Et cembalo er et musikinstrument, som spilles vha. et klaviatur som sætter strenge i bevægelse ved at knipse dem.
Cembaloet var et almindeligt tasteinstrument fra 16. århundrede til 18. århundrede, og anvendes i dag hovedsageligt ved fremførelse af renæssance- og barokmusik. Desuden er der i det 20. århundrede skrevet en del kompositioner for instrumentet, ligesom det anvendes i andre musikgenrer, og forefindes – som klang – på elklaverer og synthesizere.
I modsætning til et klaver er et cembalo ikke anslagsfølsomt, da strengene ikke anslås med en hammer, men knipses med plektre af fjer. Klangen varieres i stedet som følge af cembalistens artikulation og valg af et eller flere strengesæt ("registre"). Cembaloet er kendt fra 1400-tallet og eksisterede side om side med hammerklaveret fra 1720 til ca. 1800, hvorefter musikken gradvis ændrede sig i klaverets favør.
Ordet "cembalo" kommer fra italiensk clavicembalo af latin claves (nøgler/taster) og cymbalum fra græsk "bækken"/"beholder."
En musiker, som spiller på et af cembalofamiliens instrumenter, kaldes en cembalist.
Musikeksempler thumb|Et moderne cembalo i historisk stil efter Ruckers thumb|Fransk cembalo af François Blanchet 1733 (Château de Thoiry)
Renæssance: Canto del Cabellero (uddrag) af Antonio de Cabezón, spillet på cembalo af italiensk type. Barok: Prelude nr. 5 af François Couperin, 1717, spillet på et cembalo af fransk type. Allemande af Engelsk Suite nr. 1 af J.S. Bach, spillet på cembalo af flamsk type. Sonate i d-mol af Domenico Scarlatti, spillet på et cembalo af italiensk type.
Cembalofamilien thumb|clavecin brisé (sammenfoldeligt cembalo). Jean Marius, Frankrig 18. årh. (Musée de la Musique, Paris) Cembalofamilien består af instrumenterne spinet, virginal, muselar, clavicyterium og cembalo. De er alle tasteinstrumenter og benytter samme mekanik, baseret på springeren, men varierer i størrelse og kompleksitet. Spinet, muselar og virginal er sædvanligvis små instrumenter, med kun ét register og ét manual. Et cembalo har som oftest flere 2 el. 3 registre, og kan også have to manualer. På spinet, muselar og virginal er strengene anbragt på tværs af tangenterne, mens de på et cembalo går på langs. Spinettets, muselarets og virginalets kompakte størrelse og lave vægt gjorde dem til husinstrumenter, mens cembaloet anvendtes både hjemme og til koncerter i større rum. Et clavicyterium er navnet på det forholdsvis sjældne opretstående cembalo. Ydermere findes instrumenter som clavecin brisé (sammenfoldigt cembalo), claviorganum (sammenbygget cembalo og orgel), lautenwerk (Lautenklavier) (cembalo med tarmstrenge) og instrumenter som både har hammerklaver- og cembalomekanik.
Konstruktion
Cembalofamiliens instrumenter anvender alle springeren til frembringelse af den særlige klang. Springeren er et stykke træ (ca 15 mm × 3 mm × 10–15 cm), hvor på der i en lille sprække sidder et plektrum. Springerne er anbragt lodret bagest på hver tangent. Når tangenten trykkes ned vil springeren hæves, og plektret vil knipse strengen, som bringes i svingninger. Strengens svingninger overføres via steget, og sætter hele klangbunden i svingninger, således at klangen forstærkes – samme princip som på en guitar. Når tangenten slippes, kan plektret passere forbi strengen, da den er monteret på en lille vippe, som holdes på plads af en fjeder. På springeren sidder også et lille stykke filt, som dæmper strengen, når tangenten ikke er trykket ned.
