thumb|300px|General Meade og Lee, som havde kommandoen for henholdsvis Unionen og Konføderationen.
Gettysburg-kampagnen var en række slag, som blev udkæmpet i juni og juli 1863 under den amerikanske borgerkrig. Efter hans sejr i slaget ved Chancellorsville rykkede den konfødererede general Robert E. Lees Army of Northern Virginia nordpå for at gennemføre offensive operationer i Maryland og Pennsylvania. Unionens Army of the Potomac, som blev ledet af generalmajor Joseph Hooker og fra 28. juni George G. Meade, forfulgte Lee, besejrede ham i slaget ved Gettysburg, men lod ham undslippe tilbage til Virginia.
Lees hær slap væk fra unionshæren ved Fredericksburg, Virginia den 3. juni 1863. Mens de gjorde holdt ved Culpeper, blev det største kavalerislag under krigen udkæmpet ved Brandy Station den 9. juni. De konfødererede krydsede Blue Ridge Mountains og rykkede nordpå gennem Shenandoah Valley og tilfangetog unionsgarnisonen i Winchester, Virginia i Andet slag om Winchester mellem 13. og 15. juni. Efter at have krydset Potomacfloden trængte Lees 2. korps gennem Maryland og Pennsylvania, nåede frem til Susquehannafloden og truede statens hovedstad Harrisburg. Army of the Potomac havde imidlertid optaget forfølgelsen og var nået til Frederick, Maryland inden Lee opdagede, at hans modstander havde krydset Potomac. Lee skyndte sig at samle sin hær omkring trafikknudepunktet Gettysburg.
Slaget ved Gettysburg var det største i krigen. Det begyndte med et tilfældigt sammenstød den 1. juli, og i starten lykkedes det de konfødererede at trænge unionskavaleri og to infanterikorps tilbage fra deres forsvarsstillinger, gennem byen og op på Cemetery Hill. Den 2. juli, hvor hovedparten af begge hære var nået frem, indledte Lee kraftige angreb på begge unionshærens flanker, som blev slået tilbage med store tab på begge sider. Den 3. juli koncentrerede Lee opmærksomheden på Unionens centrum, og nederlaget for hans store infanteriangreb, Pickett's Charge, fik Lee til at give ordre til en retræte, som begyndte om aftenen den 4. juli.
Den konfødererede tilbagetrækning til Virginia blev plaget af dårligt vejr, vanskelige veje og talrige træfninger med unionens kavaleri. Meades hær manøvrerede imidlertid ikke tilstrækkeligt aggressivt til at forhindre Army of Northern Virginia i at krydse tilbage over Potomac i sikkerhed om natten mellem den 13.-14. juli.
Baggrund Kort efter, at Lees hær havde besejret Hookers Army of the Potomac i slaget ved Chancellorsville (30. april – 6. maj 1863), besluttede Lee sig for en ny invasion af Nordstaterne. Et sådant træk ville forstyrre Unionens planer om et sommerfelttog og give Lee mulighed for at manøvrere sin hær væk fra dens defensive stillinger bag Rappahannockfloden og gøre det muligt for de konfødererede at leve af overfloden på de rige, nordlige gårde, mens det krigshærgede Virginia fik en hårdt tiltrængt pause. Lees hær kunne også true Philadelphia, Baltimore og Washington og opmuntre den voksende fredsbevægelse i Nordstaterne. Den 19. april skrev Lee til sin kone:
Den konfødererede regering ønskede, at Lee skulle mindske Unionens pres på deres garnison i Vicksburg i Mississippi, men han afslog deres forslag om at sende tropper af sted som direkte hjælp og pegede på værdien af et koncentreret fremstød i nordøst.Coddington, pp. 5-7; Sears, p. 15.
Kort sagt var Lees strategi den samme, som den han anvendte under Marylandkampagnen i 1862. Han havde først kort tid inden opdaget hemmeligheden om, hvordan generalmajor George B. McClellan havde besejret den invasion ved at opsnappe Lees berømte tabte ordre til sine korpschefer, som havde tvunget ham til at udkæmpe slaget ved Antietam, inden han fuldt ud havde fået samlet sin hær. Denne afsløring styrkede hans tiltro til, at han kunne få succes med en ny invasion mod en anden mand, som han anså for at være en forsigtig og ineffektiv general, Joseph Hooker. Efter Chancellorsville havde han også overordentlig stor tillid til soldaterne i sin hær, og mente at de kunnr klare enhver opgave, som han gav dem.Sears, pp. 13-14.
