Hvide-slægten er en dansk uradelsslægt, kendt fra 1000-tallet, og en af de mest betydningsfulde sjællandske stormandsslægter i dansk middelalderhistorie.Dansk Biografisk Leksikon, København: J.H. Schultz Forlag 1932-44, side 33 Slægten, som besad godser over store dele af Sjælland, var nært knyttet til kongemagten under Svend Estridsens sønner og senere under Valdemar den Store.
Traditionelt regnes Skjalm Hvide som slægtens stamfader. Knud Lavard blev opfostret hos Skjalm Hvide, og Knuds søn Valdemar den Store voksede siden op hos Skjalms søn Asser Rig, der var far til Absalon og Esbern Snare (død 1204). Gennem denne tætte tilknytning til kongehuset kom slægten til at spille en central rolle i rigets politiske og kirkelige udvikling.
Få danske slægtsnavne har i eftertidens sagn og digtning fået en så stærk klang som Hvidernes. Det egentlige navn blev dog aldrig ført af Skjalm Hvides æt selv, mens Stigsønnernes gren først antog navnet kort før sin uddøen i 1500-tallet. Slægten stod også bag opførelsen af en række kirker på Sjælland; blandt de mest kendte er Kalundborg Kirke, som Esbern Snare lod opføre med inspiration fra byzantinsk kirkearkitektur. Omkring 1300 fortaber slægten sig i andre adelsslægter, men en række nulevende danskere kan fortsat føre deres aner tilbage til denne berømte middelalderslægt.
Våbenskjold Tre bjælker thumb|Tre bjælker.Steen Thomsens tegnede adelsvåben Tre bjælker er det almindeligt forekommende i Skjalmslægten, men som udgangspunkt kan skjolde med to eller blot en bjælke være varianter af våbenet. Våbenet brugtes af Ebbe-linjen, mere bestemt Sune Ebbesens efterslægt. Den første forekomst i slægten er Jakob Sunesens segl fra 1224, 1225 og 1230. Jon Jonsen Lille brugte det 1264, 1285 og 1293, Andreas Erlandsen i 1268 og Niels Erlandsen i 1285. Alle de sidstnævnte er sønner af indgiftede skånske mænd, henholdsvis Jon Reymote og en Erland. Endelig brugtes våbenet af drosten Uffe Nielsen i 1284. Det er meget markante medlemmer af slægten, der har anvendt våbenet. Niels Erlandsens søn Peder har formentlig også brugt det.Danmarks Adels Aarbog, 2009-2011 nioghalvfemsindstyvende årgang, side 545 til 552
Tre skråbjælker antages at kunne være en variant af bjælkevåbenet. Det brugtes første gang i 1224 og tillægges normalt marsk Johannes Ebbesen af Ebbe-linjen. Våben af denne type sås hyppigt i tiden. Bl.a. i en tysk afbildning fra omkring 1250 af slaget ved Bornhöved. Hvis man tolker forekomsten af våbenet som tegn på Hvidernes tilstedeværelse, når man vidt i sine konklusioner. Tolkningen kan imidlertid ikke bære. Våbenet fra 1224 kan ikke identificeres med sikkerhed, og netop ligheden med bjælkevåbenet har ført til, at det er blevet tillagt Johannes. Der er ikke umiddelbart andre mærker med skråbjælker imellem slægtens segl, ud over Niels Absalonsen af Toke-linjen i 1272.thumb|Tre bjælker med falk.Roskildehistorie tegnede adelsvåben Tre bjælker med falk I Morten PedersensMorten Pedersens "Biskop Absolons og Her Esbern Snares Herrekomst og Adelige Stamme" fra 1589 slægtsbeskrivelse fra 1589 er det første beskrevne skjold en hvid fugl på skjold fem gange tværdelt af gult og blåt. Teksten er ikke helt klar; men det synes af fremgå, at det er slægtens stamvåben, nok Skjalm Hvides eget. Skjoldet knyttes ikke til andre; men det er generelt for Morten Pedersen, at skjoldene kun beskrives en gang og kun med henvisning til den første person, det er knyttet til.
Hjortegevir Geviret kan både være stående og liggende i seglet, og det kan være indsat i et mindre skjold. Et almindeligt oprejst gevir bruges hyppigt af Olaf Ebbesen Mundskænks efterkommere, og Olaf har formodentlig selv anvendt det. Det ses første gang i Andreas Olafsen Mundskænks segl fra 1257. Det anvendes endvidere af Andreas søstersønner Olaf Margrethesen (1285, 1293) og Niels Margrethesen (1318). Johannes og Andreas Olafsen anvender 1329 samme segl.thumb|Med gevir.Roskildehistorie tegnede adelsvåben
Delt med hjortegevir i det ene felt, bjælker i det andet. På nær en undtagelse er mærket altid med hjortehorn i det første felt og bjælker i det andet. Hjortehornet tolkes bedst som et lodret overskåret gevir af den overfor beskrevne type. Det føres første gang af Niels Rane af Asser-linjen (1306). Sønnen Jakob Nielsen førte 1326 segl med bjælkerne i første felt men med divergerende antal bjælker.
