Margaret Munnerlyn Mitchell (8. november 1900 i Atlanta, Georgia, USA – 16. august 1949 samme sted) var en amerikansk forfatter. I sin levetid udgav Mitchell kun én roman, Borte med blæsten (originalens titel Gone with the Wind), der til gengæld gav hende verdensberømmelse, samt Pulitzerprisen for 1937. Hendes klassiske skildring af sydstaterne under den amerikanske borgerkrig blev filmatiseret i 1939 med Vivien Leigh og Clark Gable i hovedrollerne.

Opvækst Mitchells mor nedstammede fra huguenotter, der ankom Charleston i 1685. Mitchells fars familie var ankommet North Carolina efter Stuart'ernes mislykkede opstand i 1745. Mitchell selv blev født i sin mormor, Annie Stephens' hus i 296 Cain Street i Atlanta. Af Atlantas mere end 4.000 huse stod kun 400 tilbage, efter at general Sherman havde nedbrændt byen under sin fremmarch i 1864; mormorens hus var et af disse. Ofte sad hun med sit lille barnebarn på skødet ude på verandaen, og viste hende, hvor sydstatssoldaternes skyttegrave havde løbet gennem baghaven, og mindedes den frygtelige nat, da byen blev til aske i en ildstorm - det inferno - barnebarnet senere skildrede i Borte med blæsten.Anne Edwards: The road to Tara (s. 15-16), forlaget Hodder & Stoughton, UK 1986, Farfaren, Russell Crawford Mitchell, blev hårdt såret i slaget ved Antietam. Mitchell fortalte senere, hvordan hendes farfar, skudt i baghovedet, gik til fods til Richmond, medbringende en skadet slægtning, for at få lægehjælp.Anne Edwards: The road to Tara (s. 310

thumb|left|Billedet er fra 1913; to år efter, at Margaret Mitchell tilbragte sommerferien med at plukke bomuld på en mark som denne. Sådan voksede Mitchell og hendes ældre bror Stephens op i Atlanta, omgivet af historier fra borgerkrigen. De deltog i 40-årsjubilæet for Atlantas fald i 1904; først flere år senere blev Mitchell klar over, at borgerkrigen ikke var foregået i hendes egen levetid, men afsluttet længe forinden. Deres mor Maybelle var en bittelille, rødhåret suffragette; hun tog børnene med til posthuset, og viste dem forbitret Atlantas eneste amerikanske flag - ellers så man kun sydstaternes flag i byen. Mormorens to søstre drev stadig familiens bomuldsplantage - model for Tara i Borte med blæsten - ved Jonesboro i Clayton County, hvor ferierne blev tilbragt. Som barn fablede Mitchell om selv at drive sådan en plantage, og sommeren 1911 fik hun overtalt slægtningene til, at hun skulle gå markarbejderne til hånde ude i bomuldsmarken. Arbejdet tog hårdt på den tiårige pige, men hun bed tænderne sammen og udholdt den brændende sol, rygsmerter og blødende hænder - sådan som hun senere skildrede det i romanen. Og det var fra negrene, hun arbejdede side om side med i marken, at hun for første gang fik at vide, at sydstaterne havde tabt borgerkrigen.Anne Edwards: The road to Tara (s. 17-29) right|thumb|upright=1.5|Plakat for filmen The Birth of a Nation. Maybelle var hidsig, og kom ikke overens med sin mor, så familien Mitchell flyttede til 187 Jackson Street i det samme nabolag. Herfra så man også, hvor skyttegravene lå under slaget om Atlanta. Maybelles hidsighed gik også ud over datteren, som hun pryglede med hårbørsten, straks der var noget. Mitchell var ikke glad for at gå i skole, hvor hun havde få venner; hjemme var hun uvis på sin mors kærlighed, og ængstelig for at tabe sin fars. Eugene Mitchell var ejendomsmægler og sagfører, mest optaget af læsning; han betalte datteren for at læse Tolstoj og Dickens, som hun ikke brød sig videre om. Men Thomas Dixons bog The Clansman, der senere blev til filmen Birth of a Nation, omskrev hun på egen hånd til et drama, hun opførte i stuen med nabodrengene som medspillere. Det opdagede hendes far, der som jurist straks påtalte, at det her var plagiat af en andens værk - hvad pigen ikke havde nogen idé om - og gennempryglede hende som straf. I 1911 flyttede han familien til Atlantas fineste strøg, til Peachtree Street nr 1401,Interior of Margaret Mitchell's house at 1401 Peachtree Street og anskaffede en ridehest. Mitchell var en øvet rytterske, men da hun skulle vende hesten, faldt han ovenpå hende og skadede hendes venstre ben alvorligt. Godt nok groede skaden hurtigere, end lægen havde frygtet; men som 11-årig havde Mitchell en svag halten, hun aldrig blev af med.Anne Edwards: The road to Tara (s. 19-35)

