Hvis det er Fakta, saa benægter a Fakta er en replik, der tillægges folketingsmedlemmerne Jens Busk (1848-1908) og Knud Kristensen (1880-1962), men som vist snarere stammer fra venstremanden, gårdejer Søren Kjær (1827-1893), Viborg, i en debat med Carl Steen Andersen Bille i det 19. århundrede.

Oprindelig var udtrykket ment som en afvisning af påstande, der intet bevis var for. Replikken er angivet som letsindig omgang med fremmedord. Senere er citatet blevet anvendt til at angive en debat-modstanders påståelige ignorans af de faktiske forhold.

Brugen af citatet er tilsyneladende skiftet, men citatet har også flere oprindelseshistorier.

Den første – fejlagtige – oprindelseshistorie gjorde folketingsmand Jens Busk (1848-1908) til ophavsmand i et replikskifte.

Imidlertid melder bogen "Bevingede ord" fra 1963, at Marcus Wesenberg flere gange har sagt, at æren tilhører daværende jyske folketingsmedlem Søren Kjær (1827-1893) i en debat med den konservative Carl Steen Andersen Bille (1828-1898). Ifølge denne bog kom Bille under debatten med en påstand, som Kjær afviste med ordene "Det benægter a!", hvortil Bille svarede "Det ærede Medlem kan da ikke benægte Fakta?". For ikke at fremstå som en afviser af sandheder, men samtidig at markere, at Bille ikke beviste sin påstand, svarede Kjær så de berømte ord: "Jo, hvis dét skal kaldes Fakta, saa benægter a Fakta!".

Citatet er – fejlagtigt, men ofte – blevet tillagt Knud Kristensen, der var Danmarks statsminister kort efter 2. verdenskrig (han havde posten i tidsrummet 7. november 1945 til 13. november 1947). Efter krigen var der flere røster, som talte for at genindlemme dele af Sydslesvig i det danske rige. Knud Kristensen havde store problemer med at repræsentere både regeringens og sin egen holdning til Sydslesvig-problematikken på én og samme tid. I en folketingsdebat 1945 sagde han: "Hvis det er fakta, så benægter a fakta".

Eksterne referencer

Kategori:Citater Kategori:Danmarks politik