Valencia CF (Spansk: València Club de Fútbol), er en spansk professionel fodboldklub fra byen Valencia, som spiller i den bedste spanske fodboldrække La Liga. Valencia CF er en af Spaniens største fodboldklubber gennem tiden, og har indtil 2016 været rangeret som det tredjebedste hold i hele Spanien. Mange store spillere har gennem tiden spillet for Valencia, som f.eks. David Villa, David Silva og Mario Kempes.
Klubbens hjemmebane er Mestalla, en af Europas mest mytiske stadions. Det har en kapacitet på 55.000 tilskuere (dog reduceret til 49.500 grundet slitage). Klubben er i færd med at bygge et nyt stadion med plads til 70.000 tilskuere som kommer til at hedde Nou Mestalla. Indvielsen har, grundet økonomiske problemer siden Finanskrisen 2007-2009, været udskudt i mange år, men er planmæssigt klar til at blive indviet til sommer 2027. Klubbens nuværende træner er Carlos Corberán.
Klubben har vundet La Liga 6 gange: (1941/42, 1943/44, 1946/47, 1970/71, 2001/02, 2003/04) og den spanske pokalturnering 8 gange: (1941, 1949, 1954, 1967, 1979, 1999, 2008, 2019). Derudover vandt Valencia CF UEFA-Cuppen i 2003/04 og har været i finalen i Champions League i 1999-00 og 2000-01. I "All-time La Liga Tabellen" lå Valencia C.F. nummer 3 indtil 2016, efter Real Madrid og Barcelona og foran klubber som Atlético Madrid, Athletic Bilbao og Sevilla FC. Hvis man kigger på internationale titler er FC Barcelona og Real Madrid de to eneste spanske hold der har vundet flere titler end Valencia.
Klubbens logo er en flagermus som var med fra starten i 1919 da klubben blev stiftet. Den eneste ændring er at ved dannelsen var flagermusen placeret over en bold. Logoet er siden blevet modificeret så flagermusen nu er placeret over våbenskjoldet i Valencia, samt teksten "Valencia C.F." frem for tidligere, "Valencia Club de Fútbol".
Historie
Stiftelsen
Den 18. marts 1919 på "Torino Bar" i Valencia, blev idéen om at skabe en fodboldklub til. Klubbens stiftende navn blev "Valencia Football Club". Klubbens første præsident, blev Octavio Augusto Milego Díaz.
Octavio Augusto Milego Díaz blev valgt tilfældigt da manden til posten som præsident blev fundet via “plat eller krone” metoden. Modkandidaten var Gonzalo Medina Pernás, som måtte tage til takke med rollen som sportslig ansvarlig. Milego og Medina arbejdede sammen i en lille virksomhed på Plaza de Barcelona i Valencia, som de også gjorde til klubbens hovedkontor. Det var dog svært og gøre opmærksom på byens nye klub, da aviserne ikke fokuserede meget på sport på denne tid. Valencia Football Club var dog ikke den første klub i Valencia. Klubber som Levante og Gimnástico var allerede etableret.
Den første tid Valencia Football Clubs første kamp blev spillet i Castellón den 21. Maj 1919 mod Gimnástico som vandt kampen 1-0. Valencia FCs historiske første startopstilling var med følgende spillere: Marco, Peris, Julio Gascó, Marzal, Llobet, Ferré, Fernández, Umbert, Martínez Ibarra, Aliaga og Gómez Juaneda.
Klubbens første stadion Algirós åbnede den 7. december 1919. Algirós var klubbens hjemmebane frem til 20. maj 1923 hvor de flyttede til det netop opførte Estadio Mestalla. Den første kamp her endte 0-0 i en kamp mod Castellón Castalia. De to hold spillede igen mod hinanden dagen efter og her vandt Valencia FC med 1-0. Herefter tog det fart, og i 1923, samme år som man havde taget Mestalla i brug, blev klubben også regionsmestre og kunne nu deltage i Copa del Rey for første gang i klubbens historie.
Klubben begyndte at levere fornemme resultater hvilket medførte at Valencia FC blev opfattet som hele byens klub. Fire år efter klubbens opståen var klubben allerede den værste modstander for resten af holdene i Spanien og fansene blev flere og flere. Klubbens fans savnede en rigtig rival at konkurrere med og det mundede ud i at klubben skiftede navn fra det oprindelige "Valencia Football Club" til "Valencia Club de Fútbol". Klubbens rival blev den 10 år ældre Valencia klub, Levante.