Modstående styrker ved starten på felttoget
Unionens korpschefer Unionen Army of the Potomac, i starten under generalmajor Joseph Hooker (Generalmajor George G. Meade erstattede Hooker som øverstkommanderende den 28. juni), bestod af over 90.000 mand i følgende opstilling:Eicher, pp. 502-03. 1. Korps under kommando af generalmajor John F. Reynolds med divisioner under ledelse af brigadegeneral James S. Wadsworth, brigadegeneral John C. Robinson og generalmajor Abner Doubleday. 2. Korps under kommando af generalmajor Winfield S. Hancock med divisioner under ledelse af brigadegeneralerne John C. Caldwell, John Gibbon og Alexander Hays. 3. Korps under kommando af generalmajor Daniel E. Sickles med divisioner under ledelse af generalmajorerne David B. Birney og Andrew A. Humphreys. 4. Korps under kommando af generalmajor George Sykes (George G. Meade indtil 28. juni) med divisioner under brigadegeneralerne James Barnes, Romeyn B. Ayres og Samuel W. Crawford. 6. Korps under kommando af generalmajor John Sedgwick med divisioner under ledelse af brigadegeneral Horatio G. Wright, brigadegeneral Albion P. Howe og generalmajor John Newton. 11. Korps under kommando af generalmajor Oliver O. Howard med divisioner under ledelse af brigadegeneral Francis C. Barlow, brigadegeneral Adolph von Steinwehr og generalmajor Carl Schurz. 12. Korps under kommando af generalmajor Henry W. Slocum med divisioner under ledelse af brigadegeneralerne Alpheus S. Williams og John W. Geary. Kavalerikorps under kommando af generalmajor Alfred Pleasonton med divisioner under ledelse af brigadegeneralerne John Buford, David McM. Gregg og H. Judson Kilpatrick. Artillerireserve under kommando af brigadegeneral Robert O. Tyler. (Den mest fremragende artilleriofficer ved Gettysburg var brigadegeneral Henry J. Hunt, artillerichef i Meades stab.)
Under fremrykningen til Gettysburg havde generalmajor Reynolds den operationelle kommando på den venstre eller fremskudte side af hæren, bestående af 1., 3. og 11. Korps.Coddington, p. 122. Bemærk at mange andre unionsenheder, som ikke direkte tilhørte Army of the Potomac var aktivt involveret i Gettysburg kampagnen, men ikke direkte var invovleret i slaget ved Gettysburg. Det drejede sig om dele af unionens 4. korps, militsen og delstatens tropper i Susquehanna militærområdet samt forskellige garnisoner, herunder den ved Harpers Ferry.
Konfødererede korpschefer
Konfødererede Som følge af generalløjtnant Thomas J. "Stonewall" Jacksons død efter Chancellorsville reorganiserede Lee sine 75.000 mand så de blev til tre infanterikorps i stedet for to.Eicher, p. 503. 1. Korps under kommando af generalløjtnant James Longstreet med divisioner under ledelse af generalmajorerne Lafayette McLaws, George E. Pickett og John Bell Hood. 2. Korps under kommando af generalløjtnant Richard S. Ewell med divisioner under ledelse af generalmajorerne Jubal A. Early, Edward "Allegheny" Johnson og Robert E. Rodes. 3. Korps under kommando af generalløjtnant A.P. Hill med divisioner under ledelse af generalmajorerne Richard H. Anderson, Henry Heth og William Dorsey Pender. Kavalerikorps under kommando af generalmajor J.E.B. Stuart med brigader under ledelse af brigadegeneralerne Wade Hampton, Fitzhugh Lee, Beverly H. Robertson, Albert G. Jenkins, William E. "Grumble" Jones og John D. Imboden samt oberst John R. Chambliss.
