Slaget ved Barnet var et afgørende slag i Rosekrigene, en dynastisk konflikt i det 15. århundredes England. Det sikrede sammen med det efterfølgende slag ved Tewkesbury Edvard 4.'s trone. Den 14. april 1471 nær Barnet, dengang en lille by i Hertfordshire nord for London, ledte Edvard Huset York i kamp mod Huset Lancaster, som støttede Henrik 6. på tronen. Lederen af Lancaster-hæren var Richard Neville, jarl af Warwick, der havde spillet en afgørende rolle i hver konges skæbne. Historikere betragter slaget som et af de vigtigste slag under Rosekrigene, da det resulterede i en afgørende ændring af loddet for de to huse. Edvards sejr blev efterfulgt af 14 års York-styre over England.
Tidligere en nøglefigur i Huset Yorks kamp for magten gik Warwick over til Lancaster-fraktionen på grund af uenighed om Edvards nepotisme, hemmelige ægteskab og udenrigspolitik. Som lederen af en Lancaster-hær besejrede jarlen sine tidligere allierede og tvang Edvard til at flygte til Burgund i oktober 1470. Edvard overtalte sin vært, Karl den Dristige, hertugen af Burgund, til at hjælpe ham med at genvinde den engelske trone. Som lederen af en hær rejst med burgundiske penge, iværksatte Edvard sin invasion af England, som kulminerede på markerne nord for Barnet. Under nattens muld og mørke rykkede York-styrkerne tæt på Lancaster-hæren og stødte sammen med den i en tyk tåge ved daggry. Mens begge hære kæmpede, tvang jarlen af Oxford på Lancaster-hærens højre flanke York-hærens flanke på den modsatte side under Lord Hastings på flugt og jagede dem tilbage mod Barnet. Da de vendte tilbage til slagmarken, blev Oxfords mænd fejlagtigt skudt på af Lancaster-hærens centrum under ledelse af Lord Montagu. Da skrig om forræderi (altid en mulighed i den kaotiske periode) spredte sig gennem deres linje, blev Lancaster-styrkernes moral svækket, og mange opgav kampen. Under tilbagetoget blev Warwick dræbt af York-soldater.
Warwick havde været så indflydelsesrig i det 15. århundredes politiske verden i England, at ved hans død var der ingen som ham med hensyn til magt og popularitet. Frataget Warwicks støtte led Huset Lancaster deres endelige nederlag i Slaget ved Tewkesbury den 4. maj, hvilket markerede afslutningen på Henrik 6.'s regeringstid og genindsættelsen af Huset York. Tre århundreder efter Slaget ved Barnet blev der rejst en stenobelisk på det sted, hvor Warwick angiveligt faldt.
Baggrund Rosekrigene var en række konflikter mellem forskellige engelske stormænd og adelsmænd til støtte for to forskellige kongefamilier, der nedstammede fra Edvard 3. I 1461 nåede konflikten en milepæl, da Huset York fortrængte dets rival, Huset Lancaster, som det herskende kongehus i England. Edvard 4., leder af York-fraktionen, overtog tronen fra den Lancaster-kongen, Henrik 6., der blev taget til fange i 1465 og fængslet i Tower of London. Lancaster-dronningen, Margrete af Anjou, og hendes søn, Edvard af Lancaster, flygtede til Skotland og organiserede modstand. Edvard 4. knuste oprørene og tvang den skotske regering til at tvinge Margrete væk. Huset Lancaster gik i eksil i Frankrig. Mens York-fraktionen strammede dets greb om England, belønnede Edvard sine tilhængere, herunder sin vigtigste rådgiver, Richard Neville, 16. jarl af Warwick, ophøjede dem til højere titler og tildelte dem jord konfiskeret fra deres besejrede fjender. Jarlen begyndte imidlertid gradvist at misbillige kongens styre, og deres forhold blev senere anstrengt.
