Slaget om Monte Cassino (også kendt som Slaget for Rom eller Slaget om Cassino) var en serie på fire slag under 2. verdenskrig udkæmpet af de Allierede, der havde det formål at gennembryde Gustav-linjen og erobre Rom.

I begyndelsen af 1944 blev den vestlige halvdel af Gustav-linjen fastholdt af tyskerne, som holdt Rapido, Liri og Gariglianodalene og forskellige omkringliggende bjergtoppe og højdedrag, men ikke det historiske kloster på Monte Cassino, som var grundlagt i 524 af Sankt Benedikt, selv om de havde forsvarsstillinger placeret på de stejle skråninger nedenfor klosterets mure. Den 15. februar blev klosteret, som lå højt oppe på en bjergtop med udsigt til byen Cassino, ødelagt af amerikanske B-17, B-25 og B-26 bombefly. Bombardementet skyldtes frygt for, at klosteret blev brugt som udkigspost for Aksemagternes forsvarere (denne holdning ændredes med tiden til en indrømmelse af, at der ikke var stationeret tyske tropper dér). To dage efter bombardementet strømmede tyske faldskærmstropper ind i ruinerne for at forsvare dem. Fra 17. januar til 18. maj blev stillingerne på Gustav-linjen angrebet fire gange af allierede tropper. Disse operationer medførte allierede tab på over 54.000 og 20.000 tyskere.

Baggrund Den allierede landgang i Italien i september 1943 med to allierede hære under overkommando af general Sir Harold Alexander blev fulgt af en fremrykning nordpå ad to fronter, én på hver side af den centrale bjergkæde Appenninerne, som udgør rygraden af Italien. Mod vest rykkede den 5. amerikanske armé under generalløjtnant Mark Clark nordpå fra hovedbasen ved Neapel, og i øst rykkede general Sir Bernard Montgomerys 8. britiske armé op langs Adriaterhavets kyst.

5. armé kom kun langsomt frem, da terrænet var vanskeligt, vejret var vådt, og tyskerne gennemførte et dygtigt forsvar. Tyskerne havde forberedt adskillige forsvarslinjer, som var udformet, så de kunne påføre de Allierede mest mulig skade, hvorefter de trak sig tilbage til den næste linje og skaffede sig derved tilstrækkelig tid til at bygge en virkelig stærk forsvarslinje – Gustav-linjen – syd for Rom. Den oprindelige vurdering, som sagde, at Rom ville været faldet i oktober, viste sig alt for optimistisk.

Selv om Gustav-linjen var blevet gennembrudt af briterne i øst, og Ortona var erobret, var fremrykningen gået i stå da vinterens snestorme begyndte i slutningen af december, hvilket gjorde det umuligt at få nærstøtte fra luften og at bevæge sig i det forrevne terræn. Vejen til Rom østfra langs hovedvej 5 var således udelukket som en mulighed og efterlod kun vejene fra Neapel, hovedvej 6 og 7, som muligheder. Hovedvej 7, den gamle romerske Via Appia, gik langs vestkysten, men syd for Rom passerede den de pontinske sumpe, som tyskerne havde oversvømmet. Hovedvej 6 gik gennem Liridalen. Den sydlige adgang til denne dal var domineret af bjergmassivet bag byen Cassino. Fremragende observationsposter fra adskillige bjergtoppe gjorde det muligt for de tyske forsvarere at opdage allierede bevægelser, forhindre enhver fremrykning nordpå og dirigere artilleribeskydning mod de allierede enheder. På tværs af den allierede fremrykningslinje løb floden Rapido, som havde sit udspring i de centrale Appenniner, løb gennem Cassino og over indgangen til Liridalen (hvor Liri løb ud i Rapido) hvorefter den skiftede navn til Garigliano (ofte benævnt "Gari" af de Allierede) og fortsatte ud til havet. Med dens stærkt befæstede stillinger i bjergene, vanskelige flodovergange (udover at vandet i floden løb hurtigt, havde tyskerne midlertidigt ændret flodens løb ved indgangen til dalen, så den oversvømmede dalens bund og gjorde jordbundsforholdene yderst vanskelige for enhver angriber), udgjorde Cassino hjørnestenen i Gustav-linjen den kraftigste af de forsvarsstillinger, der dannede vinterlinjen.

