thumb|350px|Middelhavsområdet under kejser Justinian († 565)
Spørgsmålet om antikkens slutning har i århundreder beskæftiget de lærde. I ældre forskning blev antikkens slutning ofte dateret til rigsdelingen 395 – eller med afsættelsen af den sidste vestromerske kejser Romulus Augustulus 476, med nederlaget i Syagrius mod Klodevig 486 eller sat til året 529 hvor det første benediktinerkloster blev grundlagt og det platonske akademi i Athen blev lukket af Justinian 1. I forskningstraditionen inden for de sidste årtier har det vist sig meningsfuldt at datere noget senere: den østromerske kejser Justinians død 565, longobardernes indfald i Italien 568 eller den islamiske ekspansions begyndelse 632.
Periodisering Generelt At ville bestemme en afslutning på antikken fører som alle periodiseringer til problemer. Enhver fastlæggelse af et "sluttidspunkt" er til en vis grad vilkårlig da den er afhængig af hvilke fænomener der anses for væsentlige for antikken. Således kan for eksempel Middelhavsområdets kulturelle og politiske enhed, den etniske dominans af grækere og romere, et økonomisk system baseret på slaveri (en ansats der næsten kun antages af marxistiske forskere, som imidlertid overså at slaveri også var vidt udbredt i middelalderen), en bestemt dannelsestradition eller det polyteistiske hedenskab betragtes som karakteristisk for denne epoke. Derudover er det af betydning hvilken region man her i tankerne, da ikke alle udviklinger indtrådte overalt – henholdsvis på samme tid. En objektiv definition er derfor næppe mulig. Desuden er epoker ifølge nærmest samstemmende overbevisning hos dagens historikere kun konventioner eller forenklinger for at ordne historiens ellers uoverskuelige stofmængde. Den italienske filosof Benedetto Croce (1866–1952) mente sågar at de blot var af mnemoteknisk interesse. Dertil kommer at historiske ombrydninger, der i tilbageblik lader sig udmønte eller sammenfatte i epokegrænser, ikke nødvendigvis blev opfattet sådan af de samtidige, da det ofte først er senere generationer der kender følgerne af bestemte begivenheder og erkender årsagssammenhænge og er i stand til at fremstille disse.
Kontinuitet thumb|200px|Den senantikke filosof Boëthius († 525) gælder som den "sidste romer" 200px|thumb|upright=1.5|Med Herakleios sluttede den senantikke fase i det byzantinske rige
Fastlæggelsen af et sluttidspunkt for antikken vanskeliggøres især af at senantikken må anses for en overgangsperiode. Senantikken som oldtidens sidste afsnit udgør i sig selv en slags "antik efter antikken". På den ene side var der tale om en endnu tydelig kontinuitet tilbage til den tidligere antik, på den anden side aftegnede middelalderens verden sig imidlertid allerede. Disse to epoker var især forbundet gennem samfundets sammenknytning (ty. Verklammerung) med den kristne kirke der satte sig igennem fra 4. til 6. århundrede. Kulturelt adskiller senantikken sig fra middelalderen især derved at i det mindste den dannede overklasse endnu havde adgang til den klassiske tradition (paideia) som det endnu i 6. århundrede er bevidnet af senantikke forfattere som Boëthius, Corippus, Prokopios fra Cæsarea og Agathias.Se tillige afsnittet Kulturelt liv i senantikken. Med Cassiodor († 583) begyndte overgangen fra antikken til middelalderens monastiske bogproduktion. Først i den karolingiske renæssance blev der igen kopieret klassiske tekster som havde overlevet nedgangen i litteraturen.