Valraven Et motiv med ørneunderkrop og ulveoverkrop og –hoved (Valravn) er ført ind i slægten via Peder Strangesen og dennes nevø Andreas Grosen, der begge var gift med døtre af Esbern Snare af Asser-linjen. Peder har brugt det 1230, Andreas søn Strange i 1264. Motivet er også brugt af Absalon Nielsen (1284), Absalon Jensen (1326) og Jakob Absalonsen (1337). thumb|Tre bjælker med gevir.Roskildehistorie tegnede adelsvåben
Historie Skjalm Hvide udgør stamrækkens første led, og hans børn udgør efterfølgende det første led i hver sin eftertavle. Børnene og deres efterslægt omtales som Ebbe-linjen, Sune-linjen, Toke-linjen og Cecilie–linjen og herudover Magga, der ikke dannede nogen linje.
Skjalm Hvide ( født omkring 1035 - død efter 1102). Oprindeligt begravet i Fjenneslev, senere flyttet til Sorø Kirke. I graven er der fundet en blyplade, formentlig fra 1100-tallet med indskriften, at Absalons bedstefar Skjalm ligger her.
Magga Skjalmsdatter (død efter 1160) datter af Skjalm Hvide og Signe. Magga skænkede Sorø Kloster sin del af Haverup Ore, formentlig arv efter Skjalm. Indtrådte, formentlig i en høj alder, i Roskilde Vor Frue Kloster, ifølge Gavebogen.Sorø Klosters Gavebog, Ranvig, Sorø-krøniken, bd. 2, s. 77-164 som enke. Måske den ”Margrethe kaldet Magga”, nonne og død 30. juni, som er opført i Lundenekrologiet og Lunds gavebog med hånd i midten af 12. århundrede. Genealogien.Absalons slægts genealogi fra 1280'erne, udgivet i SRD, 4, s. 545-551 og oversat i Kongemordernes slægt, s. 218-222 omtaler Skjalms datter Margrethe, nonne i Roskilde, mens Gavebogen og Sorø stiftelseshistorie omtaler Skjalms datter Magga, også nonne i Roskilde. Der er utvivlsomt tale om samme person. Asser Rig (død omkring 1150) søn af Skjalm Hvide og Signe Ebbe Skjalmsen (død 1150/51) søn af Skjalm Hvide og Signe Sune Skjalmsen søn af Skjalm Hvide og Signe Toke Skjalmsen (død i 1130'erne eller 1140'erne) søn af Skjalm Hvide og Signe Cecilie Skjalmsdatter (død efter 1160) datter af Skjalm Hvide og Signe Asser-linjen Vigtige forgreninger
Asser Rig (død omkring 1150) søn af Skjalm Hvide og Signe, Asser er begravet ved sin ægtefælles Inges side i koret i Sorø Kirke. Besad formentlig gård i Kirke Fjenneslev (Fjenneslev Sogn, Alsted Herred) byen eller dele af den omtales af sønnen Absalon som fædrenearv, men ellers er det kun sagnet, der knytter Asser til byen. Esbern Snare (født før 1130 – 1204) søn af Asser Rig. Esbern er begravet i Sorø Klosterkirke foran trinnet til højkoret, det her fundne skelet er dog angiveligt ikke hans. Da flere af børnene har gods i Bringstrup og Ørslev under Skoven (begge Bringstrup Sogn, Ringsted Herred), har dette gods formentlig oprindeligt været Esberns. Gav for sin første kone Holmfreds sjælefred hovedgård og landsby i henholdsvis Bromme (Bromme Sogn, Alsted Herred) og Munke Bjergby (Munke Bjergby Sogn, Alsted Herred). Gav for sin anden ægtefælle Ingeborgs sjælefred en hovedgård i Ovre (Rødovre og/eller Hvidovre, Hvidovre Sogn, Sokkelund Herred) til Sorø Kloster. Absalon Fed også kaldet Absalon Bælg (død 1231/32) er søn af Esbern Snare og er begravet ved siden af sin far i Sorø Kirke. Overtog Stenmagle-komplekset (Stenmagle, Nyrup, Assendrup, alle Stenmagle Sogn, Alsted Herred) efter broderen Johannes død. Han skænkede komplekset til Sorø Kloster på sit dødsleje. 