thumb|Conquistadoren Francisco de Orellanas mænd byggede en brigantine, "San Pedro" i 1541. Skibsbygning er kunsten at konstruere og bygge skibe og fartøjer. Skibsbygning udøves som regel på et skibsværft, og i historisk sammenhæng bestod skibsværftet af en slippe anlagt på en strand. Skibsbyggeri har en grundlæggende teknologi og terminologi fælles med bådebygning. Historisk set har skibsbyggekunsten haft en betydelig betydning for handel og skibsfart og for kommunikationer mellem forskellige samfund. Nutidens materialer og teknologi har kun været tilgængelige i en lille del af skibsbygningens lange historie, men de grundlæggende principper for konstruktion og byggeri er ikke ændret ved begyndelsen af i det 21. århundrede e.Kr.
Demonteringen af skibe kaldes for ophugning.
Forhistorie Arkæologiske udgravninger på Ny-Guinea har vist, at mennesker kom dertil fra Sydøstasiens fastland for mindst 60.000 år siden (sandsynligvis i løbet af istiden). Afstandene mellem øerne fra det asiatiske kontinent til Ny-Guinea var langt kortere under den sidste istid, som varede fra cirka 110.000-10.000 år f.Kr. på grund af et lavere havniveau, da store dele af vandet var bundet i is. Ikke desto mindre måtte man krydse åbent hav for at komme dertil. Forfædrene til aboriginerne i Australien og befolkningen i Ny-Guinea havde krydset Lombokstrædet for over 50.000 år siden med søgående fartøjer, som førte dem til et nyt kontinent.
Spor efter menneskelige aktiviteter på det amerikanske kontinent er blevet daterede til at være mere end 15.000 år gamle. Den fjerntliggende ø Cypern i Middelhavet op til 50 km fra fastlandet i Levanten og Anatolien var allerede befolket i over 12.000 år, og arkæologiske fund har vist, at husdyr var overført dertil omkring 8.000 f.Kr. Fra øen Melos i Det Ægæiske Hav blev obsidian eksporteret til Egypten omkring 7.000 f.Kr. Spor efter menneskelig kultur fra cirka 5.200 f.Kr. er fundet på Malta, som ligger cirka 100 km fra fastlandet.
Historisk skibsbygning
Når eller hvor skibsbygningskunsten først blev udviklet, er ikke kendt fra forhistorisk tid og de første årtusinder med nedskrevne skrifter. Der findes ikke nogen entydig retning på udviklingen af kunsten at bygge både og skibe. Hvert samfund havde sin egen, unikke udviklingstakt. De tidligste kulturer var adskilte men havde det til fælles, at deres bosættelser uden undtagelse var lagt nær vand for tilgang til drikkevand, fiskeri og vanding. For at jage og senere drive handel med andre bosættelser forflyttede menneskene sig over store afstande således, at man før eller senere var nødt til at krydse vådområder, floder, søer og stræder. For at kunne krydse disse hindringer konstruerede de første kulturer egne søgående fartøjer med tilstrækkelig flyde- og bæreevne med enkle hjælpemidler. Sivrør, træstammer, skind og andet blev taget i brug enten som enkle flydeindretninger for kortvarig brug eller som varige fartøjer, man havde produceret med de evner og muligheder, som til enhver tid fandtes. De første både var relativt enkle og byggemetoderne og valg af materialer var mangfoldige.
Udviklingen af de første fartøjer blev bestemte af lokale vandforhold, lokale behov og lokal dygtighed i de enkelte samfund, som etablerede sig i områder i umiddelbar nærhed af vand som floddeltaer, floder og søer. En stor variation af bådetyper blev udviklet. Disse har stort set bestået kontinuerligt gennem menneskehedens historie, helt til begyndelsen på det 20. århundrede. I Mesopotamien og Egypten havde man lavet flåder af sivbundter hentet fra sumpene i floddeltaerne. Flådefartøjer med opblæste eller fyldte dyreskind fandtes på floderne Tigris og Eufrat, mens egypterne benyttede lerkar i Nildeltaet. Hvor det fandtes meget træ, var det muligt at bearbejde tømmerstokke til stammebåde ved at brænde og udhugge disse indvendigt.