I øst kom det ikke til et lige så radikalt brud med den antikke tradition som i vest. Det østromerske hhv. byzantinske rige eksisterede endnu til Konstantinopels fald i 1453. Byzantinistik omfatter eller betegner derfor omtrent det samme tidsrum, som i det vestromerske rige regnes for senantikken – også som tidlig-byzantinsk. For den østlige del har begge betegnelser stort set samme betydning. Imidlertid er der også i østen betragtelige forskelle mellem tilstandene i 4. til 6. århundrede og den efterfølgende middel- og senbyzantiske tid. I østriget er der foruden den arabiske ekspansion også den endegyldige fortrængning af latin med græsk som embedssprog omkring 625 at betragte som et afgørende indsnit. Begge begivenheder fandt sted under kejser Herakleios hvorfor antikkens slutning i de sidste år tiltagende er blevet forbundet med ham. Kort tid senere ændredes grundlæggende også den politiske struktur i det tilbageværende rige, og det mistede sin senromerske karakter.
Det germanerrige, der i 5. og 6. århundrede var fulgt efter det vestromerske rige, accepterede i reglen endnu længe østromersk overhøjhed. Deres herskere stræbte efter kejserlig anerkendelse og tildeling af romerske titler. Suverænitet kunne til ind i 6. århundrede kun kejseren og sassanidernes storkonge påberåbe sig; kun de havde ret til at få deres portræt præget på mønter: endnu i 6. århundrede satte de fleste germanerhøvdinge kun deres eget portræt på sølvmønter. Alt dette ændrede sig først grundlæggende i 7. århundrede da den østromerske kejser på grund af angreb fra persere og arabere var blevet for svækket til at være aktiv i vesten. Den arabiske invasion ødelagde endegyldigt den ganske vist kun betingede enhed i middelhavsområdet. Også kontakten mellem Konstantinopel og vesten svækkedes nu betydeligt, og fjernhandelen brød i stor udstrækning sammen.
Overgangen thumb|200px|Med antikkens afslutning var det også slut for tiden med polis. Her Akropolis, Athen
Arabernes angreb fremskyndede i Østrom undergangen for det senantikke senatsaristokrati og førte til en udstrakt tilbagegang for den antikke dannelse. Rigets vidtgående militære og økonomiske sammenbrud efter 636 bragte også med sig den endegyldige afslutning på den klassiske by, polis, som havde præget middelhavsområdet siden arkaisk tid (ca. 700 til ca. 500 f.Kr). I stedet udviklede mange byer sig til fæstningsbyer (kastron). Udviklingen af den byzantinske temaordning (byzantinsk forvaltning), der til slut førte til opløsningen af adskillelsen mellem militær og civil forvaltning, betød også på det administrative område til slut et tydeligt brud med den senantikke tradition.
Den "transformation", som forløb sammen med antikkens slutningTil "transformation" se evt. projektet "Transformation of the Roman World" under European Science Foundation, beskrivelse på var på mange måder forbundet med vold, ødelæggelse og økonomisk nedgang. dette her Bryan Ward-Perkins og Peter J. Heather betonet i deres nyeste fremstillinger, som til dels kan læses som et modudkast til repræsentanterne for nyfortolkningen hos Peter Brown og Averil Cameron.Bryan Ward-Perkins, The Fall of Rome and the End of Civilization; Peter J. Heather, The Fall of the Roman Empire. Ward-Perkins og Heather indrømmer dog at antikken i det romerske østen, der først oplevede et økonomisk forfald efter 600, har varet betydeligt længere end i vesten, hvor det i 400-tallet skulle være kommet til en "civilisationens ende" (Ward-Perkins).
Forskningslitteraturen har nu nået et omfang der knap lader sig håndtere. På mange punkter har det ikke været muligt at nå til enighed. Mange ældre opfattelser er nu uholdbare, og dog er det ofte ikke lykkedes at finde overbevisende alternativer. Til de især heftigt diskuterede spørgsmål tæller blandt andet dem der vedrører kejserdømmets sammenbrud i vest. Også Henri Pirennes opfattelse at Middelhavet som en enhed først ophørte i 7. århundrede, har stadig tilhængere.Til baggrund se Pirenne-tesen og Pirennes bøger Mohammed and Charlemagne (nyt engelsk oplag Dover, Mineola 2001, ) og Economic and Social History of Medieval Europe. Enkle svar og almengyldige udsagn er dog i lyset af den tiltagende forskning i senantikken næsten blevet umulig.
