thumb|Lande der har tiltrådt konventionen. Konventionen gælder også for Grønland. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 blev vedtaget i Europarådet for at beskytte menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder. Konventionen, hvis officielle navn er Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, trådte i kraft i 1953. Den blev samme år ratificeret af Danmark, og inkorporeret i dansk ret på lovtrin, dvs. hierarkisk under Grundloven, men på lige fod med vedtagne love, i 1992. Det er dog i Danmark blevet sædvane i dansk retspraksis i stadig større grad at anvende den Europæiske Menneskerettighedskonvention i retsskabende funktion og i lovgivningsprocessen end Grundloven.Morten Kjærum, Klaus Slavensky & Jens Vedsted-Hansen (red.), Grundloven og menneskerettighederne, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997, s. 15ff. .

Konventionen opretter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Enhver der føler at deres rettigheder beskyttet af konventionen er blevet overtrådt af en stat kan indbringe sagen for Domstolen, når de nationale klagemuligheder er udtømt. Domstolen kan fastsætte erstatninger. Stater kan også indklage andre stater, om end denne ret sjældent bruges.

De fleste af Europarådets medlemsstater har tiltrådt konventionen; de der ikke har, har forpligtet sig til at tiltræde konventionen ved først kommende lejlighed. Modsat FN's Menneskerettighedserklæring indeholder den ingen bestemmelser om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse blev behandlet i Den Europæiske Socialpagt fra 1961.

Konventionen er (som andre konventioner) en aftale mellem nationer indbyrdes og skaber ikke i sig selv forpligtelser på dansk grund uden om den danske lovgiver. Folketinget har imidlertid ved loven om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bestemt, at konventionen skal gælde som lov på dansk grund, hvorfor danske domstole kan dømme direkte efter den.

Konventionens indhold Konventionen har fem afsnit. De grundlæggende rettigheder og friheder er indeholdt i Afsnit I, der består af artiklerne 2 til 18. Oprindeligt etablerede Afsnit II (artikel 19) Kommissionen og Domstolen, Afsnit III (artikel 20-37) og IV (artikel 38-59) indeholdt den overordnede funktionsmåde for hhv. Kommissionen og Domstolen, og Afsnit V indehold forskellige afsluttende bestemmelser. Efter nedlæggelsen af Kommissionen ved tillægsprotokol 11 er kun afsnit vedrørende Domstolen tilbage; disse findes i afsnittene II og III.

Mange af artiklerne i Del I er struktureret i to dele; den første etablerer en grundlæggende ret eller frihed (som f.eks. Artikel 2 stk. 1, retten til liv), den anden indeholder forskellige undtagelser og begrænsninger (som f.eks. Artikel 2 stk. 2, som giver undtagelse for visse former for magtanvendelse med døden til følge).

Artikel 1 – Forpligtelse til at respektere menneskerettighederne Artikel 1 forpligter ganske enkelt de underskrivende parter til at "sikre enhver person under deres jurisdiktion" de rettigheder beskrevet i de andre artikler. I specielle tilfælde er "jurisdiktion" ikke begrænset til en stats eget territorium; forpligtelsen til at sikre rettighederne i Konventionen strækker sig også til fremmed territorium, som f.eks. et besat land hvor den givne stat effektivt udøver kontrol.

Artikel 2 – Ret til livet Artikel 2 beskytter enhver persons ret til sit liv. Artiklen indeholder undtagelser for lovlig henrettelse og død som følge af "magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige" under forsvar af sig selv og andre, arrestation af en mistænkt eller bekæmpelse af oprør og optøjer.

Undtagelsen for lovlige henrettelser er yderligere begrænset af protokollerne 6 og 13 (se nedenfor), for de parter der også har tiltrådt disse protokoller.

Artikel 3 – Forbud mod tortur Artikel 3 forbyder tortur, samt "umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf". Der er ingen undtagelser fra eller begrænsninger på denne ret.

Denne bestemmelse kan som regel, ud over tortur, anvendes på tilfælde af alvorlig politivold og dårlige forhold under tilbageholdelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har desuden fastslået at denne bestemmelse forbyder udlevering af en person til en fremmed stat hvis det er sandsynligt at han/hun vil blive idømt dødsstraf. Artiklen forbyder dog ikke i sig selv en stat at indføre dødsstraf inden for sit eget territorium. I dommen M og M mod Kroatien (10161/13) om en fars mishandling af sin datter præciserer Domstolen i pkt. 131-135, at psykisk og fysisk vold er ligestillede, og at handlinger, der får ofret til at føle frygt, pine og mindreværd er omfattet af art. 3, hvis disse handlinger ydmyger eller nedværdiger offeret i egne eller andres øjne.Croatian authorities failed to promptly investigate allegations of child abuse by a father or to hear the child’s view either in the criminal or custody proceedings M og M mod Kroatien på hudoc.echr.coe.int

Artikel 4 – Forbud mod slaveri Artikel 4 forbyder slaveri og tvangsarbejde, men undtaget fra dette forbud er værnepligt, samfundstjeneste, fængselsarbejde, tjenstgøring i nødstilfælde eller ulykker, samt "normale borgerpligter".

Artikel 5 – Ret til frihed og sikkerhed Artikel 5 giver enhver ret til frihed og personlig sikkerhed.

Frihed Artikel 5 giver ret til frihed, med lovlig arrestation eller forskellige specificerede former for tilbageholdelse som eneste undtagelse. Artiklen giver også ret til at blive informeret om grunden til arrestationen samt eventuelle anklager på et sprog man forstår, retten til hurtigst muligt at få prøvet arrestationen ved en domstol, og retten til erstatning hvis bestemmelsen overtrædes.