På grund af den historiske betydning af det benediktinske kloster havde den tyske øverstkommanderende i Italien, feltmarskal Albert Kesselring i december 1943 givet ordre til ikke at inddrage selve klosteret i den tyske forsvarsstilling og meddelte dette til de Allierede. Det er fortsat kontroversielt, i hvilket omfang denne ordre blev fulgt.

Nogle allierede rekognosceringsfly rapporterede, at de kunne se tyske tropper inde i klosteret. Der var en udmærket udsigt over de omkringliggende bjerge og dale, og det var således et oplagt sted for de tyske artilleriobservatører. Det, som står klart, er, at da først klosteret var blevet ødelagt, blev ruinerne besat af tyskerne, som udnyttede dem til at bygge forsvarsstillinger. I den sidste ende var argumentet for at ødelægge klosteret imidlertid, at det udgjorde en potentiel trussel – reel eller tænkt – mere end om det rent faktisk var besat eller ej.

Første slag Planer og forberedelse Den 5. amerikanske armés leder, general Clark, havde planlagt, at 10. britiske korps i venstre del af den 30 km brede front skulle angribe den 17. januar 1944 over Garigliano nær kysten (5. og 56. infanteridivision). 46. division skulle angribe om natten den 19. januar over Garigliano nedenfor udløbet af Liri som støtte til hovedangrebet fra 2. amerikanske korps på deres højre side. Det centrale hovedangreb fra 2. amerikanske korps skulle begyndte den 20. januar med 36. infanteridivision, som foretog et angreb over den vandrige Rapido 8 km nedenfor Cassino. Samtidig skulle det franske ekspeditionskorps under general Alphonse Juin fortsætte sit "højre hook" i retning af Monte Cairo, som udgjorde forbindelse mellem Gustav og Hitler-linjen. I virkeligheden troede Clark ikke, at der var meget håb om et hurtigt gennembrud,E.D. Smith, The Battles for Monte Cassino, s. 26. men han mente, at angrebene ville trække tyske reserver væk fra området ved Rom i tide før landgangen ved Anzio hvor 6. amerikanske korps (1. britiske og 3. amerikanske infanteridivision) skulle overraske de tyske forsvarere den 22. januar. Han håbede, at landgangen ved Anzio ved hjælp af overraskelse og hurtig fremrykning ind i landet til Albanerbjergene, som kontrollerer både hovedvej 6 og 7, ville true de tyske forsyningslinjer, så de tyske hærchefer valgte at trække sig tilbage fra Gustav-linjen til stillinger nord for Rom. Mens dette ville have været i overensstemmelse med den tyske taktik i de forudgående tre måneder, havde de Allieredes efterretningstjeneste ikke forstået, at strategien med at gennemføre en kæmpende tilbagetrækning kun havde haft til formål at skaffe tid til at forberede Gustav-linjen, hvor tyskerne havde til hensigt at holde fast. Efterretningsvæsenets vurdering af de Allieredes udsigter var derfor alt for optimistiske.E.D. Smith, s. 27.

thumb|right|350px|Første slag: Angrebsplan. 5. armé var først nået frem til Gustav-linjen den 15. januar efter at have brugt 6 ugers hårde kampe på at rykke de sidste 11 km gennem stillingerne i Bernhardt-linjen, hvilket havde kostet dem et tab på 16.000 døde og sårede.Fred Majdalany, Cassino: Portrait of a Battle, s. 30. Den havde dårligt nok tid til at forberede det nye angreb, for ikke at tale om den hvile og reorganisering, som den havde hårdt brug for efter tre måneders udmattende kampe nordpå fra Neapel. Da de allierede stabschefer kun kunne undvære landgangsfartøjerne indtil starten af februar, måtte landgangen ved Anzio foretages i slutningen af januar samtidig med et angreb mod Gustav-linjen tre dage før.

