thumb|140px|Carl Vogt1817-95 thumb|140px|Rudolf Wagner1805-64 Materialismestriden var en kontrovers der blev ført i 1800-tallet om de verdensanskuelsesmæssige konsekvenser af naturvidenskaben. Under indflydelse af de metodologiske fornyelser inden for biologien og tilbagegangen for den idealistiske filosofi blev der i 1840'erne formuleret en materialisme der ville forklare mennesket naturvidenskabeligt. I stridens centrum var spørgsmålet om naturvidenskabens resultater var forenelige med konceptet eller forestillingen om en immateriel sjæl, en personlig Gud og en fri vilje. Tillige koncentrerede debatten sig om de erkendelsesmæssige forudsætninger for en materialistisk verdensanskuelse.
I de Psykologiske Breve fra 1846 erklærede zoologen Carl Vogt at „tanken står i samme forhold til hjernen som galden til leveren eller urinen til nyrerne."Physiologische Briefe, s. 323 Vogts polemiske bekendelse til materialismen blev 1854 taget kritisk op af fysiologen Rudolf Wagner i en tale til naturforskere i Göttingen. Wagner argumenterede at den kristne tro og naturforskningen dannede to sfærer der i vid udstrækning var uafhængige af hinanden. Naturvidenskaberne kunne derfor ikke bidrage til spørgsmålet om Guds eksistens, den immaterielle sjæl eller den frie vilje.
"Man skal ikke altid lade det passere når frivolt rak vil berøve nationen de mest dyrebare af de goder der er overladt os af forfædrene og skamløst af det gærende indhold fra sine indvolde blæse den stinkende ånde imod folket og foregive det er idel vellugt."Ueber Wissen und Glauben, s. IV"Man skal ikke altid lade det passere når frivolt rak..." – Oversættelsen kan kontrolleres og forbedres ud fra den tyske: „Man darf es nicht immer hingehen lassen, wenn dies frivole Gesindel die Nation um die theuersten von unseren Vätern ererbten Güter betrügen will und schamlos aus dem gährenden Inhalte seiner Eingeweide den stinkenden Athem dem Volke entgegenbläst und diesem weiss machen will, es sei eitel Wohlgeruch.“
Wagners angreb fremkaldte lige så skarpe reaktioner fra Vogts side, hvorved det materialistiske standpunkt i de følgende år desuden blev forsvaret af fysiologen Jakob Moleschott og lægen Ludwig Büchner. Materialisterne præsenterede sig som forkæmpere imod den filosofiske, religiøse og politiske reaktion og kunne tælle en bred støtte inden for borgerskabet. Forsvaret for en naturvidenskabelig verdensanskuelse udviklede sig til et prægende element i de kulturelle konflikter i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Udviklingen af den naturvidenskabelige materialisme Biologiens frigørelse thumb|Illustration af celleteori i første udgave af Virchows Archiv für Pathologische Anatomie und Physiologie, 1847
Fremvæksten af en populær materialisme blev begunstiget af en "efter 1830 almindelig polemik mod den romantisk-idealistiske naturfilosofi"Herbert Schnädelbach: Philosophie in Deutschland 1831-1933, Suhrkamp, Frankfurt a.M. 1883, s. 100 hvilket havde virkninger inden for både naturvidenskab, filosofi og politik.
Fra et videnskabshistorisk perspektiv viste den af Matthias Jacob Schleiden grundlagte celleteori sig betydningsfuld. I den 1838 udkomne Beiträgen zur Phytogenesis begrundede Schleiden cellen som byggesten for alle planter, og han udpegede tillige den i 1831 opdagede cellekerne som væsentlig faktor for planters vækst.Matthias Jacob Schleiden: „Beiträge zur Phytogenesis" i: Archiv für Anatomie, 1838, s. 137-176. Celleteorien for opbygning af planteorganismer betød en nyorientering af biologiens indhold der indtil da i det væsentlige havde været kendetegnet ved en makroskopisk beskrivelse af former. Samtidig knyttede Schleiden sin teori om planters opbygning sammen med et metodologisk angreb på den idealistiske naturfilosofi. Celleteorien var baseret på empirisk eftervisbare iagttagelser, thi "inden for de fysiske naturvidenskaber behersker man kun så mange kendsgerninger som man selv har iagttaget". Heroverfor er naturfilosofiske spekulationer ikke begrundet i en streng iagttagelse, og derfor må al "system- og teorismederi" skubbes til side.Schleiden, citeret efter: Annette Wittkau-Horgby: Materialismus. Entstehung und Wirkung in den Wissenschaften des 19. Jahrhunderts, Vandehoeck & Ruprecht, Göttingen 1996, s. 54f. — '... må al "system- og teorismederi" skubbes til side'. Udtrykket lyder på tysk : '... müsse alles „Systeme- und Theorieschmieden bei Seite geworfen“ werden.'
