Storfyrstendømmet Litauen (rutensk Великое князство Литовъское, , , ) var en østeuropæisk stat fra 1200-talletT. Baranauskas (2000): Lietuvos valstybės ištakos (Vilnius VAGA, cop.) På svenske biblioteker til 1795. Staten blev grundlagt af litauere, som var en baltisk stamme fra AukštaitijaS.C. Rowell (1994): "Lithuania Ascending a pagan empire within east-central Europe, 1295-1345" (Cambridge) Google bøger s.289-290 Ch. Allmand (1998): "The New Cambridge Medieval History" (Cambridge) Google bøger, På danske biblioteker s. 731 Encyclopædia Britannica. Grand Duchy of Lithuania , den sydøstlige del af det nuværende Litauen. Storfyrstendømmet Litauen blev senere udvidet til at omfatte store dele af det tidlige Kijevrige og slaviske lande, så dets territorium dækkede hele det nuværende Litauen, Hviderusland og Ukraine samt dele af Letland, Moldavien, Polen og Rusland. Storfyrstendømmet havde sin største udstrækning i 1400-tallet, hvor det var Europas største statR. Bideleux (1998): "A History of Eastern Europe: Crisis and Change" Routledge Google bøger s. 122 . Landet var multietnisk og rummede folk med stor variation i sprog, religion og kultur. I fyrstendømmet talte man normalt rusinsk og andre østslaviske sprogBjorn Wiemer (2003): "Dialect and language contacts on the territory of the Grand Duchy from the 15th century until 1939" (Kurt Braunmüller, Gisella Ferraresi: Aspects of multilingualism in European language history (John Benjamins Publishing Company)) Google bøger s. 109-114Daniel Stone (2001): "The Polish-Lithuanian State, 1386-1795" (Seattle: University of Washington) Google bøger s. 4 . Man talte også latin, polsk og tysk, dog mest til diplomatiske formålDaniel Stone (2001): "A History of East Central Europe" (University of Washington Press) Google bøger s. 46 Stephen R. Burant and Voytek Zubek (1993): "Eastern Europe's Old Memories and New Realities: Resurrecting the Polish-lithuanian Union" (East European Politics and Societies) pdf-fil s. 4 Kevin O'Connor (2006): "Culture And Customs of the Baltic States" (Greenwood Press) Google bøger s.115 .
Samlingen af landet begyndte i slutningen af 1100-tallet. Mindaugas, som blev dets første regent, blev kronet til konge af Litauen i 1253. Den hedenske stat blev angrebet i de religiøse korstog af blandt andet den Tyske Orden og Den Liviske Orden. Den multietniske og i religiøs henseende mangfoldige stat voksede frem under den senere hersker Gediminas og fortsatte sin ekspansion under hans søn AlgirdasZigmantas Kiaupa: "Algirdas ir LDK rytų politika", Gimtoji istorija 2: Nuo 7 iki 12 klasės (Lietuvos istorijos vadovėlis) RTF-format . Algirdas' efterfølger Jogaila underskrev Krevo-traktaten i 1386, hvilke førte til to større ændringer: Overgang til katolicismen og oprettelse af en personalunion mellem Storfyrstendømmet Litauen og Kongeriget PolenNorman Davies (1996): "Europe: A History", Oxford University Press Google bøger s. 392 .
Under Vytautas den Store nåede staten sin største territoriale udstrækning og besejrede den Tyske Orden i Slaget ved Grunwald i 1410, ligesom den litauiske adel voksede frem. Efter hans død forværredes forholdet til Kongeriget PolenJūratė Kiaupienė: "Gediminaičiai ir Jogailaičiai prie Vytauto palikimo", Gimtoji istorija 2: Nuo 7 iki 12 klasės (Lietuvos istorijos vadovėlis) RTF-format , og litauiske adelsslægter, herunder slægten Radziwiłł, forsøgte at bryde personalunionen med PolenJūratė Kiaupienė: "Valdžios krizës pabaiga ir Kazimieras Jogailaitis", Gimtoji istorija 2: Nuo 7 iki 12 klasės (Lietuvos istorijos vadovėlis) RTF-format . Nederlag i Moskva-Litauen-krigene mod Storfyrstendømmet Moskva betød dog, at unionen blev opretholdt. Ved Lublinunionen i 1569 dannedes en ny stat, den polsk-litauiske realunion. Det var en føderation, hvor Storfyrstendømmet Litauen beholdt sin politiske selvstændighed og havde sin egen regering, love, hær og finansvæsenDaniel Stone (2001): "The Polish-Lithuanian State, 1386-1795" (Seattle: University of Washington) Google bøger s. 63 . Staten mistede dog efterhånden territorier til det ekspanderende Rusland, og efter en række ødelæggende krige deltes staten mellem det Russiske Kejserrige, Preussen og Østrig i 1795.