Personlig sikkerhed Begrebet "personlig sikkerhed" er endnu ikke blevet fortolket af domstolen. Det er imidlertid blevet behandlet af den canadiske højesteret modsat begrebet "frihed". I sagen J.G. mod ministeren for Sundhed og Samfundsservice (Minister of Health and Community Services) fandt retten at appellantens ret til personlig sikkerhed var blevet overtrådt af staten New Brunswick. Retten karakteriserede statens fjernelse af en persons barn som en alvorlig indblanding i en forælders psykologiske integritet. Det er derfor et ekstraordinært tiltag der kun kan anvendes i overensstemmelse med principperne for fundamental retssikkerhed samt, når dette ikke sker, en overtrædelse af retten til personlig sikkerhed.

Artikel 6 – Ret til retfærdig rettergang Artikel 6 giver en detaljeret ret til retfærdig rettergang, inklusive retten til en offentlig høring ved en uafhængig og upartisk domstol inden for rimelig tid, antagelse af uskyld indtil det modsatte er bevist, og andre minimumsrettigheder (passende tid og faciliteter til at forberede et forsvar, adgang til juridisk repræsentation, mulighed for at udspørge vidner, gratis tolkebistand).

Hovedparten af de overtrædelser af artikel 6, der indbringes for Menneskerettighedsdomstolen, vedrører langsommelig sagsbehandling, hvilket overtræder kravet om "rimelig tid" i civile og strafferetslige sager ved de nationale domstole, hovedsageligt i Italien og Frankrig. I Danmark afgjorde Østre Landsret i 2011 (U.2011.2460Ø), at en sagsbehandlingstid på 3½ år i en ukompliceret færdselssag udgjorde en krænkelse af artikel 6.Professor Palle Bo Madsen, Juridisk Institut, Aarhus Universitet: "Når erstatning er en menneskeret". Juristen nr. 09, 2011. Side 267 . Tilgået 2016-09-24. Dette medførte, at staten skulle afholde alle sagens omkostninger for begge retter, selv om landsretten stadfæstede byrettens dom om bødestraf og frakendelse af kørekort. På baggrund af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen må det konkluderes, at en sag ikke bør ligge stille mere end 9 måneder, idet der derefter vil kunne være tale om en krænkelse af artikel 6.

Med henvisning til bestemmelsen om "uafhængig domstol" har Domstolen afgjort at militære dommere i de tyrkiske statssikkerhedsdomstole er i uoverensstemmelse med artikel 6.

Til trods for mange nyansættelser i Domstolen lider EMD i 2012 under det paradoks, at EMD meget ofte selv overtræder artikel 6 ved at være for langsom med sagsbehandlingen.

Artikel 7 – Ingen straf uden retsregel I sit indhold er artikel 7 et forbud mod kriminalisering med tilbagevirkende kraft."Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 7: Ytringsfrihed ". echr.dk – Portal om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Cand.jur. Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen). Hentet 2016-09-24. Imidlertid bliver dens korte titel opfattet som en betydningsfuld del af artiklen.

Ingen straf uden retsregel Artikel 7 antages at inkorporere princippet om nulla poena sine lege, dvs. at man ikke kan straffes for en handling der ikke er defineret som kriminel. Det kræver at loven er klart verificérbar.

Forbud mod kriminalisering med tilbagevirkende kraft Artikel 7 forbyder kriminalisering af handlinger med tilbagevirkende kraft. Ingen kan straffes for en handling der ikke var kriminel da den blev udført. Artiklen siger at en handling kan være kriminel under enten national eller international lov, hvilket tillader en part at retsforfølge en anden for en handling der ikke var kriminel i den nationale lovgivning på det givne tidspunkt, hvis handlingen blot var forbudt efter international lovgivning – eller muligvis blot efter sædvane i international lovgivning. Artikel 7 forbyder også at straffe strengere end det var muligt på det tidspunkt, forseelsen blev begået.

Artikel 8 – Ret til respekt for privatliv og familieliv Artikel 8 giver enhver ret til respekt for "sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance", med begrænsninger der er "i overensstemmelse med loven" og "nødvendige i et demokratisk samfund". Denne artikel giver klart ret til frihed fra ulovlige ransagninger, men Domstolen har yderligere givet den beskyttelse af "privatliv og familieliv", der gives af denne artikel, en bred fortolkning, f.eks. ved at det er et brud på artiklen at lave nationale forbud mod private, frivillige homoseksuelle handlinger. Dette kan sammenlignes med forarbejder fra Den Amerikanske Højesteret, som også har anlagt en relativt bred fortolkning af retten til privatliv. Desuden giver artikel 8 i visse sammenhænge positive rettigheder: Hvor de klassiske menneskerettigheder er formuleret sådan, at staten skal undlade at gøre noget (f.eks. undlade at opdele en familie), kan menneskerettighederne også omfatte en forpligtelse for staten til aktivt at handle (f.eks. at gennemtvinge en fraskilt fars ret til samkvem med sine børn).

Artikel 9 – Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed Artikel 9 giver ret til frihed for tanke, samvittighed og religion. Dette indbefatter retten til at skifte religion eller overbevisning, samt til at følge sin religion eller overbevisning ved tilbedelse, undervisning, praksis og overholdelse, under visse begrænsninger der er "foreskrevet ved lov" og er "nødvendige i et demokratisk samfund".

Artikel 10 – Ytringsfrihed Artikel 10 giver ret til ytringsfrihed. Den kan dog nationalt underkastes begrænsninger, "som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed". Retten omfatter frihed til at have sin egen mening, samt at kommunikere og modtage information og idéer uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.

I modsætning til den danske grundlov giver EMRK også ret til at søge og modtage information. Fx er brugen af google.dk og wikipedia.org alene beskyttet af EMRK og ikke den danske grundlov.