1199 vidnede han på borgen i Havn ved sin farbror Absalons store Sorøgave. Begravet med sølvbæger i Absalons testamente 1201. Afstod 1204 fra at indfri sin del af faderens gave til Sorø Kloster, og fra 1213 til sin død forholdt han ligeledes Sorø Kloster Stenmaglekomplekset, som broderen Johannes havde lovet klostret, og som Absalon opfattede sig selv som videre arving til. Gavebogen kalder ham ”en grusom og begærlig mand”. Også kaldet Absalon Bælg. Engelske kilder omtaler i 1212-1217 en Absalon ”greve af Sjælland”, der handlede på England og blandt andet leverede fugle til Kong John. Kronologisk kunne det meget vel være Absalon Fed. - han døde barnløs. Johannes (død 1213 i Lübeck) søn af Esbern Snare, barnløs Cecilie Esberndatter (død omkring 1245) datter af Esbern Snares. Intet kendt gods, men i gavebogen kaldet ”til Tersløse” (Tersløse Sogn, Merløse Herred). Gjorde gennem sin mand Andreas krav på Stenmagle-komplekset efter broderen Absalons død, gift med Andreas Grosen, nævnt i kongefamiliens følge 1214 – 1215, nevø til Cecilies svoger Peder Strangesen. Absalon Ceciliesen (død 1287/88) søn af Cecilie Esberndatter og Andreas Grosen Stange Ceciliesen (død før 1288) søn af Cecilie Esberndatter og Andreas Grosen Ingeborg Ceciliesdatter datter af Cecilie Esberndatter og Andreas Grosen. En Ingeborg, der i 1246 er arving efter Andreas Grosen og enke efter Absalon Stange, kan være denne Ingeborg. Ellers kun kendt fra genealogien, Absalon Stange kan ikke være Andreas Grosens sønner Absalon eller Stange, da de levede flere årtier efter 1246. Det kan være tale om en fejlskrivning; for Peder Strangesen var gift med Andreas Grosens svigerinde Ingeborg og død i 1241. Eller Absalon Stange kan være en ellers ukendt Absalon, gift med Ingeborg Andreasdatter, før hun giftedes med Lave Gudmundsen, hvilket er antaget her. Endelig kan han evt. være Andreas Grosens svoger Absalon Bælg, i så fald var Ingeborg fra 1246 en ellers ukendt kone til denne. Gift med Lave Gudmundsen, nævnt i Abels følge 1240 -1252, hævdedes at være ansvarlig for mordet på kong Erik IV Plovpenning. Desuden gift med Absalon Stange (?) Lave Lille (død efter 1314) søn af Ingeborg Ceciliesdatter. Ønskede at blive begravet i Sorø, men er ikke nævnt i gravkataloget.Sorø kirkes gravkatalog, Scriptores rerum danicaum, bd.4 Besad fra 1287 eller 1288 og indtil 1291 sammen med en del slægtninge Stenmagle-komplekset, som da blev konfiskeret af kongen. Det er vanskeligt at sige, om Lave på det tidspunkt have godset udelt, formuleringerne i gavebogen er tvetydige, 1314 kaldt til Høng (Hallenslev Sogn, Løve Herred). Gjorde sammen med flere andre Hvider krav på Stenmagle-godset efter Absalon Andreasens død i slutningen af 1280’erne. Sad i fængslet i Kalundborg marts 1291, udfærdigede der testamente, hvori Sorø Kloster betænktes med det omtalte Stenmagle-gods. Betalte desuden her korstogsafløsning og donerede en række mindre beløb. Testamentet trådte formentligt ikke i kraft. 1293 (5. marts) konfiskeres Stenmagle-godset af kong Erik VI Menved. I 1295 nævnt i flæng med de fredløse, formentligt i Norge med dem. 1308 nævnt i kongens anklager mod sin bror Kristoffer. I en opregning fra 1314 af fredløse medtages en Lave Lavesen af Høng. Niels Mule (død før 1233) søn af Esbern Snare og Holmfred Ingeborg Esberndatte (død 1267 i Slesvig) datter af Esbern Snare og Elena. Skænkede 1250 Sorø Kloster en gård i Bringstrup samt af Ørslevøster (begge Bringstrup Sogn, Ringsted Herred). Ægtefællen Peder på Ingeborgs vegne i strid med Sorø Kloster i begyndelsen af 1230’erne om Stenmaglegodset. Måske som kompensation skænkede Ingeborg det nævnte gods i Bringstrup og Ørslevøster. Bevidnede omkring 1260 et mirakel i Kalundborg relateret til den spirende Erik Plovpenning-kult. Blev fordrevet fra Kalundborg i 1262. I gavebogen og gravkataloget kaldt ”af Kalundborg”. Gift med Peder Strangesen (død 1233 eller 1241), kautionist for kongen og aktiv i rigsstyret i 1220’erne og formentlig forlenet med Kalundborg. Død senest 1241. Det er ikke muligt at bestemme, om Kalundborg, hvor Esbern Snare i sin tid byggede borgen, var allodial-ejendom, som var gået i arv til Ingeborg, eller om det var en form for embedslen eller fogedi, som først Esbern og siden hans svigersøn bestred.