DDR, i øst.
Historie
Forhistorie og oldtid Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Der er spor af fortidsmenneskelig aktivitet til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa, blev Tyskland hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik indboerne bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.
De første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland findes hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr. De omtaler keltiske stammer i syd og germanske stammer i nord. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig længere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast. Mange flod- og bynavne i Sydtyskland vidner om deres tilstedeværelse.
thumb|right|Germanske stammer omkring 50 e. Kr. Slaget i Teutoburger-skoven (Varusslaget) i Niedersachsen i år 9 e.Kr., hvor germanere under Hermann udslettede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, satte en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen. Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de germanske stammer løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk. De vigtigste romerske byer var Colonia Agrippinensium (Köln), Augusta Treverorum (Trier), Mogontiacum (Mainz) og Augusta Vindelicorum (Augsburg). Selv om der var modsætninger mellem romerne og germanerne, fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted. Den førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne 98 e.Kr.
Germanske folkevandringer Allerede 120 f.Kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis fra Himmerland), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italienske kerneland. Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e.Kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store skarer flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger i det meste af Vesteuropa. thumb|right|Delingen af det frankiske rige år 843. I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse, f. eks. Berlin og Dresden.
Det frankiske rige
I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, erobrede med sin hær Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl.a. Godfred.
Det tysk-romerske rige (843-1806)
Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i en vestlig del, der kom til at blive Frankrig, en østlig del, der kom til at blive det tysk-romerske rige, og en central del (det nordlige Italien, Burgund, Elsass og Lothringen), der skulle blive genstand for tysk-fransk rivalisering i de næste 1100 år.
Da den sidste karolinger døde i 911, overgik tronen til Konrad 1. og i 919 til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar til Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, året, der betegner fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt, hver gang han forsøgte at få fuld kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor syv kurfyrster (med ret til at kåre (vælge)) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge kejseren fra de habsburgske konger fra Østrig, det stærkeste medlem af riget.
Reformationen og Trediveårskrigen Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt. Det var en ødelæggende krig, der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landene voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tysklands indbyggertal faldet fra 17 til 10 millioner .
Enevælden I løbet af det 17. og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange tyske stater. Det betød en rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling. Så godt, at han kunne udfordre den tyske kejser fra det stærke, katolske Østrig. Modsætningen mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i det 18. århundrede. Især under Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Hverken Østrig eller Preussen var i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet.
Det Tyske forbund (1815–1866) thumb|Frankfurterparlamentet (1848-49) måtte opgive håbet om en samlet, demokratisk tysk stat.
Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. Tyskland blev ikke forenet. I stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer: Preussen og Østrig, og mange af de over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer.
I de følgende tiår kendt som restaurationen (genoprettelsen) forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og med kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love en forfatning. En nationalforsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag.
Det tyske kejserrige (1871–1918)