thumb|Tin-glaseret stentøj (majolika) med traditionelle mønstre, fremstillet i Faenza Fajance (af fr. faïence, sandsynligvis fra den italienske by Faenza) er betegnelsen for to meget forskellige typer keramik.
Klassisk fajance, både fliser og skålvarer, produceredes bl.a. i Perserriget og blev senere bragt vestpå til bl.a. Europa. Det var en lertøjsvare med hvid tinglasur. Denne type keramik er navn for de kar, plader, fliser og lign. af brændt ler, der ved et glasagtigt, ofte farvet overtræk bliver uigennemtrængeliggjorte for væsker. Denne fremgangsmåde, der er ældgammel, blev allerede i Assyrien og Babylon anvendt på kar og mursten og kom sandsynligvis over Ægypten og Nordafrika til Spanien og derfra til Italien. Fra optegnelser af Piccolpasso, der i 16. århundrede var bestyrer af et værksted i Castel Durante i Italien, kendes fremgangsmåden ved fabrikationen, der væsentlig er den samme, som brugtes overalt i 17. og 18. århundrede.
Den anden og nutidige betydning af fajance henviser til stengods-fajance, der blev opfundet i 1759 af Josiah Wedgwood i England og udbredt i Europa derefter. Den er baseret på en hvidtbrændende masse, omtrent som porcelæn, og har klar glasur. Også tilvirkningen er som for porcelæn. Der brændes først ved 1100-1200 °C, derpå påføres underglasurdekoration og endelig glasur. Anden brænding foregår ved 1000-1100 °C. Fajance adskiller sig fra porcelæn ved, at materialet kun sintres delvist, og skærven er derfor porøs, dvs. ikke fuldt omdannet. Fajance har derfor ikke porcelænets metalliske, klokke-agtige klang, når det slås an, men en dump lyd. Det har heller ikke porcelænets transparens.
I konkurrencen med søstermaterialet porcelæn var en af de helt store fordele ved fajancen, at den lavere brændingstemperatur betød, at der kunne opnås rigere farvevariationer, og at den kunne produceres billigere end porcelænet. Tidligere var mange farver umulige at anvende som underglasurmaling på porcelæn, hvilket forklarer de blålige farvers dominans på porcelænet. Men nye ovntyper og hurtigbrændingsteknik har udjævnet disse forskelle. Fliser til køkkener og badeværelser fremstilles imidlertid stadig af glaseret fajance.
Den klassiske fajances historie Leret, som ofte fik tilsætninger, blev renset, ofte slemmet, somme tider nedgravet i jorden og endelig æltet. Hvis karrene var runde, blev de formede på drejeskiven, men støbtes i hulforme, når de var kantede. Hanke, tud mm. fritstående blev særlig formede og da påsatte med tyndt ler. Efter tørringen blev sagerne første gang stærkest brændte, og de kom ud af ovnen som en temmelig klangfuld, porøs, ikke gennemsigtig og i reglen lysegul skærv, der da blev dyppet i den væsentlig af glas og tinoxyd bestående, til en mælkeagtig væske fortyndede glasur, ud af hvilken den kom med et hvidt uigennemsigtigt overtræk, der hurtig blev indsuget af den porøse skærv. Malingen, der foretoges med farver, som bestod af forskelligt farvede med vand fortyndede glaspulvere, måtte udføres af en øvet hånd, da glasuren straks indsugede farverne, så at rettelser vanskelig lod sig gøre. Endelig hensattes sagerne, indbyrdes adskilte, ofte i kapsler i ovnen og modtog da den sidste svagere brænding, en fremgangsmåde, som de mange og ofte sarte farver betingede, da disse ikke kunde stå sig i en stærk ild. Lucca og Andrea della Robbias samt Palissys arbejder, majolika og fajancerne fra Saint Porchaire behandles i særlige artikler.
Delft Delft i Holland er et af de vigtigste centre for fajancen. Med dannelsen af Sankt Lukasgildet 1611 kom der dog først rigtig fart i pottemageriet. Dette ejendommelige gilde, der omfattede kunst-, glas-, fajance- og almindelige malere, glarmestre, gravører, pottemagere, tæppevævere, billedhuggere, foderal- og skedemagere, kunstbogtrykkere, bog-, maleri- og kobberstikhandlere, havde strenge love, efter hvilke fx al handel med gildebrødrenes arbejder gik gennem gildet, der kun tillod fremmede handelsfolk at handle enkelte dage om året, etc. Derved blev omtrent al konkurrence udelukket, hvad der også kom pottemagerne til gode. I midten af 17. Årh. Var der 30 værksteder i gang i delft. Leret, der toges i lige dele fra Tournai, Ruhr-flodens bredder og omegnen af Delft, gav en klangfuld, lysegul skærv, og den uigennemsigtige tinglasur var i reglen fin og hvid. Blåmalingen er den ældste; for at forøge dens glans brugte man at stænke et farveløst glaspulver, »kwaart« over malingen, der da sammenbrændtes med denne. De ældre forbilleder toges ofte efter hjemlige mestres folke-, sø- og fiskebilleder, landskaber, bibelske emner mm.
