300px|thumb|Jernvalseværk (oliemaleri af Adolph Menzel 1872–1875) Tysklands højindustrialisering er betegnelsen for en fase i Tysklands økonomiske historie. Tidsmæssigt ligger den efter den industrielle revolution i Tyskland og frem til 1. verdenskrigs udbrud. Dette svarer nogenlunde til den periode hvor det Tyske Kejserrige eksisterede. I perioden mellem 1870 og 1914 skiftede Tyskland karakter fra stadig at være et udpræget landbrugsland til at være en moderne industristat. I denne Gründerzeit ("grundlæggertiden") ændredes ikke blot de økonomiske strukturer. Processen havde også effekt på samfundet. De indenlandske vandringer, en større urbanisering og etableringen af sociale og frem for alt markedsbetingede klasser kan direkte føres tilbage til højindustraliseringen. Indirekte fik udviklingen betydning på den politiske kultur (fremkomsten af politiske folkepartier og interesseorganisationer) og det kulturelle liv (f.eks. i form af Jugendbevægelsen som protest mod moderniseringen). Højindustrialiseringen fulgte efter den Anden industrielle revolution og omfattede automatisering af produktionsprocessen – masseproduktion og samlebånd.
Tidsmæssig afgrænsning Mens tidspunktet for begyndelsen af den Industrielle revolution i Tyskland – take off fasen – er omstridt indenfor den økonomisk historiske forskning, er der stort set enighed om, hvornår højindustrialiseringen begyndte. Den lå efter den tidlige industrialisering (fra begyndelsen til midten af 1800-tallet) og det industrielle gennembrud fra begyndelsen af 1850'erne til starten af 1870'erne og falder derfor tidsmæssigt sammen med grundlæggelsen af det Tyske Kejserrige.Pierenkemper, Gewerbe und Industrie, S. 58–61. Højindustrialiseringsperioden begyndte således omkring 1870 og sluttede i 1914 da udbruddet af 1. verdenskrig førte til at våbenindustrien blev den dominerende erhvervssektor.
Økonomien Alt i alt oplevede den tyske økonomi sit første "Wirtschaftswunder" under det tyske kejserrige. Frem for alt i forhold til det industrielle foregangsland Storbritannien udbyggede den tyske industri sin position. De tyske staters produktion udgjorde i starten af 1860'erne kun ca. 4,9% af verdensproduktionen og lå dermed langt efter Storbritanniens andel på omkring 20%. Mellem 1880 og 1900 lå Tyskland på tredjepladsen, når man sammenlignede industrilandene. I 1913 havde Tyskland (14,8%) overhalet Storbritannien (13,6%) og lå på 2. pladsen efter USA (32%). Indenfor handelen lå Tyskland i 1913 endnu noget efter Storbritannien, men var stærkere end USA. Tilsvarende positivt udviklede bruttonationalproduktet sig i kejsertiden.Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.610-612.
Konjunkturforløb thumb|Konjunkturforløbet 1869–1914 eksemplificeret med lønningerne i mineindustrien i Sauerland (Mark pr. dag)
Også selv om årtierne mellem kejserrigets grundlæggelse og 1. verdenskrig alt i alt var præget af en dynamisk udvikling kom det i løbet af perioden til betydelige konjunkturudsving. Periodens økonomiske kriser kunne ganske vist ikke stoppe udviklingen hen mod en industristat, men havde dog betydelige økonomiske, sociale og politiske følger. Efter Gründerboomet fra 1867 til 1873 fulgte en Gründerkrise, som fortsatte frem til 1879. I denne periode blev væksten i Tyskland og en række andre lande halveret. I perioder kom det endda til fald i produktionen. Et tegn på denne krise var det, at forbruget af jern i Tyskland faldt til det halve og det samme gjorde minearbejdernes lønninger. Efter en kort opgangsperiode mellem 1879 og 1882 fulgte en knap så voldsom lavkonjunktur, som fortsatte indtil 1886.
Næsten alle samfundsområder og -grupper blev ramt af denne krise og der var derfor en voksende skepsis overfor den industrielle udvikling.
