thumb|Kort over væringernes eller rusˈ bosættelser (med rødt) og de samtidige slaviske stammer (med gråt) samt Khazarrigets indflydelsesområde (med blå linje) i midten af 9. århundrede.
Gardarige (norrønt Gàrðaríki eller Gàrðar) er den norrøne betegnelse i middelalderen for bosættelsen, og den senere statsdannelse Kijevriget, der oprettedes af væringerne (rus eller vikingerne) i området mellem Østersøen og søen Ladoga mod nord og Sortehavet mod syd og som eksisterede fra omkring år 800 til ind i 1100-tallet.
"Gardarige" omtales dels i norrøn sagalitteratur, dels på nordiske runestene.Andersen og Birkebæk, s. 7;
Etymologi
"Gardarige" betyder "riget med borgene". På deres rejser gennem Østeuropa til Miklagard, Jorsalaland eller "Særkland" (kalifatet) stødte vikingerne på talrige slaviske byer med betegnelsen "borg" i navnet (-gard eller -grad).
Eftersom vikingerne særligt handlede med de nordlige østeuropæiske områder, skildrer sagaerne Holmgard (Hólmgarðr, Novgorod) som hovedstaden i Gardariget. Andre byer som bliver nævnt, er Aldeigjuborg (Staraja Ladoga), Kœnugardr (Kijev), Pallteskja (Polotsk), Smaleskia (Smolensk), Surdalar (Suzdal), Moramar (Murom) og Rostofa (Rostov Veliki).
Historie Handelsfolk i Byzans og Baghdad
Fra før midten af 800-tallet findes flere spredte omtaler af rus-folket:
Den angiveligt tidligste omtale af rus (rhos) stammer fra de karolingiske Annales Bertiniani (Sankt Bertin årbøgerne). Under året 839, og fra kejser Ludvig den Frommes tid, skriver biskop Prudentius af Troyes om rigsdagen i Ingelheim. Et gesandtskab fra den byzantinske kejser Theophilos, havde følge af nogle fremmede, som i et af gesandtskabet medbragt brev blev præsenteret for Ludvig. I brevet oplyses de fremmede kaldte sig "rhos", deres konge blev kaldt "chacanus" - det betyder formentlig khagan - og at denne 'venskabeligt' havde sendt dem til Byzans. Theophilos bad nu kejser Ludvig, på disse folks vegne, at de kunne rejse tilbage gennem Ludvigs rige "uden fare" (). Den rute de var kommet ad var nemlig befolket af vilde og barbariske stammer. Da kejser Ludvig lod de fremmede udspørge, erfarede han de var sueones (investigans, comperit, eos gentis esse Sueonum) Resume frit efter - sueones forbindes populært med svenskere, hvilket også i den her geografiske sammenhæng giver mening. Bemærkelsesværdigt er dels benævnelsen rhos, dels at de bestemmes som værende af svensk herkomst,Christensen, s. 146f dels at rejsen til Byzans øjensynligt må være sket ad flodveje fra nord.
Den ældste arabiske omtale af rus-folket stammer fra Ibn Khordabeh, der var en højtstående embedsmand i Tabastan lige syd for Det kaspiske Hav. I Bogen om Færdselsruterne og Rigerne skrevet kort før 850 i en omtale af jødiske handelsmænds vidt forgrenede handelsveje omtales ar-Rus: de bringer bæver- og sortrævsskind samt sværd fra de fjerneste egne til Sortehavet, hvor den byzantinske kejser afkræver dem en afgift, eller de følger floden Don og betaler en afgift til kazarernes fyrste. Dernæst rejser de til Det kaspiske Hav, over dette og videre – ofte med kamelkaravane – til Baghdad, hvor slaviske eunuker fungerer som tolke. Rus-folket omtales som "en art af Saqaliba" (hvorved sædvanligvis forstås slavisk befolkning), og sværdene angives at komme fra de fjerneste egne af Saqaliba-landet, hvilket kan betyde fra områder hinsides de med slaver bosatte (sandsynligvis er der tale om frankiske sværd).Christensen, s. 147f
Den slaviske kilde Nestorkrønikenifølge Aksel E. Christensen skrevet omkring 1115, men hvilende på ældre kilder. Krønikens ældste afsnit er formentlig en sammenskrivning af byzantinske annaler, krøniker og traktater, hvis oplysninger man – inden for rammerne af en overlevet nordisk og slavisk tradition – har søgt at indordne tidsmæssigt ud fra byzantinske kilder oplyser for 852 (efter byzantinsk tidsregning år 6360 efter verdens skabelse): "År 6360, den 15 indiktion, da kejser Michael tiltrådte sin regering, var det, at man først begyndte at tale om landet Ros. Vi ved dette, fordi det var under denne kejser, at rus-folket kom til Konstantinopel, som skrevet står i grækernes annaler. Fra denne tid begynder vi også at angive årstal."gengivet efter Christensen, s. 146
Efter dette må forbindelse mellem væringer og de byzantinske og arabiske riger være blevet etableret i første halvdel af 800-tallet, formentlig omkring 840.