Glansperioden falder i midten af 17. århundrede, hvor selv større kunstnere ofte deltog i fajancens dekoration. Fra denne periode nævnes som fremragende mænd A. de Kooge, A. de Keizer, Gijsbrecht, Kruyk, van Frytom, Hoppestein, Samuel og Lambartus van Eenhoorn, A. Pynacker og Louwys Fictoor. Enkelte af disse malede udelukkende i blåt, men andre, som Pynacker og Fictoor, brugte ofte polykrome farver. A. de Keizer benyttede allerede 1642 forbilleder fra Kina og Japan, og kort tid efter behersker imitationer af disse østasiatiske malerier hele fabrikationen, hvorved også enkelte bizarre former fik indpas, og dette holdt sig jævnsides barok- og rokokomotiverne lige indtil dekadencen. Relief findes sjælden på Delft-fajance, enkeltvis svage rokokomotiver. Malingen er hovedsagen. En af de smukkeste dekorationer er delft dorée, rødt og blåt med forgyldning, der særlig dyrkedes af Pynacker, samt kar med næsten sort bundfarve. Mod slutningen kom musselmalingen, der udførtes på den brændte glasur som et lån fra porcelænsmalingen, i brug, men derved var man Også omtrent ved afslutningen. Delfts formrigdom var stor: Heste, hunde, katte, fugle i ring og bure, servicer, vaser, potter og krukker, plader med malerier, fliser, konsoller, små kommoder etc. findes blandt sagerne.
Frankrig I Rouen omtales allerede 1542 Abaquesne som flisemager, men E. Poterat, der 1644 fik et privilegium på 50 år, og hans søn er de egentlige banebrydere, der ofte benyttede intarsia som forbilleder. Style rayonnant med sine symmetrisk tegnede af arabesker, guirlander, blomster, frugter og blade bestående blåmalinger, i hvilke enkeltvis noget rødt kom til, anvendtes omtrent 1720-40.
Samtidig eller lidt yngre er den såkaldte jerngitterdekoration, taget fra samtidige jernarbejder, malede i blåt, symmetrisk anordnede og ofte blandede med gult. De østasiatiske motiver benyttedes vel, men afsatte ikke store mærker i dekorationen, og side om side med rokokoen var de, som den mod slutningen af århundredet anvendte dekoration à la corne, med overflødighedshorn, fugle, blade og insekter, næsten udelukkende flerfarvede. Man formede her store glober, piedestaler med buster, sidste ofte i naturlig størrelse, servicer, vaser, kander, kommoder, taburetter, spejlrammer, tagforsiringer etc. thumb|left|Fajance fra Lunéville Nevers' ældste pottemager er vel D. Conrade fra Savona, 1587. Andre er Boucier, 1652, Estienne og Pierre Custode. Den første epoke, omtrent 1600-60, kaldes den italienske tradition, der efterligner majolikamalingen. Der anvendtes heller ikke rødt i Nevers, men dette erstattedes med orangegult. Bibelske og historiske emner, amuretter etc. var forbilleder. Andet afsnit, fra omtrent 1650-1700, kaldes den persiske. På den mørkeblå bund blev fugle, arabesker, blomster og blade malede med intensivt hvidt. Dekorationslån fra Kina, Japan og Delft findes. Særegen for Nevers er de patriotiske fajancer (se faïences patriotiques).
Moustiers i Provence. Mestre: P. Clérissy 1677, P. Roux 1727, I. Oléry 1745. De ældre dekorationer, særlig i blåt, toges efter malere som Tampesta, F. Floris, Toro mm. Fra midten af 18. århundrede fremkom style de Bérain, efter maleren af samme navn, med sine lette, graciøse ornamenter. Buster, fontæner etc. forbundne ved buede linjer malede i blåt. Sidste periode, 1745-89, med særlig gul- og grønmalede kimærer. Karikaturer, ofte ekstravagant klædte, afslutter omtrent virksomheden.