Navn på andre sprog På andre sprog hedder Storfyrstendømmet Litauen: gammellitauisk: Didi Kunigiste Letuvos
rusinsk: Великое князство Литовское, Руское, Жомойтское и иных
, () , ()
Betegnelsen "Storfyrstendømmet" blev anvendt fra 1300-talletEndre Bojtár (1999): "Forward to the Past: A Cultural History of the Baltic People" (Central European University Press) Google bøger, s. 179 .
Historie
Grundlæggelse af staten (1219-1295) thumb|De baltiske stammer omkring år 1200 Den første skriftlige henvisning til Litauen blev fundet i Quedlinburg krønikken. Den er dateret til året 1009 . Slaviske arkiver har i det 1100-tallet henvist til Litauen som et område, der blev angrebet af russerne. I begyndelsen betalte de hedenske litauere tribut til Polotsk, men senere blev de i stand til at organisere deres egne små angreb. Mellem 1180 og 1183 blev Litauen så stærkt, at det begyndte at planlægge mange militære angreb på de slaviske byer, Polotsk, og endda Pskov. De truede også NovgorodSimas Sužiedēlis (1970-1978): "Encyclopedia Lituanica", Boston, På tyske biblioteker, bind 5, s. 395 . De pludselige militære succeser gjorde, at Litauen genvandt sin position i Aukštaitija.
Den Liviske Orden og Tyske Orden, blev grundlagt i Riga i 1202 og i Preussen i 1226. De kristne ordner udgjorde en stor trussel mod de hedenske, baltiske stammer og hindrede yderligere udvidelse af staten. I 1219 afslører fredstraktaten med Galicien-Volhynien et tæt samarbejde mellem fyrsterne fra Litauen og fyrsterne fra Žemaitija. Denne traktat blev underskrevet af 21 litauiske fyrster. Blandt dem var 5 fra Aukštaitija (Živinbudas, Daujotas, Vilikaila, Dausprungas og Mindaugas) og adskillige andre fra Žemaitija. Selv om fyrsterne havde kæmpet mod hinanden før, talte de næsten samme dialekt, og de stod sammen ansigt til ansigt mod deres fjenderS. C. Rowell (1994): "Lithuania ascending: a pagan empire within east-central Europe, 1295-1345", Cambridge University Press , Google bøger s. 50 . Sandsynligvis havde fyrst Živinbudas mest at skulle have sagt, eftersom han er nævnt først. Adskillige fyrsterne kom fra samme familieAlfredas Bumblauskas (2005): "Senosios Lietuvos istorija: 1009-1795" () Google bøger, På tyske biblioteker s. 33 . Den formelle anerkendelse af de forskellige interesser gjorde, at der blev lavet et hierarki, hvorefter Storfyrstendømmet Litauen i slutningen af 1100-tallet blev etableret.
Det litauiske kongedømme thumb|Gammel litauisk borgbanke i Kernavė, som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Fyrst MindaugasIfølge samtidige kilder kaldte litauerne deres tidlige herskere "kunigas". Ordet er lånt fra det tyske "kuning", "könig". Senere blev "kunigas" erstattet med ordet "kunigaikštis" til beskrivelse af middelalderlige litauiske herskere på moderne litauisk, mens "kunigas" nu betyder "præst". af det sydlige LitauenZ.Kiaupa, J. Kiaupienė, A. Kunevičius (2000): "The History of Lithuania Before 1795" (Lietuvos Istorijos institutas, Vilnius) Google bøger, På danske biblioteker s. 43-127 , var en af fem overordnede fyrster nævnt i traktaten med fyrstendømmet Galicien-Volhynien. Ifølge den livonske rimede krønike fra midten af 1230’erne erhvervede Mindaugas sig overherredømme over hele LitauenV. Spečiūnas (2004): "Lietuvos valdovai (XIII-XVIII a.): enciklopedinis žinynas", Vilnius Google bøger, På tyske biblioteker s. 15-78 . I 1236 slog žemaitijanerne under ledelse af Vykintas Sværdbroderordenen i slaget ved Saule. Ordenen blev efter nederlaget tvunget til sammenslutning med den Tyske Orden i Preussen. Det betød, at Žemaitija, en stribe land, der delte Livland fra Preussen, blev hovedmålet for begge ordener. Slaget gav et afbræk i krigene mod ridderne, som Litauen udnyttede til et angreb på Rutenien og besættelsen af Navahrudak og Grodno.