Gardariget dannes Tidsfæstelsen af rus-folkets magtdannelse falder sammen med en begivenhed omtalt i Rimberts beskrivelse af Ansgars levned, Vita Ansgarii. Heri oplyses, at danskerne belejrede den svenske handelsplads Birka i 852. Det lykkedes imidlertid den svenske kong Anund, der havde foranlediget angrebet, at overtale danskerne (der ellers allerede havde erobret byens forstæder) til at forlade Sverige og drage til en by (ad urbem), som lå langt derfra i et land tilhørende slaverne (in finibus Slavorum) med 21 skibe: "Efter at have angrebet byens beboere, der levede stille og fredeligt, erobrede de den med våbenmagt, tog et rigt bytte og byens skatte og rejste hjem."
Denne by kunne være Staraja Ladogaomend Novgorod og Wollin er andre muligheder og en stor brand i byen dateret til tidsrummet 842-855 kunne være foranlediget af det danske angreb. En sådan begivenhed kunne tillige begrunde, hvorfor befolkningen i disse egne fandt anledning til at søge en feltherre netop blandt væringerne for at forsvare deres land.Kirpitjnikov, s. 22f
I henhold til Nestorkrøniken skal væringerne have krævet skat af slaviske og finske stammer i 859: "I året 6367 (859): Væringer fra over havet krævede tribut af chuder, slaver, merier, veser, krivichs...".
I 862 skal disse stammer imidlertid have gjort oprør mod væringerne, men endte med at kæmpe mod hinanden: "(De) drev væringene tilbage over havet, nægtede at betale skat til dem og agtede at styre sig selv. Men der var ingen lov mellem dem, og stammer rejste sig mod stammer. Uenigheden fulgte blandt dem, og de begyndte at kriges den ene mod den anden. De sagde til hinanden: "Lad os søge en prins, som kan herske over os og dømme i henhold til vår væremåde." Derefter drog de over havet til væringene, til Rus. Disse væringer blev kaldt for Rus, akkurat som nogen er kaldt svenskere, og andre nordmænd og angler, og andre for gotere (fra Gotland), for de var således kaldt. Chudene, slaverne, krivichene og vesene, de sagde til russerne: "Vort land er stort og rigt, men der er ingen orden i det. Kom og reger og hersk over os." Tre brødre, med deres ætlinge, stillede frivillige. De tog med sig alle russerne og kom."' I henhold til Nestorkrøniken kom disse væringer fra "over havet", en Rurik eller Rørik og hans to brødre Truvor og Sineus med andre væringer og bosatte sig først i byen Staraja Ladoga i 862,Andersen og Birkebæk, s. 20 men flyttede allerede i 864 til "Holmgard" (Novgorod).Andersen og Birkebæk, s. 22 Rurik forblev hersker, indtil han døde i 879.
Staraja Ladoga synes opstået som handelsplads omkring 750 ved floden Volkhovs nedre løb, omkring 12 km fra flodens udløb i Ladoga. Allerede tidligt synes arabiske, såkaldt kufiske, mønter at have nået byen og vidner om handelsforbindelsen sydpå til Sortehavet. Den tidligste møntskat med arabiske dirhem-mønter tidsfæstes til 786/787 og er fundet i Ladoga.Andersen og Birkebæk, s. 72 Krøniken forbinder dermed byen, som de norrøne kaldte for "Aldeigja", Aldeigjuborg (fra finske Alode-joki = lavlands-elv) med navnet Rurik (Hrørīkr , Rurik, Riurik), den væring, som tog kontrol over området i 862 og byggede Holmgard (Ryurikovo Gorodisjtsje) i Novgorod syd for Ladoga. Aldeigjuborg blev den første større handelsplads på vejen mod øst og et viktig vejkryds mellem datidens handelsveje. I 800-tallet fik den måske så mange som 1000 indbyggere. Sandsynligvis er den norrøne bosættelse smeltet sammen med en slaviske bosættelse og udviklede sig til Gardariget, et kongedømme, der snart fik hovedsæde i Kijev og – takket være folkebenævnelsen rus – gav navn til landet Rusland.