Warwick havde planlagt, at Edvard skulle gifte sig med en fransk prinsesse, Bona af Savoyen, svigerinde til Ludvig 11. i Frankrig, for at skabe en alliance mellem de to lande. Den unge konge foretrak imidlertid at knytte bånd til Burgund og skabte i 1464 yderligere vrede ved i hemmelighed at gifte sig med Elizabeth Woodville, som værende en fattig Lancaster-enke, blev hun af York-fraktionen betragtet som en uegnet dronning. Edvard tildelte landbesiddelser og titler til hendes familie og arrangerede deres ægteskab med rige og magtfulde familier. Attråværdige ungkarle blev gift med døtre af Woodville-familien, hvilket mindskede ægteskabsudsigterne for Warwicks døtre. Desuden blev jarlen fornærmet af to ægteskaber, der involverede hans slægtninge. Det første var ægteskabet mellem hans tante, Lady Katherine Neville, over 60 år gammel, og Elizabeths 20-årige bror, John Woodville, en forbindelse, der blev set som upassende af mange mennesker. Det andet var hans nevøs forlovede, datteren af Henry Holland, 3. hertug af Exeter, der blev givet som en brud til dronningens søn, Thomas Grey, med Edvards godkendelse. Forfærdet over disse handlinger besluttede Warwick, at Woodville-familien var en ondartet indflydelse på hans fyrste. Han følte sig marginaliseret. Hans indflydelse over den unge konge svækkedes, og han besluttede at tage drastiske skridt for at tvinge Edvard til at føje sig. Warwicks alternative plan var at erstatte kongen med hans medsammensvorne, hertugen af Clarence, Edvards yngre bror.
Ved at anstifte adskillige oprør i Nordengland, lykkedes det Warwick at lokke kongen væk fra sin hovedmagtbase i Sydengland. Edvard fandt sig i undertal, og under tilbagetoget fandt han ud af, at Warwick og Clarence havde opfordret til åben støtte til oprøret. Efter at have vundet Slaget ved Edgecote Moor den 26. juli 1469, fandt jarlen York-kongen forladt af sine støtter og bragte ham til Warwick Castle for "beskyttelse". Lancaster-støtterne udnyttede Edvards fængsling til at gøre oprør. Fordi de fleste krigsherrer, der støttede Huset York, nægtede at følge Warwicks kald, blev jarlen presset til at frigøre kongen. Tilbage ved magten straffede Edvard ikke i det åbne Warwicks overtrædelser mod ham, men jarlen mistænkte, at kongen bar nag. Warwick anstiftede endnu et oprør, denne gang for at erstatte Edvard med Clarence. De to sammensvorne måtte imidlertid flygte til Frankrig, da Edvard knuste oprøret i Slaget ved Losecoat Field den 12. marts 1470. Gennem breve i oprørernes besiddelse og tilståelser fra lederne afdækkede kongen jarlens forræderi. I en aftale mæglet af den franske konge, Ludvig 11., indvilligede jarlen i at tjene Margrete og Lancaster-sagen. Warwick invaderede England i spidsen for en Lancaster-hær og tvang i oktober 1470 Edvard til at søge tilflugt i Burgund, da styret af kongens svoger, Karl den Dristige. Englands trone blev midlertidigt genoprettet til Henrik 6. Den 14. marts 1471 bragte Edvard en hær tilbage over Den Engelske Kanal, og det fremskyndede Slaget ved Barnet en måned senere.
Hærførere
York-hæren Edvard 4. stod normalt i spidsen for sine hære. Idet han var 1,91 m høj, var han en inspirerende figur i kamp, der angreb fjender, mens han var klædt i en forgyldt rustning. Middelaldertekster beskriver kongen som smuk, ganske muskuløs og med en bred brystkasse. Han var net og karismatisk og vandt let folk over til sin sag. Edvard var en dygtig taktikker og leder i slag. Han genkendte ofte og udnyttede defensive svagheder i fjendens linjer, ofte med afgørende resultater. I 1471 var den unge konge en højt respekteret hærfører. Han fik dog en vis kritik. Efter at have vundet tronen i 1461 viste han sig ubeslutsom over for at slå oprør ned. Historikeren Charles Ross roser Edvards lederskab og evner i nærkamp snarere end hans strategier og taktik. Med sit flotte udseende og dygtige lederskab var Edvard populær blandt almindelige mennesker, især sammenlignet med Henrik 6. Hans handelspolitik, der havde til formål at udvide og beskytte markederne for engelsk handel, glædede lokale købmænd, som også blev vundet over af York-kongens personlighed. I 1469 var Edvards folkelig støtte blevet svækket. Euforien over den nye styre var blevet udtømt, og folket beskyldte Edvard for ikke at "bringe Englands rige [til] stor popularitet og hvile" og lade York-adelsmænd forblive ustraffet for deres misbrug. Da Edvard invaderede England i 1471, fejrede mange almindelige mennesker ikke åbent hans tilbagevenden.
