300px|right|thumb|Älvalek (Alfeleg) maleri fra 1866 af August Malmström.
Alf (norrønt álfr)Dokumentasjonsprosjektet: Alf er i den før-kristne germanske og nordiske mytologi navnet på et væsen, der tilhørte en særlig kategori af guddommelige væsner, med en meget fremtrædende plads i religionen.
Det blev senere i folkloren til et kollektivnavn for en heterogen skare af eventyrlige og overnaturlige væsner.Ström (1985) s. 198-199 I sin oprindelige før-kristne form blev alferne sandsynligvis opfattet som en personificering af det land og den natur, der omgav menneskene, dvs. den opdyrkede jord, gården og de naturressourcer, som hørte dertil.Steinsland (2005) s. 248 (se også animisme). De var guddommelige eller delvis guddommelige væsener, der besad magiske kræfter, som de brugte både til fordel og ulempe for menneskene. Alferne var blot én gruppe af magter ud af mange i den nordiske mytologi, der udover de mægtigste aser og vaner også rummede diser, norner, dværge, fylgjer, jætter, vølver, valkyrier og vætter. De fleste af disse mindre magter var navnløse og kollektive, og kun enkelte rager op som navngivne skikkelser.Steinsland (2005) s. 247 Tilsyneladende blev alferne opdelt i to grupper, en lys og en mørk, men der er ikke enighed i forskningen om, hvordan man skelnede mellem de to grupper. Lysalferne har på deres side mange ligheder med vaner og aser, mens de mørke svartalfer har mange paralleller til dværgene.Ström (1985) s. 199Holtsmark (1989) s. 78
thumb|Elfo. Moderne fremstilling tildels baseret på yngre folkloristiske forestillinger. Alferne mistede meget af deres religiøse betydning i forbindelse med religionsskiftet.
I modsætning til de store navngivne guder gik udviklingen dog langsommere, og levn af alfekulten overlevede langt op i moderne tid. Opfattelsen af dem ændrede sig dog; i det 16. århundrede skete der tilsyneladende en ændring, da de blev til de små skadefro ånder, de har været i folkloren indtil moderne tid. I det 19. og 20. århundrede er alferne blevet knyttet til feer, som oprindeligt stammer fra den engelske folklore. Efter romantikken, er de i litteraturen ofte blevet brugt allegorisk som repræsentanter for uspolerede og naturlige erotiske følelser.
Etymologi Navnet alf kommer fra proto-germansk *albiz (eller *alboz), der på norrønt blev álfr, på angelsaksisk til oaf og ælf (flertall ylfe) og oldhøjtysk alp.Ayto, John: Dictionary of Word Origins. Bloomsbury Reference 1990. Side 197 Den formodede oprindelse til det proto-germanske ord kan være det proto-indoeuropæiske *albho-, der betyder hvid/skinnende/strålende.
Begrebet er blevet bevaret og videreført i flere nordiske fornavne, som fx Alf, Alfhild, Alfar (Halfard). Alf var også en særlig populær komponent i angelsaksiske navne, fx mandsnavne som Ælfræd Alf-råd (moderne form: Alfred), Ælfwine Alf-ven (moderne form: Alfin), Ælfric Alf-hersker (moderne form: Eldridge), og kvindenavne som Ælfflæd (Alf-skønhed).Online Etymology Dictionary: Elf
Det kendes ingen oplagt parallel udenfor de germanske sprog, men det er forsøgsvis blevet sammenlignet med ṛbhu, en form for skytsånder i hinduistiske mytologi.