Kijevriget thumb|Kort over Kijevriget inden Svjatoslavs felttog i midten af det 10. århundrede
Efter Ruriks død overtog Oleg (Helge) styret. Han flyttede regeringssædet sydpå til Kijev omkring 880. I de næste 35 år under hans styre blev forskellige østslaviske og finsk-ugriske stammer underlagt riget. I 907 gennemførte Oleg et angreb på Konstantinopel, og i 911 underskrev han en handelsaftale med Det Byzantinske Rige som ligemand. Under Oleg blomstrede handelen på grund af vedvarende leveringer af skind, bivoks og honning, og fordi staten kontrollerede de tre vigtigste handelsruter i det østlige Europa: handelsruten ad Volga, handelsruten ad floderne Dnepr og Volkhov samt handelsruten mellem khazarerne og tyskerne.
Under Svjatoslavs regeringstid 945–972 havde regenterne overtaget den slaviske tro, selv om garden (drusjina) fortsat bestod af skandinaver. Sviatoslavs hær vandt omfattende sejre over sine naboer, khazarerne og volgabulgarerne, der begge brød sammen kort tid efter hans angreb.
Fra 800-tallet havde Pecheneg-nomaderne et uafklaret forhold til Kijevriget: gennem mere end to hundrede år angreb de flere gange rigets områder, og disse udviklede sig undertiden til egentlige krige, således i 920, men til andre tider indgik de i stedet militære alliancer, således i 943 under felttoget mod Byzans under IgorIbn Haukal omtaler Petjenegierne som langvarige allierede med Rus, hvem de havde deltaget i talrige felttog i 900-tallet mod det kaspiske område. I 968 gennemførte petjenegierne en belejring af Kijev.The Pechenegs, History and Warfare, Steven Lowe and Dmitriy V. Ryaboy
Storhedstiden thumb|Kijevrigets udvidelse 1015-1113. thumb|Vladimir døbes, maleri af Viktor Vasnetsov. Kijev dominerede staten i hen ved to hundrede år. Under fyrsten (velikiy kniaz') af Kijev var landområderne omkring byen under dennes kontrol og andre underordnede ledede styret i andre stæder og betalte tribut til ham. Højdepunktet af dette styre var under Vladimir den Store (980–1015) og Jaroslav (kaldet den Vise, 1019–1054). Begge formåede at udvide riget i forhold til den stat, der fandtes under Oleg.
Vladimir overtog magten i Kijev efter hans faders (Svjatoslav 1.) død i 972 og efter at have slået sin halvbroder Jaropolk i et slag i 980. Som fyrste i Kijev var Vladimirs største fortjeneste kristendommens indførelse i 988. Annalerne fortæller herom, at da Vladimir havde besluttet at gå over til den nye tro i stedet for den gamle slaviske hedenske gudstro, lod han sende nogle af sine mest værdsatte rådgivere og krigere som udsendige til forskellige steder i Europa. Disse udsendinge besøgte romersk-katolske, jødiske og muslimske lande og endelig Konstantinopel. De afviste Islam blandt andet på grund af forbuddet mod alkohol, jødedommen fordi Jahve havde frataget sit folk det land, der var lovet dem. De fandt ceremonierne i den romersk-katolske kirke kedelige. Men i Konstantinopel, blev de så imponerede af den smukke udsmykning i Hagia Sophia-katedralen og de liturgiske handlinger, der blev afholdt der, at de på stedet besluttede at det var en tro, der passede dem at følge. Efter deres hjemkomst overbeviste de Vladimir om, at de byzantinske tro var det bedste valg, hvorefter Vladimir foretog en rejse til Konstantinopel og arrangerede et ægteskab med prinsesse Anna, søster til den byzantinske kejser Basil 2.Janet Martin, Medieval Russia, 980-1584, (Cambridge, 1995), p. 7