Edvard fik i Barnet tilslutning af sine brødre, Richard, hertug af Gloucester, og Georg, hertug af Clarence. I modsætning til sin ældste bror var Gloucester slank og tilsyneladende sart. Han var 18 år gammel i Slaget ved Barnet, hans første store slag. Hans militære evner var imidlertid velrespekterede, mange historikere anser ham som en dygtig kriger og hærleder. Clarence blev ikke anset lige så godt som sine brødre, især hvad angår loyalitet. Da Edvard blev konge, blev Clarence valgt som hans arving. Dog rykkede fødslerne af Elizabeth af York (1466) og Edvard 5. (1470) hertugen ned i arvefølgen. Clarence deltog derfor i Warwicks intriger og giftede sig med jarlens datter Isabella og troede, at han kunne få sin brors trone. Clarence mistede tilliden til jarlen, da Warwick gik over til Lancaster-fraktionen og giftede sin anden datter, Anne, med deres prins for at cementere sin nye troskab. Da Edvard iværksatte sit felttog for at genindtage England, tog Clarence imod sin brors tilgivelse og sluttede sig atter til York-fraktionen ved Coventry den 2. april 1471. Den sidste af de York-fraktionens hærledere var William, Lord Hastings, en loyal undersåt siden starten af krigene. Hastings havde ledsaget den unge konge i eksil og støttet hans tilbagevenden. Hofmanden blev belønnet for sin trofasthed, idet han fik embedet som løjtnant i Calais i 1471 og blev Edvards Lord Chamberlain og primære fortrolige.
Lancaster-hæren Warwick havde kæmpet for Huset York siden de tidlige stadier af Rosekrigene og sammen med sin fætter, Edvard 4., i mange af slagene. Hans mange års loyalitet havde givet ham York-fraktionens tillid, og hans sejre, både politiske og militære, og popularitet hos almindelige mennesker gjorde ham til en vigtig skikkelse. Han havde en stærk indflydelse på tronfølgen, og det gav ham tilnavnet "Kongemageren". Tidlige historikere beskrev ham som et militært geni, men i det 20. århundrede blev hans taktiske skarpsind genovervejet; Philip Haigh formoder, at jarlen stort set kunne takke nogle af sine sejre, såsom Det 1. slag ved St Albans, til at han var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Christopher Gravett mener, at jarlen var for defensiv og manglede mental fleksibilitet. alt=An dummy wearing 15th-century armour and holding a mace in its right hand|right|thumb|Adelsmænd i Slaget ved Barnet bar rustninger som denne, udstillet på Royal Armouries Museum. John Neville, 1. markis af Montagu, var mindre ambitiøs end sin bror Warwick, men en mere dygtig kriger og taktikker. I 1464 ledte han en York-styrke, der fik overtaget over et Lancaster-baghold i Slaget ved Hedgeley Moor og iværksatte et overraskelsesangreb i Slaget ved Hexham. Disse sejre kronede Nevilles omfattende tjeneste i Nordengland, og Edvard belønnede ham med Jarlddømmet Northumberland, som havde betydelige indtægter. Belønningen var særlig glædelig for Neville. Hans familie havde været i en voldsom fejde med de tidligere jarler af Northumberland, Percy-familien, der støttede Huset Lancaster. I marts 1470 genindsatte Edvard imidlertid Henry Percy som jarl af Northumberland for at vinde Percy-familiens støtte. Som godtgørelse modtog Neville den finere titel Markis af Montagu. Dog var de landbesiddelser, der fulgte med denne titel, meget fattigere end den ejendom, han havde mistet. Den nye markis så det som en fornærmelse, en ubetydelig titel, der var utilstrækkelig anerkendelse for hans mangeårige trofaste tjeneste. Montagu sluttede sig dog ikke straks til Warwicks oprør; han deserterede senere på året, da hans bror invaderede England.