Til Strasbourg, et af de yngre værksteder, er navnet Hannong nøje knyttet. Her dominerer rokoko og rocaille både i form og dekoration. De smagfuldt ordnede, i livlige, brogede farver malede blomster og buketter, i reglen naturalistisk gengivne, er her fremherskende.
I Frankrig fandtes fajancefabrikker i mange byer som Niederwiller, Lille, Nancy, Sceaux, Marseille, Rennes, Lunéville mm.
Et nyt højdepunkt blev nået for dette materiale i årene omkring 1900, hvor en række af art nouveau-stilens betydelige kunstnere, bl.a. Émile Gallé, skabte helt originale arbejder.
Tyskland Tyskland satte ikke ny spor i fajancefabrikationen; det er mest imitationer efter fremmede mønstre, der her forarbejdes. Nürnberg er dog en by, der viser nogen originalitet. Endvidere er der fabrikker i Hanau, Höchst, Frankfurt am Main, Fulda, Berlin, Bayreuth, Stralsund, Münden etc.
Efter introduktionen af stengods-fajance skabte Villeroy & Boch en række fine brugsprodukter.
Danmark-Norge Store Kongensgade Fajancefabrik (1722-1770'erne)
27. november 1722 gav Frederik IV et interessentskab privilegium på en grund på hjørnet af Store Kongensgade og nuværende Fredericiagade til oprettelse af en fabrik, kaldet »Delf's Porcelins- eller Hollandsch Steentøjs Fabrique«, samtidig med, at denne fik eneret til at forfærdige blåmalede fajancer. Fabrikkens første mester var Johan Wolff indtil 1725, han efterfølges af Johan Ernst Pfau (ca. 1685-1752) fra Thüringen, der ligesom forgængeren var en dygtig maler og dekoratør. Begge efterlignede de især Delfts ornamentik – rokoko bruges ikke. 1754 overtoges fabrikken af brygger Christian Gierløf (1706-1786). Trods privilegiet fik han dog farlige konkurrenter i fabrikkerne i Kastrup og Slesvig, men mest dog i Peter Hofnagel, den tidligere ejer af Herrebö Fabrik, der 1763 kom til Danmark fra Norge og anlagde en fabrik på Østerbro. Fra 1760 var fabrikken i stadig tilbagegang, og dens privilegium blev ophævet 1769. Den var lukket inden 1779. Det ny meget efterspurgte engelske stentøjs-fajance gjorde det efterhånden helt af med den.
Fabrikken producerede bakkebordsblade og punchebowler i form af en bispehue (bispeboller), hovedsageligt med dekoration i blåt, sjældnere manganviolet. Der fremstilledes dog også jævnere brugsgenstande og fliser, bl.a. til prinsessernes pandekagekøkken på Frederiksberg Slot (1735) og til den flisebeklædte trappeskakt på Eremitageslottet (1737).
Kastrup Fajance- og Stentøjsfabrik (1755-1794) thumb|Buste af kong Frederik 5., af J.-F.-J. Saly ca. 1760. Et eksempel på de fine fajanceværker fra Kastrup Værk Hofstenhugger Jacob Fortling ansøgte 1754 om et privilegium, da han "i Odsherred har fundet hvid og rød Jord, hvoraf alle Sorter Stentøj og saakaldte Porcelænsovne kan forfærdiges". Ifølge allernådigst skrivelse af 27. juni 1755 gives der ham tilladelse til "at forarbejde alle Slags Steentøjer og saakaldet Porcelain, undtagen det saakaldte Delf's Porcelain eller holl. Steentøj, som Chr. Gierlöf allene er tilladt at gøre og forarbejde". Til trods herfor er der ikke tvivl om, at Kastrupfabrikken har udført en del blåmalet fajance, men for at undgå tiltale er de sjældent signerede.
En prøveproduktion blev iværksat i 1754, og produktionen, der var baseret på kalk fra Saltholm og ler fra Bornholm, foregik indtil 1794. I begyndelsen indkaldtes ekspertise fra Strasbourg, og fabrikken blev tilrettelagt efter de bedste franske forbilleder. Sortimentet indbefattede bl.a. bordservice og lysestager, sirupskrukker m.m., urhuse, vægfliser samt buster og figurer efter forlæg fra J.-F.-J. Saly. Det vides fx, at de to store hvidglaserede buster af Christian VI og Frederik V, som er modellerede af Saly, og tidligere fandtes på Marienlyst Slot – nu på Kunstindustrimuseet i København -, er udført her.