En becifring angiver, hvilken akkord, der skal spilles. I stedet for at skrive harmonien ud i noder, bruges en kombination af bogstaver, tal samt tegn.
Syntaks: grundtone[m(mol)] [+ tilføjede toner][+ændring af treklang][+ /(bastone)]
Eksempler på typer af becifringer:
C – C-dur Cm – C-mol C7 – C-dur med tilføjet lille septim Cm7 – C-mol med tilføjet lille septim Cm7b5 (alternativt Cø) – C-mol med lille septim og sænket kvint (halvformindsket akkord) Cdim (alternativt Co) – formindsket akkord, udelukkende små tertser Cmaj7 (alternativt CΔ7 eller CΔ) – C-dur med tilføjet stor septim Csus4 – kvartkvintforudhold, tertsen er erstattet af kvarten F/c – F-dur med kvinten i bassen (funktionsharmonisk ofte en C-dur med hævet terts og kvint, et såkaldt kvartsekstforudhold) C+ – C-dur med kvinten hævet et halvt trin, udelukkende store tertser (forstørret akkord) C6/9 – C-dur med sekst og none tilføjet C/a – C-dur med a som tilføjet bastone C/3 – C-dur med tertsen (3. trin) i bassen Gadd9 – G-dur med tilføjet none, men uden septim G11 – G-dur med tilføjet 7-9-11’er (ofte noteret reduceret som F/g eller evt. Dm7/g) E♭9 – Es-dur med tilføjet stor none (og lille septim) E♭9 – E-dur med tilføjet lille none (og lille septim) F♯7♯9 – Fis-dur med lille septim og forstørret none
Andre becifringseksempler:
Csus2 – C med sekund som terts-erstatning C5 – den såkaldte "power-akkord"
Kategori:Musikteori
et:Akord#Akordi tähistus