I 1248 brød en fejde ud mellem Mindaugas og hans nevøer Tautvilas og Edivydas. Den stærke koalition mod Mindaugas bestod af Vykintas, Den Liviske Orden, Danial fra Galicien og Vasilko fra Volhynien. Mindaugas udnyttede de interne konflikter mellem sine modstandere og allierede sig med Den Liviske Orden. Han lovede at konvertere til kristendommen og overdrage landområder i det vestlige Litauen mod at få militær assistance i kampen mod sine nevøer og at blive kronet som konge. I 1251 blev Mindaugas døbt og Pave Innocens IV udstedte en pavelig bulle, der proklamerede dannelsen af kongedømmet Litauen. Efter afslutningen af fejden blev Mindaugas kronet som konge af Litauen den 6. juli 1253. Kroningen var starten på et relativt fredeligt tiår. Mindaugas forsøgte at styrke sin indflydelse i Polotsk, et større handelscenter i Rutenien ved Daugava floden, samt Pinsk i Rutenien. Den Liviske Orden brugte perioden til at styrke sin position i dele af Žemaitija og Livland, men tabte slaget ved Skoudas i det nordvestlige Litauen i 1259 og året efter Slaget ved Durbė i det sydvestlige Letland til Žemaitija. Nederlagene opmuntrede Semigalians og preusserne til at gøre oprør mod ridderne.
Opmuntret af Treniota (Mindaugas nevø) brød Mindaugas freden med den Liviske Orden, faldt tilbage til sin gamle tro og allierede sig med Alexander Nevskij fra Novgorod. Han håbede at kunne samle alle baltiske stammer under litauisk overherredømme. Da den militære offensiv ikke lykkedes, forværredes forholdet mellem Mindaugas og Treniota. Sammen med Daumantas myrdede Treniota Mindaugas og hans to sønner, Ruklys og Rupeikis i 1263Alfredas Bumblauskas (2005): "Senosios Lietuvos istorija: 1009-1795" () Google bøger, På tyske biblioteker s. 44-45 .
Gedimins dynastiet kommer til magten thumb|Trakai Ø-slot thumb|Ruinerne af Kaunas slot Fra 1263 til 1269 havde Litauen 3 storfyrster: Treniota, Vaišvilkas og Švarnas, alligevel faldt staten ikke fra hinanden og Traidenis kom til magten i 1269. Han styrkede Litauens kontrol i Sorterusland (nordvestlige del af Hviderusland) og kæmpede mod den Liviske Orden og vandt slaget ved Karuse i 1270 og slaget ved Aizkraukle i 1279. Der er en del usikkerhed om de litauiske storfyrster mellem Traidenis’ død i 1282 og Vytenis’ overtagelse af magten i 1295. I denne periode afsluttede den Liviske Orden sine erobringer. I 1274 afsluttedes den store preussiske opstand og den Tyske Orden fortsatte erobringen af andre baltiske stammer, Nadruvians og Skalvians i 1274-1277 og Yotvingians i 1283. Den Liviske Orden afsluttede erobringen af Semgallen, Litauens sidste baltiske allierede, i 1291Zigmantas Kiaupa (1995): "The History of Lithuania Before 1795", Lietuvos Istorijos institutas (Lietuvos Mokslų akademija) på danske biblioteker s. 45-72 . Ordenen kunne nu vende hele opmærksomheden mod Litauen. Bufferzonen bestående af baltiske stammer var nedkæmpet, og Litauen stod alene overfor ordenen.