Længst mod nord, hvor der kun var lidt træ, som i Skandinavien for mange årtusinder siden, havde man udviklet fartøjer trukket med skind eller dyrehuder over en træramme. En sådan båd kaldes en skindbåd. De var lette og dermed enkle at transportere over land. Skindbåden var udbredt mange steder i verden, på floderne Tigris og Eufrat var runde skindbåde kaldet guffa, et almindeligt syn i mange århundreder. De er først afbildet cirka 900 f.Kr. af assyrere. Det fandtes også fartøjer lavet af flettede kurve som set i Vietnam i 1900-tallet, og kanoer hos nogen indianerstammer i Amerika var byggede med never (birkebark) taget fra træerne.
Den egentlige skibsbygning begyndte med plankebåde, som var konstruktioner med sammenføjede bordgange, men der er ikke fundet en klar og entydig retning for udviklingen af plankebåde. Man regner med, at de blev udviklede i forskellige kulturer på forskellige tidspunkter nærmest hver for sig. Ved at fæste tømmer og mindre træemner til stokkebåden var man kommet et vigtigt skridt nærmere plankebåden. Men stokkebåden var ikke det eneste ophav til plankebåden. I Egypten er de første plankebåde fundet i Abydos fra cirka 3.000 f.Kr. Det tidligste bevis på at en plankebåd havde en unik baggrund ved at have sin oprindelse i sivbåden med sivbundter ombyttet med planker.
Det fjerde årtusinde f.Kr. Fra det gamle Egypten var et meget vigtig arkæologisk fund i Abydos opdaget af arkæologer fra Archaeological Institute of America. I nærheden af farao Khasekhemwys (død cirka 2.686 f.Kr.) gravmæle, var op til 14 konstruktioner af mursten undersøgt, og det viste sig at rumme gravlagte både med længder mellem 19 og 29 meter samt en bredde på op til 3,5 meter. Den ældste og største af disse Abydos-både er dateret til ca. 3.050 f.Kr., antages at have tilhørt en tidligere farao. Ifølge professor David O´Donnell, som ledede de arkæologiske undersøgelser, kan det være farao Hor-Aha (antaget 3.032-3.000 f.Kr.).Ward, Cheryl. "World's Oldest Planked Boats", i Archaeology (Volume 54, Number 3, May/June 2001). Archaeological Institute of America.
Abydos-båden har en enkel konstruktion med bordgange sammensurrede med fibertov gennem V- og L-formede kanaler og enkelte tapper, men kan have været sammenføjede ved syning. O´Donnell mente, at man havde fæstet plankerne sammen med søm og fortættet åbningerne med papyrus eller græs. Om Abydos-båden var syet sammen ved brug af teknikken med syede træplanker, er usikkert. Men hypotesen om, at de første egyptiske plankebåde og senere skibe var byggede med syede træplankerPosted 12.01.09, pbs.org: Building Pharaoh's Ship Citat: "...The thick, irregularly shaped planks fit together like a jigsaw puzzle, held, not with nails, but with mortise-and-tenon joints. And, as this model shows, to add more support, rope was threaded through the planks and tightened to keep them from sliding apart...", er ikke blevet modsagt.
Det tredje årtusinde f.Kr. thumb|Khufu-skibet. Trætapper er synlig i sprækker på bordlægningen.
Fra det fjerde dynastis tidsregning i det gamle rige er det ældste intakte skibe fundet i et hul ved foden af Kheopspyramiden i Giza efter 4.600 år som et byggesæt næsten helt urørt af tidens virkninger. Dette skib kendt som Khufu-skibet som et begravelsesskib for farao Keops som døde i 2.566 f.Kr., er 43,6 meter langt og 5,9 meter bredt med et 9 meter langt dækshus, bygget som et rent flodfartøj til Nilen med glatte bordklædning på skroget.
Skibet var bygget med meget lange bordgange, som var låst sammen med et system af trætapper og dyvler med en ny byggeteknik, som har været enestående i antikkens tidsregning, tapsamlinger med udhuggede eller udskårne taphuller indad i plankerne, som så blev sat sammen med trætapper. Dette producerede et fartøj med glat bordlægning, men som egentlige er skalbygget med en skalteknik. Indre afstivning var ikke rejst under bygningen før skallen var gjort færdig. Den egyptiske byggeteknik ved brug af tappesammenføjning i hele Oldtidens Egyptens tidsregning var baseret på løse trætapper, som kun blev limet fast, og som dermed kunne fartøjet skilles ad for transport på land som et byggesæt.