I det følgende fire år frem til 1890 var der igen en periode med højere vækst. Dette var ikke mindst tilfældet i 1889. Efterfølgende fulgte igen en periode med lavere vækst frem til 1895, inden der kom en højkonjunktur. Denne blev flere gange afbrudt af kortere perioder med lavkonjunktur (såsom 1900-1902 og 1907-1908), men de havde ikke en varighed og en styrke, som kunne sammenlignes med kriserne før 1890. I opgangsårene mellem 1895 og 1913 steg nettoinvesteringerne årligt med gennemsnitligt 15%. Man var på vej ud i en lavkonjunktur da 1. verdenskrigs udbrud førte Tyskland ud i en speciel økonomisk situation.Wehler, Kaiserreich, S.41-45, S.51, ausführlich: Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.547-699, Knut Borchardt: Wirtschaftliches Wachstum und Wechsellagen 1800-1914. I: Zorn, Deutsche Wirtschafts und Sozialgeschichte, Bd.2, S.198-275.
Udover industrien var især landbruget ramt af kriserne. Mens Tyskland frem til grundlæggelsen af kejserriget havde været nettoeksportør af korn, måtte man efter 1876 importere afgrøder i stadig stigende omfang. Med landbrugets stærke forbindelser til verdensmarkedet og som følge af konkurrencen fra USA og Rusland faldt det mulige overskud på landbrugsproduktionen tydeligt.Max Rolfes: Landwirtschaft 1850-1914. I: Zorn, Deutsche Wirtschafts- und Sozialgeschichte Bd.2, S.495ff.
Erhvervssektorer Erhvervsaktive og deres familier i % af den samlede befolkningErhvervssektor 1882 18951907Landbrug 41,6 35,0 28,4Industri/håndværk 34,8 38,5 42,2Handel/Transport 9,4 11,0 12,9Huslige tjenester 5,0 4,3 3,3Offentl. tjenester/liber. erhv. 4,6 5,1 5,2Uden erhverv/pensionister 4,7 6,1 8,1Kilde: Sozialgeschichtliches Arbeitsbuch, Bd.2, S.66
Ved grundlæggelsen af kejserriget udgjorde landbruget stadig den største erhvervssektor i Tyskland. I 1873 lå den primære sektors andel af produktionen på 37,9% og industriens på 31,7%. I 1889 var der ligevægt mellem de to sektorer og i 1895 udgjorde landbrugets andel 32% mens de sekundære erhverv udgjorde 36%. Disse forandringer afspejlede sig også i beskæftigelsen. Mens landbruget i 1871 beskæftigede 8,5 mio. personer mod industrien, transportens og servicesektorens 5,3 mio. var forholdet i 1880 ændret til 9,6 mod 7,5 mio. og i 1890 til 9,6 mod 10 mio. I 1910 var der 10,5 mio. beskæftiget i landbruget mens der i industri, transport og service var 13 mio. arbejdstagere. Antallet af beskæftigede i landbruget var dermed steget lidt, men var faldet langt efter udviklingen i de øvrige sektorer. Værd at bemærke er også fordoblingen i gruppen af personer udenfor erhverv og pensionister, hvilket i første række kan føres tilbage til udviklingen i den tyske sociallovgivning siden Bismarck.Wehler, Kaiserreich, 47-49
Industri og minedrift thumb|Fordeling på erhverv omkring 1890 I løbet af kejsertiden skete der betydelige forskydninger i de toneangivende industrier. De udgjordes hidtil først og fremmest af tekstilindustrien, jernindustrien, minedriften og jernbanebyggeriet. Indenfor tekstilindustrien fik tidligere vigtige områder såsom linnedindustrien hurtigt mindre betydning. Desuden mistede hele tekstilfremstillingsområdet og jernbanebyggeriet sine toneangivende placering. Mens jernbanebyggeriet endnu i 1879 fik tilført 25% af nettoinvesteringerne var det mellem 1885 og 1889 kun knap 6%.