Denne simple præcisionsmekanisme er formodentlig udviklet sidst i 1400-tallet, og har ikke ændret sig væsentligt siden. Springeren er sædvanligvis lavet af en hård træsort, som er stabil (oftest af pæretræ eller bøgetræ). Til den lille vippe "tungen" anvendes træsorter, som kan holde plektret og akslen uden at revne, ofte kristtjørn. Til fjederen anvendes ofte en svinebørste eller et tyndt stykke messing. Plektret (ca. 8mm langt og 1-2mm bredt og 0,4-0,5mm tykt ved roden) kan skæres af fjer fra ravn (eller andre større fugle som grib eller kalkun) eller plastmaterialer som delrin og celcon, der i dag foretrækkes som følge af stablitet overfor udsving i fugtighed. For at plektrene giver den bedst mulige klang, og for at de ikke hænger fast i strengene når springeren falder på plads, skal de skæres meget omhyggeligt og tyndes ud mod spidsen. Denne proces kaldes intonation.
thumb|centre|550px|Snit gennem typisk etmanuals cembalo af flamsk type med to sæt strenge (2 × 8'). 1) tangent/tastatur, 2) navneplade, 3) navnebræt, 4) stemmenagler, 5) steg på stemmestok, 6) bro, 7) registerskinner, 8) strenge, 9) steg, 10) fastgøringsskinne, 11) klangbundsstøtte, 12) buet side og hale, 13) styring af tastaturets dybgang, 14) klangbund, 15) gab, 16) tværgående konstruktion, 17) springere, 18) tværgående konstruktion, 19) bund, 20) styreskinne til tastatur, 21) styrepinde, 22) nedre registerskinne, 23) stemmestok, 24) balancepind, 25) tastaturramme
Strenge thumb|right|Strengene sætter klangbunden i bevægelse gennem kontakten med steget. Basstrengene anvender dobbelte stifter for at lette presset på klangbunden Hver streng på et cembalo er fastgjort i den ene ende til et stift og i den anden ende til en stemmenagle, så strengens spænding kan varieres, og den dermed kan stemmes til en bestemt tone/frekvens. Fra fastgøringsstift til nagle passerer strengen omkring to stifter, som bestemmer strengens klingende længde. Sammenlignet med et klaver anvender cembaloet forholdsvis tyndere (men længere) strenge, og har dermed et lavere strengetræk. En strengs frekvens bestemmes af dens længde, dens vægt og dens opspænding. Ifølge matematikkens love klinger en streng med samme opspænding og vægt, men som er dobbelt så lang, en oktav dybere. Dette giver cembaloet den vingeagtige facon. Udgangspunktet "mensuren" er vanligvis længden for tonen svarende til c2 (det c som er umiddelbart over kammertonen). For et jernstrenget instrument vil mensuren være mellem 30 cm og 37 cm. For et messingstrenget instrument noget kortere, da messing er tungere end jern, mellem 25 cm og 28 cm. I praksis bliver instrumentet meget langt, hvis mensuren skal overholdes i bassen, derfor anvendes gradvise tykkere strenge mod bassen, mens det tilstræbes, at mensuren overholdes i diskanten. Der findes både cembaloer der kun er strenget op med jernstrenge eller kun med messingstrenge, men de fleste anvender en kombination med jernstrenge i diskanten og messingstrenge i bassen. Tykkeste streng er normalt ikke mere end 0.63 mm på cembaloets dybeste tone (F1), mens tyndeste streng er ned til 0,19 mm. Der anvendes ikke omspundne strenge som i klaveret, i stedet anvender cembaloet længere strenge i bassen, samtidig med at der ikke findes bastoner helt så dybe som på klaveret. På visse moderne cembaloer har man anvendt omspundne strenge for at kunne tilbyde et 16' register uden at kassens længde blev forøget. Ofte havde 16' registret da samme mensur som 8' registret, og delte samme steg på klangbunden. I de få eksempler, der er på 16' registre fra barokken, er instrumenterne tilsvarende længere (mere end 2,7m), og der anvendes ofte en særskilt steg (ofte også en særskilt klangbund) til 16' registret.
Registre thumb|left|*1-bagende af tast; *2-filt; *3-springer; *4-fast registerskinne; *5-bevægelig registerskinne (skyder springer fra og til) *6-streng Da tonen kun kan varieres minimalt, anvendes registre til at ændre klangtype og -styrke. Ligesom på orglet kaldes det almindelige register for 8'. På cembaloer findes ofte to 8' registre eller et 8'- og et 4' register. Hver register har sædvanligvis sit eget sæt strenge og sin egen række af springere, der kan skydes til og fra. Udover disse registre findes ofte også et lutregister, som er små stykker filt eller læder, der bringes til at dæmpe strengene. Andre registre er sæt af springere, som knipser strengene tættere på tastaturet, eller som er forsynet med bløde læderplektre ("peau de buffle"). Der findes også enkelte historiske eksempler på anvendelse af 16' register (som klinger en oktav lavere end 8') og 2' registre (som klinger to oktaver højere end 8'). Ligesom der også findes instrumenter med tre 8' registre. I praksis er cembaloets klangtype af en sådan beskaffenhed, at mange eller usædvanlige registre ikke giver væsentlige fordele for fortolkning af musikken, men gør instrumenterne unødigt komplicerede og vanskeligere at stemme og vedligeholde.
