Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, også kaldet Habsburgske monarki eller Donaumonarkiet, er benævnelsen på den stat som bestod af kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn, som var forenet i en personalunion i årene 1867-1918. Hele det officielle navn lød Die im Reichsrat vertretenen Königreiche und Länder und die Länder der heiligen ungarischen Stephanskrone.
Til den østrigske del hørte de Habsburgske Arvelande, Bøhmen, Mähren, Østrigsk Schlesien, Galicien og Lodomerien, Bukovina, Salzburg, Slovenien og de kroatiske landsdele Istrien og Dalmatien. Det egentlige Ungarn, som omfattede det nuværende Slovakiet, udgjorde sammen med Siebenbürgen (Transsylvanien) og de kroatiske landsdele Slavonien og Centralkroatien den ungarske del af riget. Bosnien-Hercegovina var fra 1908 styret af Østrig og Ungarn i fællesskab, et såkaldt kondominium.
På en strækning udgjordes grænsen mellem de to rigsdele af floden Leitha, af hvilken grund de østrigske rigsdele også kaldtes Cisleithanien og de ungarske rigsdele kaldtes Transleithanien. Udgangspunktet for denne opdeling i på denne side (Cis-) og på den anden side (Trans-) var naturligvis Wien.
Baggrunden for dannelsen af personalunionen var et kompromis (tysk: Ausgleich) mellem tyskerne i Østrig og magyarerne i Ungarn. Selv om tyskerne udgjorde mindre end halvdelen af befolkningen i Østrig og magyarerne tilsvarende i Ungarn, havde de to grupper kontrol over de andre folkeslag i områderne, nemlig slovenere, tjekker, polakker og rutenere i Østrig og slovakker, kroater, serbere og transsylvanere i Ungarn, som stort set udgjorde underklassen i landet, og som af den tyske og ungarske befolkning blev set på som barbarer uden kultur.
De østrigske og ungarske dele af personalunionen var ellers ligestillede, de havde deres egne parlamenter og forfatninger og brugte deres egne sprog, og blandede sig ikke i hinandens anliggender. De var kun knyttet sammen gennem deres fælles hersker.
Befolkning
thumb|right|350px|Den etniske sammensætning.
Østrig-Ungarn havde i 1910 en yderst sammensat befolkning:Jensen, s. 3 12,0 mio. tyskere 10,1 mio. ungarere 4,0 mio. russere og rutenere 5,0 mio. polakker 8,4 mio. tjekker og slovakker 5,7 mio. serbere, kroater og slovenere 0,7 mio. italienere 2,3 mio. øvrige
Den befolkningsmæssige sammensætning fik stor betydning for opløsningen af det Østrig-ungarske dobbeltmonarki, idet der fra midten af 1800-tallet var en voksende national bevidsthed og samtidig en panslavisk bevægelse, der sigtede mod en frigørelse af de slaviske befolkningselementer fra den tysksprogede overhøjhed.Jensen, s. 6f
Geografi Administrativ inddeling og lande højre|350px|Karte Österreich-Ungarns Cisleithanien 1. Böhmen 2. Bukovina 3. Kärnten 4. Krain 5. Dalmatien 6. Galicien og Lodomerien 7. Østrigske kystland (det fælles forvaltningsområde for Görz, Trieste og Istrien) 8. Österreich unter der Enns eller Niederösterreich 9. Mähren 10. Salzburg 11. Østrigske Schlesien 12. Steiermark 13. Tyrol 14. Österreich ob der Enns eller Oberösterreich 15. Vorarlberg Transleithanien 16. Ungarn med Vojvodina og Siebenbürgen 17. Kroatien og Slavonien 18. Bosnien og Hercegovina + Cisleithanien 1910 Land Hovedstad (Indbyggertal) Areal (km²) Indbyggertal Kongeriget Böhmen Prag (224.000) 51.9486.769.000 Kongeriget Dalmatien Zadar (14.000)12.833646.000 Kongeriget Galicien og Lodomerien Lemberg (206.000)78.4938.025.000 Ærkehertugdømmet Niederösterreich Wien (2.031.000)19.8223.532.000 Ærkehertugdømmet Oberösterreich Linz (71.000)11.981853.000 Hertugdømmet Bukovina Czernowitz (87.000)10.442800.000 Hertugdømmet Kärnten Klagenfurt (29.000)10.327396.000 Hertugdømmet Krain Ljubljana (47.000)9.955526.000 Hertugdømmet Salzburg Salzburg (36.000)7.153215.000 Hertugdømmet Schlesien Opava (31.000)5.147757.000 Hertugdømmet Steiermark Graz (152.000)22.4261.444.000 Markgrevskabet Mähren Brno (126.000)22.2222.622.000 Fyrstelige grevskab Tyrol Innsbruck (53.000)26.683946.000 Østrigsk-illyriske kystland Trieste (161.000)7.969895.000 Vorarlberg Bregenz (9.000)2.601145.000+ Transleithanien 1910 Land Hovedstad(Indbyggertal) Areal (km²) Indbyggertal Kongeriget Ungarn Budapest (882.000)282.29718.265.000 Kongeriget Kroatien og Slavonien Zagreb (80.000)42.5342.622.000 Fiume med omland Rijeka (39.000)2148.800+ Under begge rigsdeles fælles forvaltning 1910 Land Hovedstad (Indbyggertal) Areal (km²) Indbyggertal Bosnien-Hercegovina Sarajevo (52.000)51.0821.932.000
Sammenligning med nutiden
I sammenligning med nutidens politiske kort har hele eller dele af nedenstående i dag selvstændige lande under dele af sin historie været en del af Østrig-Ungarn.