Første angreb: 10. korps på venstre fløj, 17. januar Det første angreb blev sat ind den 17. januar. Det britiske 10. korps (56. og 5. division) krydsede floden Garigliano nær kysten (efterfulgt to dage senere af den britiske 46. division på deres højre side), hvilket gav den tyske chef for 14. panserkorps, general von Senger, som også havde ansvaret for forsvaret af Gustav-linjens sydvestlige del, alvorlige bekymringer m.h.t. om den tyske 94. infanteridivision kunne holde linjen. Som svar på Sengers bekymringer beordrede Kesselring den tyske 29. og den 90. pansergrenaderdivision frem fra området ved Rom for at yde forstærkning. Der var været spekuleret over, hvad der kunne være sket, hvis 10. korps havde haft tilstrækkelige reserver til at udnytte sin fremgang og fremtvinge et afgørende gennembrud. Korpset havde ikke ekstra folk, men der ville bestemt have været tid til at ændre den overordnede slagplan og opgive eller modificere angrebet i centrum fra 2. amerikanske korps for at skaffe folk til at gennemtvinge en afgørelse i syd, inden de tyske forstærkninger kunne nå frem. Imidlertid forstod hovedkvarteret for 5. armé ikke, hvor svækket den tyske stilling var, og planen forblev uændret. De to divisioner fra Rom ankom den 21. januar og stabiliserede den tyske stilling i syd. På et punkt havde planen virket, idet Kesselrings reserver var blevet trukket sydpå. De tre divisioner i 10. korps havde tab på 4.000 mand under det første slag.Majdalany, s. 90.

Hovedangrebet: 2. amerikanske korps i centrum, 20. januar Det amerikanske fremstød i centrum blev indledt af 36. division tre timer efter solnedgang den 20. januar. Den manglende tid til at forberede angrebet betød, at fremrykningen til floden fortsat var farlig på grund af, at miner og fælder ikke var ryddet væk, og det yderst vanskelige forehavende med at krydse en flod under fjendtlig ild var ikke tilstrækkeligt planlagt og øvet. Selv om en bataljon af 143. regiment havde held til at krydse Rapido syd for San Angelo og to kompagnier af 141. regiment nord for, var de isoleret det meste af tiden, og på intet tidspunkt lykkedes det at få allierede kampvogne over floden, hvorved de var yderst sårbare overfor tyske modangreb med kampvogne og selvkørende kanoner fra general Rodts 15. pansergrenaderdivision. Den sydlige gruppe blev tvunget tilbage over floden midt på morgenen den 21. januar. Generalmajor Geoffrey Keyes, som havde kommandoen over 2. korps, pressede generalmajor Fred Walker i 36. division til straks at forny angrebet. Igen angreb de to regimenter, men uden større succes mod den velforskansede 15. pansergrenaderdivision: 143. regiment fik det, der svarer til to bataljoner, over floden, men der var stadig ingen panserstøtte, og de blev frygtelig tilredt, da dagslyset kom den følgende dag. 141. regiment krydsede også floden med en styrke på to bataljoner, og trods mangel på panserstøtte lykkedes det dem at trænge 1 km frem. Da det blev lyst, blev de også mejet ned, og om aftenen den 22. januar var regimentet så godt som udslettet, da blot 40 mand nåede tilbage til de allierede linjer. Angrebet havde været et kostbart nederlag, da 36. division mistede 2.100E.D. Smith, s. 59. mand, dræbte, sårede og savnede på 48 timer.

2. Korps forsøger nord for Cassino: 24. januar thumb|right|350px|Første slag: Nordlige sektor i perioden 24. januar - 11. februar 1944. Det næste angreb blev indledt den 24. januar. Det amerikanske 2. korps med 34. infanteridivision under generalmajor Charles W. Ryder var i spidsen for angrebet med franske kolonistyrker på dens højre flanke og angreb over den oversvømmede Rapido-dal nord for Cassino og ind i bjergene bag den med den hensigt at dreje mod venstre og angribe Monte Cassino fra det højereliggende område. Mens overgangen over floden ville blive lettere, da man kunne vade over Rapido ovenfor Cassino, betød oversvømmelserne, at bevægelser på vejene på begge sider af floden var meget vanskelig. Kampvogne kunne således kun køre på veje, som var dannet af stålmåtter, og det krævede otte dages blodige kampe for 34. division at trænge general Francks 44. tyske infanteridivision tilbage og etablere et fodfæste i bjergene.

Fransk korps stoppes på højre fløj