Schleidens program for en metodisk fornyet botanik blev i de følgende år overført på andre biologiske discipliner. Allerede 1839 publicerede Theodor Schwann sin Mikroskopischen Untersuchungen über die Uebereinstimmung in der Struktur und dem Wachsthum der Thiere und Pflanzen. Schwann erklærede at celleteorien afdækkede livets almene princip. Alle levende væsner er helt opbygget af celler, og desuden kan dannelsen af organer forklares ved cellernes vækst og formering. Rudolf Virchow proklamerede i denne sammenhæng: "Livet er ifølge sit væsen cellevirksomhed".Rudolf Virchow: „Über das Bedürfnis und die Richtigkeit einer Medizin vom mechanischen Standpunkt“ i: Virchows Archiv für pathologische Anatomie und Physiologie und für klinische Medizin, hefte 1, 1907 (1845) s. 8 Celleteorien åbnede således perspektivet for en naturvidenskabelig teori om livet, som materialisterne nogle få år senere kunne bygge på.
Afstandtagen fra den idealistiske filosofi thumb|Ludwig Feuerbach1804-72Stik af August Weger
Parallelt med den metodologiske nyorientering inden for de biologiske discipliner udviklede der sig i Vormärz' intellektuelle klima en almindelig kritik af den konservative arv fra den tyske idealisme.Walter Jaeschke: Philosophie und Literatur im Vormärz. Der Streit um die Romantik (1820-1854), Meiner, Hamburg 1998. Afvisningen af den naturfilosofiske metodologi i naturvidenskaberne var moderat med hensyn til verdensanskuelse, idet mange biologer forblev overbeviste antimaterialister. Heroverfor opstod kun få år efter Hegels død i 1831 filosofiske bevægelser der også brød med den tyske idealisme hvad angår verdensanskuelse.
Af særlig betydning og samfundsmæssig eksplosionskraft var den religionskritik som Ludwig Feuerbach formulerede i skriftet Das Wesen des Christentums, "Kristendommens væsen".Sml. Scientific Materialism in Nineteenth Century Germany, s. 13-28" Feuerbach havde fra 1824 studeret hos Hegel i Berlin, havde over to år været til hans forelæsninger og skrevet traditionelle idealistiske tekster til ind i 1830'erne. Imidlertid udviklede der sig en tvivl hos Feuerbach og adskillige andre unge Hegel-elever. For unghegelianerne var ikke kun den politiske konservatisme i den tyske idealisme suspekt; de mente ligeledes at den fra empiriske iagttagelser løsrevne systemteologi i stigende grad var forfejlet. 1839 var Feuerbach endelig klar til en grundlæggende kritik af sin lærer: Hegels idealistiske system kunne meget vel være kohærent og følgerigtigt, det havde dog fjernet sig fra den sansbare natur på en uacceptabel måde. Filosofien måtte grundlægges på det sanseligt givne, kun på den måde kunne den nå til en erkendelse af natur og virkelighed. "Forfængelig er derfor alle spekulationer der vil gå ud over natur og menneske".Ludwig Feuerbach: „Zur Kritik der Hegelschen Philosophie“, i: Gesammelte Werke, bind III, Akademie Verlag, Berlin, 1967–2007, s. 52 — Citatet på tysk: „Eitelkeit ist daher alle Spekulation, die über die Natur und den Menschen hinaus will.“ Ideen om naturbetragtning frigjort fra spekulation deltes af Feuerbach og de nye biologiske bevægelser; dog var Feuerbachs mål en antropologisk og ikke en naturvidenskabelig teori om mennesket.