Relationer til andre guder thumb|Jacob Grimm (forrest) og Wilhelm Grimm malet af Elisabeth Maria Anna Jerichau-Baumann i 1855. Jacob Grimm har foreslået flere forbindelser mellem alfer og andre grupper af mytologiske væsner (vættir). Kapitel 17 af hans værk Deutsche Mythologie (1835) er et komparativ diskussion over mulige forbindelser. Han bemærker bl.a. at i Ældre Edda kobles Æsir og álfar i flere tilfælde sammen, en forbindelse, som gentages i angelsaksisk tekster for ês og ylfe. En væsentlig forskel mellem de to grupper er dog, at mens alfer er underjordiske, så er aserne ’oven på jorden’ eller i himlen. Menneskene kan dog forvente hjælp fra begge grupper.Holtsmark (1989) s. 77
Digtet Hrafnagaldr Óðins Hrafnagaldr Óðins, normaliseret af Finnur Magnússon indledes med følgende remse: Alföðr orkar, álfar skilja, vanir vita. Det kan oversættes med Alfader virker, (formår, udretter) Alfer skjelne, (forstår) Vaner videOdins Ravnesang, oversat af Finnur Magnússon, og det tildeler alferne en prominent plads, placeret mellem de to vigtigste gudeslægter aser og vaner og før de øvrige magter. Sophus Bugge mener dog, at digtet stammer fra det 17. århundrede, og afviste derfor at inkludere det i Ældre Edda.Bugge (1867) I de senere år er det synspunkt blevet udfordret, og det dateres nu til 14. århundrede.Lassen 2006. Digtet kan derfor afspejle før-kristne forestillinger.
En anden gruppe af magter, der har forbindelser til alferne, er vanerne, og bl.a. Folke Ström har påpeget, at grænserne mellem de to grupper er meget uklare. En vigtig forbindelse er, at vanen Frej beskrives som vanernes konge, og at Alfheim omtales som den gave, han fik, da han fik sin første tand (’tannfé’). Anne Holtsmark har derfor foreslået, at den rituelle fest alfeblót har været rettet mod ham. Hilda Ellis Davidson mener, at forbindelsen mellem vaner og alfer især styrkes af, at både Frej og alferne er knyttet til frugtbarhed og de døde i gravhøjen.Ellis Davidson (1990) s. 156 Men på trods af, at alfer og vaner tilsyneladende bruges som synonymer, mener Holtsmark alligevel, at de blev opfattet som særskilte grupper, fordi vanerne i myterne konsekvent omtales som egentlige guder, mens alfer blot omtales som guddommelige væsener.Holtsmark (1989) s. 77-78
Et særligt omdiskuteret emne i studiet af nordisk religion er forholdet mellem alfer og dværge. I de opremsninger af guddommelige slægter (fx i Alfíssmál) fremstilles Æsir (aser), álfar (alfer), Vanir (vaner), goð (guder), męnn (mennesker), ginregin (kvindeguder?Kodratoff, Yves: The Nordic Woman: Feminine magic in the Nordic myths , jǫtnar (jætter), dvergar (dværge) og de som er i Hęl, som adskilte grupper.Alvis Tale, oversat af H.G. Møller I Middelhøjtysk tradition skelnes der også mellem elbe (alfer) og getwerc (dværge). På den andre siden er der i andre tekster et nært slægtskab mellem alfer og dværge. Et eksempel på dette er, at flere dværge har alfenavne, dvs. ordet alf indgår som led (fx Álfr (Alf), Alberich (Alfekonge), Vindalf og Gandalf (Stavalf)).
At alf etymologisk forbindes med *albiz og albus (hvid/skinnende/lysende) blev af Grimm tolket som et tegn på en oprindelig dichotomi (todeling) mellem hvide og sorte ånder. Han mente, at den korresponderende til skelnen mellem alfer og dværge. Denne teori understøttes til dels af begreberne ljósálfar (lysalfer) og døckálfar, (mørkalfer) i den norrøne litteratur. Snorre Sturlason fortæller i Gylfaginning: “Sá er einn staðr þar, er kallaðr er Álfheimr. Þar byggvir fólk þat, er Ljósálfar heita, en Dökkálfar búa niðri í jörðu, ok eru þeir ólíkir þeim sýnum ok miklu ólíkari reyndum. Ljósálfar eru fegri en sól sýnum, en Dökkálfar eru svartari en bik.”Gylfaginning, normaliseret af Guðni Jónsson“Et af dem kaldes Alfhejm; der bor det Folk, som hedder Lysalfer, men Mørkalferne bor nede i Jorden, og ligner dem ikke i Ydre, men endnu langt mindre i Væsen. Lysalferne er klarere end Solen, men Mørkalferne er sortere end Beg.” Gylfis Forblændelse, oversat af Thøger Larsen Introduktionen af