Ungdom thumb|Stereoskopbillede af den travle ende af Peachtree Street i Atlanta, 1907. Den 11-årige Mitchell faldt ikke til i de nye omgivelser, der så skævt til hendes mors katolske tro og militante suffragette-gruppe, samt til familiens prangende hus med doriske søjler i Atlantas hovedgade - et hus, der kostede dem så dyrt, at de blev nødt til at opsige tjenestefolk og halvfryse vinteren igennem. Mitchell var aktiv i skolens dramaklub som instruktør og skuespiller; hjemme prøvede hun at skrive en roman, men var utilfreds med resultatet, selv om hun skrev på omslaget: "Jeg ved, jeg er en født skribent." I maj 1917 blev Atlanta ramt af en brand, der spredte sig med forfærdende hast, og vakte minder om Shermans indtog i 1864. Huset i Cain Street, og yderligere 11 huse tilhørende mormoren, nedbrændte - lejeindtægterne derfra var hendes eneste indkomst. En hel uge ulmede ilden; flammer stod til vejrs, hvor der var brud i gasledningerne. Mitchell tog sig af bortkomne børn, til forældrene fandt dem; og om sommeren underholdt hun de unge officerer fra træningslejrene omkring byen. Katastrofebranden og de unge soldater kaldte barndommens historier fra borgerkrigen til live igen; og hun begyndte at lide af mareridt og den søvnløshed, der pinte hende resten af livet, ligesom hendes romanfigur Scarlett O'Hara oplevede det.Anne Edwards: The road to Tara (s. 36-45)

thumb|420px|right|Brandstrøget i Atlanta i 1917. I juni 1918 fik hun kørekort, og hentede unge officerer med hjem. Hendes bror Stephens mente, ingen pige i Atlanta var mere omsværmet end hende; for Mitchells humor og raske replik afledte de unge mænd fra tanken på, at de snart skulle ud i krigen. Især knyttede hun sig til Clifford Henry fra New York, der citerede digte og Shakespeare for hende; hun betroede ham, at hun ville studere til læge og specialisere sig indenfor psykiatri. Han gav hende en guldring, der tilhørte familien, og de indgik en hemmelig forlovelse. Andre bemærkede hans feminine væsen, men Mitchell var tilfreds med, at han ikke gjorde tilnærmelser; sandsynligvis forstod hun ikke, at han var homoseksuel. Hun og hendes mor mødte hans forældre i New York, da de var på vej til Smith College i Massachusetts, hvor Mitchell skulle studere. Samme efterår blev Clifford Henry dræbt i kamp. Mitchell tog det tungt, og holdt kontakten med hans forældre i mange år. Hun gjorde det dårligt i sine studier, og virkede provinsiel, hvor de andre piger var belæste og berejste; men efterhånden fik hun veninder, og vandt respekt for sin foragt for internatreglerne og for sin dristighed, når det gjaldt at ryge (at blive taget med cigaretter på sig medførte udvisning).Anne Edwards: The road to Tara (s. 46-53)