Tidslinje for felttoget Slagene i Gettysburg kampagnen blev udkæmpet i den følgende rækkefølge. De beskrives i teksten i logiske, sommetider overlappende, dele af felttoget. Kamp Dato(er) Del af felttoget Slaget ved Brandy Station 9. juni 1863 Brandy Station Andet slag ved Winchester 13. - 15. juni Winchester Slaget ved Aldie 17. juni Hookers forfølgelse Slaget ved Middleburg 17. - 19. juni Hookers forfølgelse Slaget ved Upperville 21. juni Hookers forfølgelse Træfningen ved Sporting Hill 30. juni Invasionen af Pennsylvania Slaget ved Hanover 30. juni Stuarts ridt Slaget ved Gettysburg 1. - 3. juli Gettysburg Slaget ved Carlisle 1. juli Stuarts ridt Slaget ved Hunterstown 2. juli Stuarts ridt Slaget ved Fairfield 4. juli Retræte Slaget ved Monterey Gap 4. - 5. juli Retræte Slaget ved Williamsport 6. - 16. juli Retræte Slaget ved Boonsboro 8. juli Retræte Slaget ved Funkstown 10. juli Retræte Slaget ved Manassas Gap 23. juli Retræte
Lees fremrykning til Gettysburg thumb|400px|Gettysburg kampagnen (frem til 3. juli)
Kavaleribevægelser er vist med stiplede linjer.
Den 3. juni 1863 begyndte Lees hær at forsvinde i nordvestlig retning fra Fredericksburg, Virginia, mens A.P. Hills korps blev efterladt i befæstninger ovenfor Fredericksburg for at beskytte de konfødereredes ryg, mens de drog bort. Den 5. juni var Longstreets og Ewells lejret i og omkring Culpeper.Salmon, pp. 193-94; Loosbrock, p. 272. Lee gav Stuart ordre til at krydse Rappahannockfloden den 9. juni, angribe fremskudte unionsstillinger og afskærme den konfødererede hær fra at blive observeret eller generet, mens den rykkede nordpå. I forventning om denne offensiv gav Stuart sine tropper ordre til at slå lejr ved Brandy Station.Salmon, p. 193; Gottfried, p. 2; Mingus, p. 12.
Brandy Station
Hooker fortolkede Stuarts tilstedeværelse i nærheden af Culpeper som en indikator på forberedelse til et angreb på hans hærs forsyningslinjer. Som reaktion herpå beordrede han Alfred Pleasontons blandede styrke på 8.000 kavalerister og 3.000 infanterister til at gennemføre et "spolerende angreb",Salmon, p. 193. for at "sprede og ødelægge" de 9.500 konfødererede.Kennedy, p. 204; NPS website . Pleasontons angrebsplan gik ud på en omringning af fjenden. Den ene fløj under John Buford skulle krydse floden ved Beverly's Ford, 3 km nordøst for Brandy Station. Samtidig skulle David McM. Greggs fløj krydse Kelly's Ford, 10 km nede ad floden mod sydøst. Pleasonton var imidlertid ikke klar over fjendens præcise placering og antog fejlagtigt, at hans styrke var betydeligt større end den konfødererede.Longacre, pp. 62-63; Sears, pp. 64-65; Gottfried, p. 6.
Omkring kl. 4.30 den 9. juni krydsede Bufords kolonne Rappahannockfloden i tæt tåge og overraskede Grumble Jones' brigade, som red til stedet halvt påklædt og ofte uden sadel. De ramte Bufords forreste brigade og bremsede midlertidigt dens fremrykning lige før stedet, hvor Stuarts hestartilleri lå i lejr og var sårbar overfor erobring. Artilleriet blev opstillet på to bakker på hver side af Beverly's Ford Road. Det meste af Jones' styrke samledes til venstre for denne konfødererede artillerilinje, mens Hamptons brigade samledes til højre. 6. Pennsylvania kavaleri angreb uden held kanonerne ved St. James Church og led de største tab blandt alle regimenterne i slaget.NPS ; Loosbrock, p. 272; Longacre, pp. 66-73; Kennedy, p. 204; Sears, pp. 65-67; Salmon, pp. 194, 198; Eicher, p. 492.