begrebet svartálfar (“sortalfer”) bringer dog forvirring i systemet, først da han synes at bruge ordet synonymt med “mørkealfer”, siden når han identificerer dem med dværgene, og lader dem bo i Svartálfaheim (Svartalfheim). Dette fik den systematisk anlagte Grimm til at antage et tredelt forhold mellem lyse, mørke og sorte alfer, hvor kun den sidstnævnte gruppe er identisk med dværgene, mens de mørke alfer er en mellemliggende klasse, der beskrives som ikke fuldkomment sorte, men mere som dæmpede, formørkede. Som støtte for denne mellemkategori mellem lysalfer eller “egentlige alfer” på den ene side, og de sorte alfer eller dværgene på den andre siden, brugte Grimm de skotske brownies (en ækvivalent til de skandinaviske nisser) og andre folkloristiske traditioner, hvor dværglignende væsner er klædt i gråt eller brunt. Folke Ström er enig i, at forestillingerne om lysalfter og mørkalfer kan bygge på før-kristne traditioner, modsat Anne Holtsmark, der mener, at Snorres fremstilling af lysalfer, svartalfer og Alfheim er påvirket af kristne forestillinger om engle og djævle.Holtsmark (1989) s. 73
Grimms konklusion var, at klassifikationen “alf” ikke skal betragtes som fastlåst, men den kan både mindskes og strækkes i forskellige sammenhænge. Det viser, at den førkristne mytologi ikke havde problemer med overgangsformer. Gro Steinsland har en forklaring på den slags selvmodsigelser. Hun mener, at det skyldes, at den før-kristne mytologi aldrig har udgjort en entydig størrelse, hvor man over hele det geografiske område, mytologien var kendt, havde de samme forestillinger. Mytologien bestod i stedet af mange lokale mytologier, der delte så mange lighedstræk, at vi med en vis ret kan tale om en nordisk/germansk mytologi.Steinsland (2005) s. 31-32
Germansk mytologi
Fra angelsaksiske og tyske kilder har vi levn til en ældre traditioner vedrørende alfer. Her omtales der i flere middelalderlige tekster stærkt lysende væsener, der lever i himlen. De optræder under navne som alp og ælf, og er figurer, som i høj grad minder om de alfer, der beskrives i nordiske kilder. Et af fællestrækkene ved disse væsner er, at de, udover deres overnaturlige skønhed, var potentielt farlige. I forskellige fortællinger kan de optræde som både hjælpere og skadevoldere. I bl.a. digtet Beowulf beskrives de som dæmoner. Tyske folkesagn om den Hvide Frue (Weisse Frauen) er blevet tolket som levn efter før-kristne tyske forestillinger om lysalfer eller diser. Det er et farligt væsen, der kan vogte et forsvundet slot eller en skat, og som med sit smukke udseende lokker unge mænd til sig.Crossley-Holland (1980) s. 61
Den angelsaksiske form af det nordiske álfr er ælf (flertal ælfe med regionale og kronologiske varianter som ylfe og ælfen). I angelsaksisk litteratur optræder begrebet mest i oversættelser af græsk-romersk litteratur, hvor det bruges i stedet for nymfe. De få kilder til den angelsaksiske tradition tyder på, at ylfe hovedsageligt blev opfattet som ondsindede, skadelige væsener. Selv om alfer blev betragtet som smukke og potentielt hjælpsomme væsener i nogen dele af det engelsktalende samfund, bliver de i angelsaksisk litteratur i reglen karakteriseret som dæmoner, eksempelvis i linje 112 af Beowulf. Ordet “oaf” er en variant af ordet alf, men det refererede sandsynligvis oprindeligt enten til en skifting eller til en person, der er forhekset af alfer. En metrisk besværgelse fra 10. århundrede kunne yde beskyttelse “mod stikkende smerte” (Wið færstice), fx reumatisme. Af besværgelsen fremgår det, at sådanne smerter skyldtes projektiler fra enten ése (aser], ylfe eller hekse (gif hit wære esa gescot oððe hit wære ylfa gescot oððe hit wære hægtessan gescot), dvs. hekseskud eller elverskud.
Parallelt med de norrøne forestillinger om alfers store skønhed, findes der i nogle angelsaksiske digte referencer til en lignende forestilling gennem ord som ælfsciene (alfe-skøn), der blev brugt om forføreriske smukke bibelske kvinder; fx i Judit og Genesis A (Første Mosebog).
Nordisk mytologi