Antikkens slutning i de forskellige regioner thumb|200px|Britannien før de romerske troppers afrejse
Britannien I Britannien kan slutningen på det romerske overherredømme og dermed slutningen på antikken sættes til et relativt tidligt tidspunkt. Allerede 383, 401 og 407 blev store dele af de romerske tropper trukket tilbage. Da den vestromerske kejser Honorius overlod de romerske borgere på øen til deres skæbne, måtte de gribe til selvhjælp.Prokopios, Bellum Vandalicorum 1,2,31. Der findes enkelte indicier på at øen derefter endnu en gang kortvarigt kom under romersk herredømme – et ønske om hjælp til den romerske feltherre Aëtius 446 er således det sidste tegn på romersk tilstedeværelse i Britannien. Snart derefter forsvandt kristendommen også i mange regioner. I det magtvakuum som romerne efterlod, skete der en tilstrømning af især pikter fra det nordlige af øen. De angler, saksere og jyder, der omkring 440 (eller måske allerede tidligere, i slutningen af 4. århundrede) var blevet kaldt til hjælp af den romaniserede befolkning, rebellerede på et ukendt tidspunkt og tog efter lange kampe endelig landet i besiddelse, med undtagelse af Wales, Cornwall og Skotland.
Antikkens slutning var i Britannien som i det øvrige rige ikke nogen enkeltstående begivenhed, men en gradvis proces der dog med den romerske hærs rømning af øen i det mindste udgjorde en markant skillelinje. Imidlertid blev der i Wales endnu i 6. århundrede sat enkelte latinske indskrifter der sågar er korrekt dateret efter konsulat. Også litterære vidnesbyrd viser hen til at der endnu på dette tidspunkt bestod kontakter til middelhavsområdet. Den længe fastholdte antagelse af en pludselig slutning af antikken i Britannien kan vel ikke længere opretholdes, også selv om arkæologiske fund gør det nærliggende at der mange steder fandt en hurtig nedgang sted med hensyn på den materielle kultur.
Gallien Også i Gallien er antikkens slutning snævert forbundet med afslutningen af det romerske herredømme. Som dettes sidste repræsentant må vel anses magister militum Aegidius og hans søn Syagrius og muligvis også comes Paulus hvis præcise funktion dog er ukendt. Aegidius og Syagrius blev dog allerede af frankerne betragtet som "romerske konger".Gregor af Tours, Historiae 2,12; 2,27. At nu ikke længere kun germanske herskere antog romerske titlerSe opslaget Cursus honorum og evt. Ancient Roman titles , men at omvendt romerske statholdere optrådte med germanske titler, viser de ændrede magtforhold, også selv om den gallo-romerske kultur oplevede en sidste efterblomstring omkring 450. Syagrius anerkendte 476 ikke den nye herre i Rom, skireren Odoaker, og bad den østromerske kejser Zenon om hjælp. Denne var dog tilsyneladende ikke villig til eller ikke i stand til at sende hjælp til den sidste romerske repræsentant i Gallien. 486 erobrede til slut den frankiske konge Klodevig Syagrius' rige. Denne flygtede til vestgoterne, men blev snart derefter udleveret og dræbt af frankerne. At de galliske kristne accepterede Klodevig som afterfølger til de romerske herskere, markerer ifølge flere forskere slutningen på antikken i Gallien.Sml. Remigius von Reims i Monumenta Germaniae Historiae epp. 3,113. Andre lader derimod først den senantikke fase i Gallien slutte med Klotars død 561.
Hispania thumb|200px|Hispania omkring 565