Toneomfang og manualer left|thumb|Tangenter på cembalo af Pascal Taskin, Paris 1788. Undertangenter er belagt med ibenholt. Overtangenter er af farvet træ belagt med ben. (Museum für Kunst und Gewerbe, Hamborg) Toneomfanget er gradvist blevet udvidet fra renæssancen til barokken. Derfor har cembaloets klaviatur ikke et standardiseret toneomfang, men er afhængig af instrumentets størrelse og det tidsrum og sted det blev bygget. Typisk toneomfang i renæssancen var C-c3 (49 toner – ofte med kort oktav eller brudt oktav). Senere finder vi omfang som C-d3, G1-c3 kulminerende med F1-f3 (61 toner) i det 18. årh. Musikken af fx J.S. Bach holder sig indenfor toneomfanget G1-d3 (56 toner), mens Domenico Scarlatti i visse sonater kræver F1-g3 (63 toner).
Tastaturets udseende, størrelse og udlæg har ændret sig gennem tiden. Se under klaviatur.
thumb|Tomanuals fransk cembalo af Joseph Colesse, Lyon 1775-77 (Musée de la Musique, Paris)I instrumenter med 2 manualer (også kaldet tangentrækker eller klaviaturer) forefindes oftest 3 sæt strenge (2 × 8' og 1 × 4'), fordelt således at den kraftigst intonerede 8' spilles fra nederste manual sammen med 4'. Den svagere 8' spilles fra øverste manual, ofte også med mulighed for lut. Ved at skubbe øverste manual 1 cm ind kobles de to manualer sammen, således at alle 3 registre kan spilles fra nederste manual. Dette er den almindelige disposition for store cembaloer fra det 18. årh, med undtagelse af Spanien, Portugal og Italien, hvor der kun er bevaret ganske få tomanuals instrumenter og de derfor må betragtes som usædvanlige.
Der findes enkelte eksempler på 3 manuals instrumenter. De fleste af dem af falsknerier fra det 19. årh. Det eneste bevarede instrument er bygget af Hieronymus Albrecht Hass i 1740 (privateje). Se video under eksterne henvisninger.
Stemning right|thumb|Gustav Leonhart (1921-2012) var en hollandsk cembalist, organist og musikforsker, og en af de ledende figurer i bevægelsen for indførsel af historisk opførselspraksis på originalinstrumenter Som alle andre strengeinstrumenter skal et cembalo stemmes, da ændringer i luftfugtighed bevirker, at klangbunden ændrer facon en lille smule og derved påvirker strengens længde. Det er nok til, at instrumentets stemning skal korrigeres. Et nyt instrument skal stemmes hyppigere, ofte ugentligt, mens et instrument, der er et par år gammelt, kan holde stemningen i længere tid. Før en koncert vil man altid stemme hele instrumentet. I en pause under koncerterten vil man tjekke stemningen og foretage små korrektioner. Stemningen foretages ved at dreje forsigtigt på stemmenaglerne med en stemmenøgle.
Alle cembalister må kunne stemme et cembalo, ikke kun pga. at det går ud af stemning, men fordi det skal stemmes på forskellig måde afhængig af det repertoire, der skal fremføres. Se uddybende artikel om temperament.
Undervisningsbøger i cembalospil indeholdt i det 17. og 18. årh. ofte metoder til stemning af instrumentet.
Kammertonen i rennæssancen og barokken var ikke standadiseret men som oftest lavere end i dag, hvor a1 normalt er 440Hz. Ved opførelse af tidlig musik anvender man i dag generelt en kammertone som er en ½ tone lavere, dvs. a1 = 415,3Hz. I visse tilfælde endda en hel tone lavere: 392Hz. Med den lavere kammertone klinger musikken ofte nærmere det leje den var skrevet for.