Verdens første kendte "tidevandsdok" fra cirka 2.500 f.Kr. ved Lothal på den indiske delstat Gujarat i den vestindiske kyst blev fundet i 1900-tallet. Men teorien om den kunstige konstruktion af mursten på 214 x 36 meter størrelse som en dok, er omdiskuteret, andre har ment, at det kan være et ferskvandsbassin. Andre større havnesteder fra Induskulturen (2.600-1.900 f.Kr.) var sandsynlige også på Balakot og Dwarka foruden mange mindre havnesteder. Det lokale tidevand var sandsynligvis til stor hjælp for losning af både, som stoppede på de grunde dele af kysten eller floder som med tidevandet var tørlagte. Arkæologiske fund har bevist meget omfattende søfartsvirksomhed mellem Induskulturen i Indien og andre kulturer som sumererne i Mesopotamien.
Ved midten af det tredje årtusinde havde flere civilisationer taget kontakt indbyrdes ad søvejen med indføringen af sejldrift og bedre byggede fartøjer som kunne være sande havgående skibe. De første afbildninger af havgående skibe er fra omkring 2.475 f.Kr., da farao Sahure (2.487-2.474 f.Kr.) havde udsendt flere ekspeditioner på Middelhavet og Det Røde Hav til fjerntliggende lande som Libanon og Punt. Egyptisk skibsbygningshistorie er så godt dokumenteret, at man har større kendskab til egyptiske skibe end andetsteds i de første årtusinder frem til begyndelsen på det sidste årtusinde f.Kr.
Det andre årtusinde f.Kr.
I det østlige del af Middelhavet var egypterne ikke alene om at bygge skibe med udgangspunkt i småbåde beregnede på at krydse havstrækninger fra land til land. Øerne i Det Ægæiske Hav havde ligeledes etableret kontakt indbyrdes for handel og eksport, og via Cypern eller langs den anatoliske kyst til havnebyerne i Levanten var det muligt at sende gods til det egyptiske rige. Den første europæiske civilisation, som havde taget kontakt med andre civilisationer, er den minoiske civilisation på Kreta i den ægæiske kultur, som havde eksisteret mellem 2.700 og 1.450 f.Kr. Skibe fra Kreta betegnes som keiftiu-skibe i egyptiske skrifter om søfart fra andre lande. Meget lidt er kendt om de minoiske skibe fra Kreta, men arkæologisk set er det første skibsvrag fra Kreta opdaget uden for Pseira i 2003. Trods mangel på trægenstande fra skibet er det blevet dateret til cirka 1.800 til 1.675 f.Kr. baseret på fundet af lasten. Det kan have været mellem 32 og 50 engelsk fod langt.
Fra havnebyerne på Levanten begyndte fønikerne deres virksomhed som en handelskultur som hurtigt etablerede kontakt med det egyptiske rige og den ægæiske kultur. Så tidligt som i cirka 1.300 f.Kr. forliste et skib ved Uluburun langs den anatoliske kyst, det blev opdaget af marinearkæologer i 1984 som kunne undersøge resterne, som var godt bevarede efter meget lang tid i havbunden. Antagelig var dette skib af fønikisk oprindelse med en kapacitet på ti ton i lasteevne på et 15-16 meter langt skrog, som var bygget med en ny variant af tapsamling. Som på egyptiske skibe havde vraget også trætapper banket ind i tappehuller for at sammenføje bordgangene, men det var slået trænagler ind for at fastlåse tretapperne. Denne nye byggeteknik skulle dominere al skibsbygning i hele middelhavsområdet i resten af antikken. I senere tid var byggeteknikken betegnet som coagmenta punicana eller "fønikiske sammenføjning" af romerne.
Det første årtusinde f.Kr. thumb|Princippet med at sammensætte bordgange på de antikke fartøjer med hul og nagler. Der blev udskåret tappehuller, som en trætap derefter blev sat ind i og låst fast med nagler efter, at plankerne var sat sammen.
Den fønikiske handelskultur spredte sig udover hele middelhavsområdet til Gibraltarstrædet og ud i Atlanterhavet i den første halvdel af årtusindet. Man havde indførte fælles teknologiske løsninger indenfor skibsbygning over hele området til fremmede kulturer, som ikke var sene til at følge efter som grækerne, som skulle blive deres rivaler fra efter omkring 700 f.Kr.