Klubbens oprindelige præsident Octavio Augusto Milego trådte tilbage og overlod klubben til Ramón Leonarte. Det var ham der som præsident købte jorden hvor Mestalla i januar 1923 blev opført. Grunden kostede 316.439 pesetas, som på den tid var en enorm stor sum. Derfor havde Leonarte da også taget lån i flere banker. Estadio Mestalla blev opført med plads til 17.000 tilskuere, og blev i 1927 udvidet så der var plads til 25.000 tilskuere.
I 1929 rykkede klubben op i den næstbedste division i Spanien. Klubben havde aldrig spillet på så højt plan før. Derfor var klubbens første kamp da også en historisk begivenhed. Kampen blev spillet hjemme på Mestalla den 17. februar 1929 hvor modstanderen var Oviedo og Valencia vandt kampen 4-2. I de følgende to år var klubben en del af toppen af Segunda Divisíon, og i 1931 vandt klubben række og sikrede sig dermed en historisk oprykning til den bedste række i Spanien. De følgende år brugte klubben på at etablerer sig i den bedste række og satsede så i stedet på at opnå succes i Copa del Rey.
Konsolideringen
Klubben leverede flotte resultater i pokalturneringen, og i 1934 kom Valencia helt til finalen i Copa del Rey, som man dog tabte. 3 år senere nåede klubben igen til finalen men måtte også her sande at det sidste held manglede. 1930'erne blev derfor nogle af mest betydningsfulde for klubben i sin hidtil korte historie, men 1940’erne skulle vise sig at blive nogle endnu bedre år for klubben.
Efter at have nået finalen i Copa del Rey to gange gennem 1930’erne kunne Valencia for første gang i 1941 selv stå som vinder. Klubbens første rigtig store titel var en realitet. Men hvis man troede at pokalfangsten stoppede her, tog man fejl. I de følgende 10 år vandt klubben 3 mesterskaber, det historiske første blev vundet i 1942.
Derudover vandt man Copa del Rey to gang, Supercopa de España en gang i en kamp som spilles mellem mester og pokalvinder. Derudover blev det foruden de 3 mesterskaber også til 2 andenpladser i ligaen i træk mellem 1947-1949. Dermed etablerede Valencia sig igennem 1940'erne som et spansk storklub og tophold qua resultaterne på banen kombineret med den stærke spillertrup klubben besad. 1950’erne bragte ikke hvad 1940’erne gjorde, men klubben vandt trods alt Copa del Rey endnu engang i 1954. Igen skulle der gå over 10 år uden et trofæ før klubben igen kunne lade sig hylde. Igen var der tale om sejr i Copa del Rey i 1967.
1970’erne startede på bedste manér da klubben for første gang i 25 år vandt ligaen i 1971. Året efter sluttede man på andenpladsen og fik dermed sølvmedaljer. 1970, 1971 og 1972 havde alle tilfældes at Valencia havde nået finalen i pokalturneringen, Copa del Rey. Desværre blev alle tre finaler i træk tabt. Herefter blev det da heller ikke til mange flere titler i de efterfølgende år, lige på nær at man i 1979 endelig igen selv kunne stå med pokalen i Copa del Rey.
To år forinden i 1977 havde den argentinske stjerneangriber Mario Kempes skrevet kontrakt med Valencia. Kempes blev yderst vellidt blandt fansene i kraft af sine utroligt mange mål i klubben. Han endte med at optræde i klubbens farver i to perioder. Kempes' første tid i klubben varede fra 1977-1981. Herefter skiftede han til Hércules hvor han spillede i to år, hvorefter han skiftede tilbage til Valencia. Her spillede han to sæsoner, og nåede dermed op på 6 sæsoner alt hos Valencia med 144 mål til følge. Han står nu derfor skrevet ind i historiebøgerne som kun én ud af fem Valencia spillere, der har scoret over 100 mål for Valencia.
Det store fald
I 1980’erne var der ikke meget og juble over og klubben vandt faktisk ikke et eneste trofæ i hele det årti. Dog er det værd og bemærke med danske øjne at klubbens første og hidtil eneste dansker kom til Valencia i 1981. Frank Arnesen var manden der var udset til at lukke det kæmpe hul Mario Kempes havde efterladt efter sin afsked med klubben. Frank Arnesen imponerede i sin første sæson i klubben og blev på kort tid en publikumsyndling i klubben. Desværre blev hans andet og sidste år i klubben delvist ødelagt af skader. Arnesens afsked efterlod en klub i frit fald. Siden da er Daniel Wass den eneste dansker, som har optrådt i klubben (2018 - ).