I oktober 1918 kom den spanske syge til egnen. Skolen blev lukket, og pigerne måtte ikke samles i større grupper eller forlade byen. Mitchell havde ikke råd til at rejse hjem til jul; i øvrigt var hendes far blevet smittet. Han kom sig, men så blev hans kone syg. I januar skrev hun et sidste brev til sin datter, hvor hun forsikrede hende om sin kærlighed og bad hende passe på, at hun selv fik et liv at leve og ikke kun ofrede sig for andre. Senere samme dag faldt Maybelle i koma. I en forrygende snestorm kæmpede Mitchell sig til banegården og tog toget sydpå; på banegården i Atlanta ventede Stephens, hjemkommet fra fronten i Frankrig. Deres mor var død; deres far var ved siden af sig selv og blev ved med at gentage: "Din mor er ikke rask." Først da kisten blev sænket i jorden, indså han, at hans kone var borte. Mitchell besluttede at blive i Atlanta og bestyre hjemmet for sin far og bror. Drivkraften bag hendes studier havde været Maybelles ambitioner, og de var borte nu. Desuden var Mitchell en C-student i alle andre fag end engelsk; hun klarede kun lige at hænge med. For første gang kom hun til at være den eneste kvinde i hjemmet, der snart var langt mere veldrevet, end det nogensinde havde været med Maybelle som husmor.Anne Edwards: The road to Tara (s. 53-66)

Ægteskab thumb|right|På egnen ved Stone Mountain, her set sydfra, kom Margaret Mitchell ud for endnu en rideulykke. I februar 1920 kørte Mitchell ud til Stone Mountain og lejede en stor sort hest fra en stald. På rideturen blev hun fristet af et sprang, men i stedet faldt hesten ovenpå hende. Denne gang var hendes ben endnu værre skadet; hun blev liggende en time i chok og smerte, inden der kom folk til. I august kunne hun dog deltage ved et kostumebal, hvor hun ankom udklædt som en lille pige fra 1860'erne, i kysehat og mamelukker. De andre piger kom i flatterende krinolinekjoler fra den samme periode, og Mitchell blev gjort nar af, men lod som ingenting. Hun blev da også budt op af ballets midtpunkt, Berrien Kinnard Upshaw, kaldt "Red" Upshaw, udklædt som pirat; fra da af dannede de par. Han var af god familie, men plettet af en skandale, der gjorde Mitchells familie betænkt; snart efter afbrød han sine studier, hvor han havde gjort det strålende, for at fremstille alkohol - et indbringende, men ulovligt foretagende i forbudstiden. Mitchell var meget forarget over hans beslutning, som hun ikke fandt mening i.Anne Edwards: The road to Tara (s. 69-73)

"Sæsonen" begyndte i oktober med baller i velstående kredse, og et velgørenhedsbal som højdepunkt. Som Annie Stephens' datterdatter havde Mitchell fået indpas, selv om hun røg i offentlighed; men hendes far og bror advarede hende, da hun - på trods af sin dårlige ankel - indøvede en apachedans med en student som dansepartner. I opslidset skørt og påsmurt rigelig læbestift chokerede hun borgerskabets pæne fruer. Efter ballet blev debutanterne normalt tilbudt medlemskab i Junior League, og Mitchell så frem til sit medlemskab med spænding og forventning. Invitationen kom aldrig. Denne afvisning sårede hende måske dybere end noget andet, hun havde oplevet.Anne Edwards: The road to Tara (s. 75)

230px|thumb|Medlemmer af Ku Klux Klan i Virginia, 1922. En uhyggelig stemning lå også over hjemmet, efter at Ku Klux Klans aktiviteter blussede op igen; Atlanta var "hovedstad" for 6 millioner klansmedlemmer over hele USA. Mitchell-familiens tjenestefolk var farvede og turde ikke gå udenfor om aftenen. I foråret 1922 genoptog Mitchell sit venskab med "Red" Upshaw, der lige var fyldt 21. Hans omgangskreds vidste, at når han var fuld, forlangte han sex af den, der stod nærmest, ligegyldigt om mand eller kvinde. Hans værelseskammerat John Marsh var derimod en ordentlig og pålidelig mand, ansat ved Associated Press; han var forelsket i Mitchell, som var den første kvinde, bortset fra hans mor og søster, som han havde følt sig vel med. Marsh tiltroede hende også evner som forfatter. Det var et hårdt slag for ham, da hun sagde ja til at gifte sig med Upshaw; men han var forlover ved deres vielse i Mitchell-familiens stue 2. september 1922.Anne Edwards: The road to Tara (s. 78-86)