Også selv om andre brancher voksede relativt hurtigere var højindustrialiseringen i vidt omfang præget af mineindustrien. Alene mellem 1907 og 1913 voksede udvindingen af stenkul fra 143 til 191 mio. tons, dvs. med en tredjedel. I alt voksede kulproduktionen i Ruhrområdet til det 10-dobbelte fra 1870 til 1913. Antallet af beskæftigede voksede fra omkring 50.000 til over 440.000, og samtidig voksede det gennemsnitlige antal beskæftigede pr. mine fra ca. 400 til over 2.500. Dermed udbyggede denne region sin førerposition i forhold til Øvre Schlesien og Saarland. Trods dette opsving var de teknologiske landvindinger indenfor minedriften forholdsvis beskedne og produktionen pr. kulminearbejder var – i modsætning til f.eks. jernminerne – ikke meget højere i 1913 end den havde været i begyndelsen af 1880'erne. Derfor var minerne afhængig af den stadige tilvandring af arbejdskraft, især arbejdere af polsk afstamning. Stenkulsminerne var før 1. verdenskrig den største ophobning af ufaglært arbejdskraft. De største mineselskaber var Gelsenkirchener Bergwerks-AG som ejede talrige miner. Tilsvarende udformede private mineselskaber var Harpen AG, Hibernia AG og Mülheimer Bergwerks-Verein. I Saarland blev minedriften foruden nogle private selskaber såsom Saar- und Mosel-Bergwerks-Gesellschaft i betydeligt omfang drevet af den preussiske stat. Mens der i Øvre Schlesien udover statslige miner også var nogle, som var etableret af de store jordbesiddere. En af de største var Vereinigte Königs- und Laurahütte. thumb|Værksted for drivremme ved Krupp omkring 1900 Et væsentligt kendetegn ved udviklingen var den nære sammenhæng mellem minedriften og råstofforarbejdningen. Der opstod store vertikalt integrerede koncerner såsom Thyssen, Krupp, Phoenix, Hoesch, Gutehoffnungshütte, Bochumer Verein og Deutsch-Luxemburgische Bergwerks- und Hütten-AG som indeholdt samtlige forædlingstrin indenfor bjergværksindustrien.
I jern- og stålindustrien betød nye produktionsmetoder (såsom Thomasprocessen og Siemens-Martin-processen), at produktionen voksede til det 10-dobbelte, i stålindustrien endda til det 25-dobbelte. Beskæftigelsen indenfor metalfremstillingen steg fra 43.000 i 1849 til 443.000 i 1913. I dette område virksomhedsstørrelsen og den geografiske koncentration større end i næsten alle andre erhvervsgrene. I de 50 største virksomheder var 45% af hele erhvervets ansatte beskæftiget. Indenfor branchen stålproduktionens betydning tydeligt i forhold til jernproduktionen – og endnu kraftigere voksede valseværkernes og støberiernes betydning. Stålvalseværkerne alene udgjorde kort før 1. verdenskrig 44% af den samlede produktion indenfor området.
Fra 1890'erne kom der med nye ledende sektorer i form af elektroteknikken, maskinbyggeriet og kemiindustrien. thumb|Ejerkredsen bag Wiescheminen i Mülheim an der Ruhr (omkring 1904) Den metalforarbejdende industri havde – når man medtager maskinbyggeriet – spillet en stor rolle med at bygge lokomotiver og dampmaskiner siden starten af industrialiseringen. I højindustrialiseringsperioden kom der nye produkter til, og antallet af firmaer og antallet af beskæftigede voksede kraftigt. Disse tilhørte i et vist omfang koncerner indenfor bjergværksindustrien, men der var også betydelige virksomhedern uden tilknytning til bjergværksindustrien. Der var ganske vist nogle højborge for maskinbyggeri, (såsom Chemnitz, Berlin, Leipzig, Hannover, Mannheim og Köln), men det var kendetegnende, at denne industri var spredt ud over landet. Der var ganske vist nogle få store virksomheder, men industrien var kendetegnet ved mellemstore firmaer. Ikke mindst fremstillingen af forbrændningsmotorer og biler fik stor betydning. I 1912 nåede den tyske bilproduktion op på over 16.000 personbiler. Den største producent var Opel med ca. 3.000 køretøjer.
Den kemiske industris succes skyldtes i høj grad at man i virksomhederne beskæftigede egne universitetsuddannede kemikere. Således beskæftigede alene Bayer i Leverkusen over 600 kemikere i 1914. På dette grundlag fremkom der nye produkter og den tyske kemiindustri var før 1. verdenskrig sammen med firmaerne i det nordlige Schweiz førende indenfor dette område. Tyskland stod i 1913 for 28% af verdens eksport af kemiske produkter. Storbritannien lå med 16% på 2. pladsen.
thumb|BASF i Ludwigshafen 1881