De to efterfølgende sæsoner klarede klubben skærene, men i sæsonen 1985/86 gik den ikke længere. Klubben rykkede klubben ned i Segunda Divisíon. Det var et hårdt slag for en klub af Valencias størrelse og kaliber, og efter 55 sæsoner i træk i den bedste spanske fodboldrække måtte klubben en tur ned i Segunda Divisíon.
Klubbens imponerende trofæsamling indeholdt på daværende tidspunkt: 4 mesterskaber, 5 Copa del Reys, 2 European Fairs Cups, 1 Cup Winners' Cup, 1 Supercopa de España og en historie fuld af store fodboldspillere af international klasse. Nedrykningen var den sørgeligste dag i klubbens historie. Det var dog ikke lang tid Valencia befandt sig i Segunda Divisíon.
Første sæson i Segunda Divisíon var nemlig ensbetydende med en sikker oprykning og på trods af klubbens tid i den næstbedste række blev antallet af medlemmer og sæsonkort forøget mens klubben befandt sig i den næstebedste række. Klubbens fans havde dermed demonstreret deres kærlighed til klubben.
Genopbygningen
Valencia brugte nu et par sæsoner på at genfinde fordums styrke men allerede i 1989 sluttede klubben på tredjepladsen og året efter på andenpladsen. Specielt sæsonen 1989/90 spillede Valencia smukt fodbold. Sæsonen 1991/92 var på mange måder et godt år. Klubben sluttede på fjerdepladsen i ligaen og nåede kvartfinalen i Copa del Rey.
Men klubben havde også fået styr på økonomien hvilket betød at klubben blandt andet kunne åbne Ciudad Deportiva de Paterna som var et splinternyt træningsanlæg med flotte faciliteter. Klubbens nye træner, hollænderen Guus Hiddink, havde fået styr på holdet og i sommeren 1992 hvor de Olympiske Lege blev afholdt i Barcelona, spillede Spanien's olympiske fodboldlandshold deres kampe på Valencia's hjemmebane, Estadio Mestalla.
Fra midten af 1990'erne og frem til årtusindeskiftet havde klubben moderat succes. Klubben begyndte at satse på spillere fra egne rækker hvilket viste sig at være en god idé. En spiller som Mendieta som havde været hele turen igennem ungdomsholdene gik hen og blev en stor lederskikkelse og drivkraft på holdet. Glorværdig periode Den 26. Juni 1999 vandt klubben for sjette gang Copa del Rey. Kampen blev spillet på det Olympiske Stadion i Sevilla og blev vundet med overbevisende 3-0 over Atletico Madrid.
Det vindende Valencia hold havde spillere som: Cañizares, Angloma, Djukic, Carboni, Mendieta, Milla, Ilie, Claudio López, Juanfran og Angulo. Dette var en stamme af spillere der holdt ved i mange år. I sommeren 1999 blev Hector Cúper udnævnt til ny cheftræner. Han var en forholdsvis ukendt argentiner der dog havde haft en pæn portion succes som træner på Mallorca.
I sin første sæson som cheftræner vandt Cúper og Valencia således Supercopa de España og sluttede som på tredjepladsen i ligaen. Skiftet fra det 20. Århundred til det 21. var virkelig sket på bedste vis. I det hele taget var tiden omkring årtusindeskiftet en god tid for Valencia. Klubben gik fra succes til succes, men manglede i nogle situationer det sidste held. Kulminationen på hele 1999/2000 sæsonen var Champions League finalen som klubben for første gang havde spillet sig i. Modstanderen var ligarivalen, Real Madrid. Datoen var d. 24. maj 2000 i Paris.
Valencia havde henrykket med flot angrebsspil kombineret med masser af mål scoret på kontraangreb. Specielt hjemmekampene i kvart- og semifinalen mod henholdsvis S.S. Lazio og FC Barcelona, blev slået med henholdsvis 5-2 og 4-1, og var imponerende kampe og nogle af mest mindeværdige i Champions Leagues historie. Der var dog aldrig tvivl om resultatet i finalen og Real Madrid kunne løfte ”pokalen med de store øre” efter en 3-0 sejr.
Spillerne kunne tage på en fortjent sommerferie i 2000, selvom at det var åbenlyst at mange af dem gerne havde set kronen på værket med en sejr i Champions League.