Bosnien og Hercegovina Italien Kroatien Montenegro Polen Rumænien Serbien Slovakiet Slovenien Tjekkiet Ukraine Ungarn Østrig
I sammenligning med nutidens politiske kort har hele eller dele af nedenstående i dag eksisterende områder under dele af sin historie været en del af Østrig-Ungarn.
Bukovina (Rumænien, Ukraine) Galizien (Polen, Ukraine) Kotorbugten (Kroatien, Serbien) Sydtyrol (Italien) Transsylvanien (Rumænien) Trieste og mindre områder i det østligste Italien. Vojvodina (Serbien)
Parlament og politik
Det østrig-ungarske parlamentJensen, s. 24 var omkring 1900 et typeeksempel på den politiske hårdknude, der opstår, når fløjpolitiske og nationalpolitiske bevægelser krydser hinanden. Den daværende partigruppering så i hovedtræk således ud: Højreblokken: Ungtjekkiske klub: 61 medlemmer Polske gruppe: 59 medlemmer Slavisk-kristelige forbund (slovener m.fl.): 34 medlemmer Katolske folkeparti (tyske alpeområder m.v.): 27 medlemmer Tjekkisk-konservative jordadel: 19 medlemmer Klerikale (kirkelige) centrum: 5 medlemmer Rumæner: 5 medlemmer Centrumblokken: Italienske klub: 19 medlemmer Polsk-kristelige folkeparti: 4 medlemmer Venstreblokken: Tyske folkeparti: 40 medlemmer Tyske fremskridtsparti: 35 medlemmer Forfatningsforsvarende (tyske) jordadel: 28 medlemmer Kristeligt-sociale (antisemitter): 27 medlemmer Socialdemokrater: 15 medlemmer Frie tyske forbund: 10 medlemmer Schönerer-gruppen: 6 medlemmer Polske folkeparti: 4 medlemmer Uafhængige rutener: 2 medlemmer
Med denne sammensætning var ethvert parlamentarisk virke i traditionel forstand umuligt. En samtidig,Jensen, s. 24-27. Det er vist en af de mest underholdende beskrivelser, der nogen sinde er givet af et parlament. Enhver lighed med et nuværende parlament er ganske tilfældig (eller måske ikke) yderst farverig, fremstilling beskriver forholdene således:
"Det hovedsagelige bånd, der sammenbinder venstre, er tyskheden, hvilken da også i oprørte tider befindes at have stor kraft. Men denne tyskhed er stærkt splittet i smågrupper, som strides om ledelsen, og den indeholder så stærkt adskilte, uforsonlige elementer som fideikommisærer, antisemitter og socialdemokrater. En samvirken af en sådan koalition er i længden helt umulig."
Fraset nogle "vilde" (dvs. løsgængere) på begge fløje – deriblandt den fremtrædende socialpolitiker Ferdinand Kronawetter i Wien – samt fraset den besynderlige centrumbloks vaklen mellem begge sider, har det slavisk-klerikale højre en overvægt af en flok stemmer, og dets sammensætning er mindre unaturlig. Højre beherskes af to store principper: den slaviske solidaritet (=tyskhad) og den katolske klerikalisme, som fra den tyske lejr har lokket næsten 30 overløbere. Den pavelige kirke er en vældig, sammenholdende magt, og selv den partipolitiske panslavinisme kan under sprogfejderne udrette vidunderlige ting.