Hvilket brændstof Feuerbachs antropologi indeholdt, blev tydelig i hans religionsfilosofi: Den idealistiske filosofi havde lavet den fejl at bevise sandheden i den teologiske lære med abstrakte argumentationer. I virkeligheden er religion dog ikke nogen metafysisk sandhed, men udtryk for menneskelige behov. Teologien og filosofien kan ikke bevise Guds eksistens da Gud er en opfindelse der opstår ud fra "menneskets natur". Feuerbachs argumentation var ikke rettet mod religion i almindelighed, for der kan gives gode grunde for religiøs tro. Disse grunde er dog af psykologisk art: religionen opfylder virkelige menneskelige behov. Filosofisk-teologiske beviser for Guds eksistens er heroverfor spekulative fantasier. Feuerbachs religionskritik blev opfattet som et radikalt angreb på det kulturelle establishment; i midten af 1840'erne var han blevet centrum for den filosofiske fornyelsesbevægelse.
Carl Vogt og den politiske opposition thumb|Carl Vogt1817-95
De materialistiske teser, der 1847 blev offentliggjort af fysiologen Carl Vogt, var den afgørende anledning til materialismestriden. At Vogt vendte sig til materialismen var især præget af de naturvidenskabelige og kulturelle fornyelsesbevægelser; dog spillede hans politiske udvikling en lige så stor rolle.Sml. hertil: Hermann Misteli: Carl Vogt: seine Entwicklung vom angehenden naturwissenschaftlichen Materialisten zum idealen Politiker der Paulskirche (1817-1849), Gebr. Leemann, Zürich 1938. Vogt var født i Gießen 1817 og voksede op i en familie der forbandt naturvidenskabelige og socialrevolutionære tendenser med hinanden. Carls fader Philipp Friedrich Wilhelm Vogt var medicinprofessor i Gießen indtil han 1834 på grund af politisk forfølgelse tog imod et professorat i Bern. Også i moderens familie var der politiske forviklinger: Louise Follens tre brødre blev alle tvunget til emigration på grund af deres demokratiske aktiviteter.Wolfgang Hardtwig: Deutsche Geschichte der neuesten Zeit. Vormärz. Der monarchische Staat und das Bürgertum, dtv, München 1997, s. 13ff.
Adolf Follen skrev 1817 Grundzüge für eine künftige Reichsverfassung og blev to år senere fængslet for "tyske rænkespil" (ty. 'deutscher Umtriebe'). Ved at gå i eksil i Schweiz undgik han en 10-årig fængselsdom. Karl Follen forsvarede tyranmord i et flyveblad, og blev derfor anset som den åndelige ophavsmand til attentatet på forfatteren August von Kotzebue. Det lykkedes Karl at flygte til USA hvor han fra 1825 havde et professorat i tysk sprog ved Harvard University. Paul Follen, den yngste af moderens brødre, grundlagde 1833 sammen med Friedrich Münch Gießener Auswanderungsgesellschaft ('Gießener Udvandringsselskab') Målet var at oprette en tysk republik i De Forenede Stater, og da det mislykkedes slog Paul Follen sig ned som bonde i Missouri.
Carl Vogt begyndte 1833 at studere medicin i Gießen, men vendte sig hurtigt mod kemien som blev varetaget af Justus von Liebig, der som en af grundlæggerne af den organiske kemi afviste en adskillelse af levende processer fra dødt materie og gav Vogt en tankemæssig forudsætning for den senere materialisme.Liebig afviste dog kraftigt materialismen: Wilhelm Brock: Justus von Liebig, Vieweg, Wiesbaden 1999, s. 250 I 1835 gjorde dog politiske omstændigheder det fortsatte studium i Gießen umulig. Oplysninger om at han skulle have hjulpet en politisk forfulgt student til flugt, gjorde ham selv til mål for politiet. Vogt udvandrede derfor til Schweiz hvor han 1839 afsluttede sit medicinstudium.
I begyndelsen af 1840'erne var Vogt kommet i forbindelse med den politiske opposition og de nye naturvidenskabelige bevægelser, men havde dog endnu ikke udviklet sin materialisme til en verdensanskuelse. Dette ændrede sig under hans treårige ophold i Paris der bidrog væsentligt til Vogts radikalisering med hensyn til politik og verdensanskuelse. Bekendtskabet med anarkisten Mikhail Bakunin og Pierre-Joseph Proudhon satte et vedvarende præg på Vogts politiske tænkning. Fra 1845 begyndte han tillige at udgive sine Physiologischen Briefe hvor han fulgte Liebigs Chemische Briefe og gav fysiologien en almenforståelig fremstilling.