Længst til højre sidder polakkernes tætte falang. Der findes næppe nogen arvtagere af lysende historiske navne, men desto mere af den nyadlede bourgeosi, scartabella, som med guld og forgyldning har adlet sit stamtræ og som suger sin fede most ud af petroleumsbrønde og destilleringsfade. Deres nærmeste naboer er de ligeså talrige ungtjekker, der kalder sig selv radikale og for ikke længe siden lyst i band af regeringen. Nu fortiden kurtiserer de regeringen for at få pladser blandt ministerporteføljerne og på rigspresidiets tre stole; de har gode talere, fx Pacak, Herold, Kramarz, Engel m.fl., men er rede til at sælge folkedannelsen til den katolske kirke mod en bøhmisk kongetitel og har i fristelsens stund ikke kunnet modstå det selviste magtbegær.
I midten og på venstre side af rigsdagsbænkenes fjedre udbreder sig det tyske sprogelement, skiftende i alle regnbuens farver, her og der afbrudt af de pletter, som dannes af den tjekkiske højadel, sydslaver og italienere. Adskillige bænke fyldes af den tyske Grossgrundbesitz, en Auersperg, Kielmansegg, Spens, Stürghk m.fl.; de tilhører for nærværende hans majestæt kejserens mest trofaste opposition, men vogter sig som "forfatningstrofaste" repræsentanter for den første valkurian at drive oppositionen for langt, derudi lig sine tjekkiske standsbrødre, fyrst Friedrich Schwarzenberg & Co. Ved siden af nogle klerikale med frodige maver, indskrumpede kinder og bløde rygge mærkes en gruppe landmænd i sorte langfrakker ved vejrbidt, solbrændt åsyn – det er det katolske folkeparti, robuste bønder fra Oberøsterreich, Salzkammergut og det hellige Tyrol; fortsat sovende og drømmende om Østrig som et helligt romersk rige, står de ej tilbage for et sydslavisk folkebrødrelav – ad majorem Leonis gloriam. Deres enfoldighed er stor, men deres snedighed måske større.
På den fjerneste rads to bænke huserer et lille tysk parti, som derimod fortsat fantaserer om Østrig som det tyske rige og som har taget den tyske patriotisme i entreprise. Partiet har fortsat navn efter sin herre og mester, den sit adelsdiplom fortabte slotsherre af Rosenau, Georg Schönerer, en vel polstret figur hvis røde, blussende kinder sladrer om både vinproduktion og vinkomsumption. Hele rigsdagspartiet kan rummes i en droske men skriger og larmer ligeså meget som alle de andre tilsammen.
Det yderste venstre optages af begge de radikale socialisters poler: de kristeligt sociale og socialdemokraterne. De førstnævnte ... ser virkeligt ud af hvad, de er: udannede borgere – lige fra den elegant klædte prins Alois Liechtenstein ned til Strobach, en husejer med udseende som en portvagt (Hausbesorger) – socialdemokraterne tilbyder også interessante personligheder, thi deres fornemmeste tyske folkeledere, Pernerstofer, Ellenbogen og Adler, er indtil videre besejret af den antisemitiske liga i hovedstaden. En lysende undtagelse er den unge Saszynski; han skriger ikke som de andre, men når han taler – og det gør han ofte – er der ligeså stille i salen, som når Bebel med udstrakt næve søger at samle sit brænde blandt den tyske rigsdags træhoveder."
Ministre
Fælles udenrigsministre De habsburgske arvelande fik deres egen udenrigsminister i 1700-tallet. Østrig-Ungarn fortsatte med at have fælles udenrigsministre til 1918.
1753 – 1792: Wenzel Anton von Kaunitz 1793 – 1800: Franz Maria von Thugut 1809 – 1848: Klemens Wenzel von Metternich 1912 – 1915: Leopold Berchtold
Ministerpræsidenter i østrigske del af riget
1911 – 1916: Karl von Stürgkh (kejser Franz Joseph 1.s næstsidste østrigske regeringsleder) oktober – november 1918: Heinrich Lammasch (kejser Karl 1.s sidste østrigske regeringsleder)
Historie thumb|Den østrigske kejserkrone. thumb|Fremstilling af forbindelsen mellem Ungarn og Kroatien forenet under Stefanskronen omkring 1860. Østrig-Ungarns historie var fuld af indre spændinger og ydre pres.